Hvornår fandt du ud af, at du var god til dit job?

Bettina Veber blev den heldige vinder af et gavekort på 250 kroner til Coop i Fagbladet FOAs adventskonkurrence. ”Jeg tænker, at jeg køber noget kage eller noget slik til mine kolleger,” siger hun. Colourbox

Det spørgsmål stillede Fagbladet FOA i adventskonkurrencen på Facebook i søndags. Og det var der rigtig mange af jer, der havde et godt svar på.

09. december 2021

På hverdagsrehabiliteringen i Svendborg, hvor Bettina Veber arbejder, bor der en 102-årig mand. Fælles for alle i rehabiliteringen, unge som gamle, er at de gerne vil hjælpe sig selv. Helt unikt for den 102-årige, er at han gerne vil danse.

”Hvis det ikke er livsbekræftende, så ved jeg ikke hvad er,” siger Bettina Veber, der blev udtrukket som vinder i Fagbladet FOAs adventskonkurrence og dermed har vundet et gavekort på 250 kroner til Coop.

”Sådan vil jeg sgu også have det, når jeg er hundrede år gammel.”

88 personer valgte at svare på fagbladets opslag, på hvornår de fandt ud af, at de var gode til deres job. Bettina skrev i sin kommentar:

”Da jeg startede for 33 år siden og fandt ud af hvor livsbekræftende et arbejde, det er, og borgernes smil når jeg kom,” skrev hun, efterfulgt af et hjerte.

Lidt tilfældig start 

Det livsbekræftende i arbejdet er altså for eksempel den 102-årige, der danser. Men for Bettina startede hendes karriere i sundhedsvæsenet lidt tilfældigt. Hun var nemlig handels- og kontoruddannet på Thurø, da hun skulle finde et arbejde efter sin barsel.

”Der startede jeg som ufaglært på Thurøhus. Og der fandt jeg ud af, at jeg absolut ikke skulle arbejde i butik,” siger hun.

”Det ændrede mit syn på ældre. Jeg fik øjnene op for, hvor livsbekræftende det er at høre om deres liv. Det handler om at se mennesket bag ved,” siger hun.

Bettina endte med at tage uddannelsen som social- og sundhedshjælper, efter at have arbejdet på Thurøhus. Da hun for ti år siden startede i arbejde i rehabiliteringen i Svendborg, bekræftede det for hende, at det var jobbet for hende.

”Her kan jeg se de sejre, borgerne oplever – både de ældre og de unge,” siger hun.

Bettina har da også en ide om, hvad de 250 kroner skal bruges til.

”Jeg tænker da, at mine kolleger skal kunne mærke, at jeg har vundet,” siger hun.

Mange gode historier 

Bettina Veber var ikke den eneste, der røg til tasterne for at dele sin historie. En anden var Nermina Bajramovic, der skrev således:

”Jeg fandt simpelthen ud af, at jeg var god til det, jeg laver, dengang for mange år siden, da jeg kom hjem fra børnehaven og havde lyst til at komme igen og igen, og det er sådan dagen i dag. For jeg føler jeg gør en forskel ved at kæmpe mig frem til at både børn og kollegernes mening, holdning betyder lige meget. Og jeg stopper ikke, nu har jeg valgt at tag et skridt længere op og kæmpe for vores alles rettighed som FTR.”

En anden var Ditte Kie Gissel Ulberg, der skrev om mødet med gode kolleger:

”Var som 20 årlig sommerferieafløser i hjemmeplejen. Nu er jeg 42 år. Har både taget en SSH og SSA uddannelse og er TR på min arbejdsplads (hvor jeg har være i 8 år).”

Husk at du igen på søndag kan deltage i Fagbladet FOAs adventskonkurrence på Facebook.