Her kan du søge økonomisk støtte: ”Det handler om at have noget at fortælle”
Mødrehjælpen og Enestående Forældre tilbyder et kontantbeløb til familier, der kan have svært ved at får økonomien til at hænge sammen, så de kan skabe ferieminder for deres børn.
i dag kl. 13.53
For familier over hele Danmark handler sommerferien om at skabe hyggelige minder, de kan varme sig på, når efterårets mørke nærmer sig.
Men under planlægningen af sommerferien konfronteres mange forældre med, at de ikke har de samme økonomiske midler som andre til at kunne give deres børn nogle gode ferieminder.
Da de kommer tilbage, hører jeg drengen sige: ’Jeg glæder mig så meget til at fortælle omme i skolen, at jeg har været ude at rejse.
Maria Blankensteiner, direktør i Enestående Forældre
Derfor kan du hos Foreningen Enestående Forældre igen i år søge et legat til at skabe ferieminder.
”Vores sommerferielegat handler om at give familien noget at glæde sig til. Det giver mulighed for, at man har råd til at købe den is på stranden, der gør det til en ekstra hyggelig dag, der skaber ferieminder i familien” siger Maria Blankensteiner, der er direktør i Enestående Forældre.
Selvom hun anerkender, at det ikke nødvendigvis kan hamle op med klassekammeratens tur til Cypern, står ét minde fra en familieferie, Enestående Forældre holdt i Helsingør, tydeligt frem hos Maria Blankensteiner.
”En mor havde sparet sammen til, at de kunne tage færgen til Sverige. Og da de kommer tilbage, hører jeg drengen sige: ’Jeg glæder mig så meget til at fortælle omme i skolen, at jeg har været ude at rejse.’ Og det er netop det, det handler om. At have noget at fortælle fra sin ferie.”
Som foreningens navn antyder, er det enlige forsørgere, der kan søge om legaterne, der er på 1.500 kroner.
Feriefællesskaber for børn
Et helt nyt legat, du kan søge hos Enestående Forældre, handler om feriefællesskaber for dine børn. Det er i samarbejde med Alm. Brand Foreningen 1792, at Enestående Forældre i år for første gang uddeler denne slags legater.
Og det gør de, fordi mange børn risikerer at stå uden fællesskaber hen over sommerferien.
”Sommerferien kan være meget lang. Der er mange uger, hvor de fleste af ens venner er ude at rejse eller i sommerhus eller laver andre aktiviteter. Og vi ser, at det typisk er familier med en stram økonomi, der er nødt til at fravælge feriefællesskaber for deres børn,” siger Maria Blankensteiner.
”Og vi vil rigtig gerne være med til at sikre, at så mange børn som muligt indgår i et fællesskab i sommerferien.”
Feriehjælpen sikrer de små stjernestunder med sine børn, når man på stranden får den der is med fem kugler og er lige som alle andre familier
Ninna Thomsen, direktør, Mødrehjælpen
Det kan eksempelvis være at sende dine børn på fodboldskole, tage en uge på efterskole eller rollespil med overnatning. Kun fantasien sætter grænser.
Udover penge til selve ferieaktiviteten og udstyret dertil kan der også søges om penge til transporten frem og tilbage.
”Vi ved, at en stor del af vores ansøgere bor steder, hvor den offentlige transport er dyr eller besværlig. Og det, synes vi, ikke skal være en hindring for, at børn kan få et godt feriefællesskab.”
Søg om hjælp hos Enestående Forældre
Ansøgningsfristen for ferielegater på 1.500 kroner er den 1. maj 2026. Og dem kan du søge her.
Legater til feriefællesskaber behandles og uddeles løbende. Du kan altså søge hele tiden, og det kan gøres her.
Udover hjælp til ferie og fællesskaber kan der løbende søges legater inddelt i seks kategorier:
- Til hjemmet og til hverdagen
- Hvis du skal flytte
- Dit barns fritid
- Dit barns eller din egen uddannelse
- Det basale og det uforudsete
- Højsæson og ferie
Fakta:
- I 2025 modtog Enestående Forældre 11.391 ansøgninger, hvilket var rekord.
- Der blev uddelt 8,2 millioner kroner fordelt på 14.636 eneforældre og deres børn.
De små stjernestunder
Hos Mødrehjælpen, der også uddeler et kontant beløb til hårdt trængte familier, er det også i høj grad de enlige forsørgere, der søger. Det fortæller Ninna Thomsen, der er direktør i Mødrehjælpen.
”Sidste år søgte 7451 familier, og af dem var 77 procent enlige forsørgere,” siger hun.
Mødrehjælpen tilbyder et kontant beløb på 400 kroner per barn under 18 år – dog maksimalt tre børn per familie. Og selvom de fleste er enlige forsørgere, kan par, der har svært ved at finde råd til sommerferien, altså også søge.
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk
Ligesom Maria Blankensteiner ved Ninna Thomsen godt, at beløbet ikke kan finansiere en tur til Gran Canaria. Men hun er sikker på, at det er penge, der sikrer en god ferieoplevelse for familien.
”Som forælder er det enormt skamfuldt at være nødt til at sige ’nej’ hele tiden. Feriehjælpen sikrer de små stjernestunder med sine børn, når man på stranden får den der is med fem kugler og er lige som alle andre familier,” siger Ninna Thomsen.
Udover det kontante beløb tilbyder Mødrehjælpen også lokale aktiviteter. Det kan være ture ud i det blå som for eksempel til Djurs Sommerland eller en Zoologisk Have tæt på dig.
Søg hjælp hos Mødrehjælpen
Ansøgningen til det kontante beløb hos Mødrehjælpen starten først den 11. maj. Og du kan søge helt indtil 4. juni. Du får svar senest den 19. juni, og der kan søges her.
Fakta
- I 2025 søgte 7451 familier.
- 5756 børn modtog hjælp i 2025.