Her er FOAs krav til OK25: Nu begynder kampen om løn og arbejdsmiljø
Det kommer til at handle om alt fra højere løn til bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv, når der efter nytår skal forhandles om nye private overenskomster.
11. december
Højere løn. Godt arbejdsmiljø. Og bedre balance mellem arbejde og privatliv.
Sådan lyder overskriften på tre af de i alt syv krav, FOA prioriterer, når der efter nytår skal forhandles om nye overenskomster på det private arbejdsmarked.
Det står klart, efter at FOAs hovedbestyrelse onsdag diskuterede de punkter, forbundets forhandlere skal tage med til forhandlingsbordet.
De øvrige fire handler om bedre mulighed for efteruddannelse, bedre pension og seniortilværelse, bedre vilkår for de tillidsvalgte – det gælder selvfølgelig både tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter – og endelig skal der fokuseres på den danske model og social dumping.
Derudover tager FOA forbehold for, at der – afhængigt af de øvrige forhandlinger – kan dukke nye krav op.
”De syv krav viser den bredde og mangfoldighed, der er blandt FOA-medlemmerne. Det handler både om løn og et godt og sundt arbejdsliv, siger Thomas Enghausen
FOA repræsenterer flere tusinde privatansatte – hovedsageligt sosu-medarbejdere i den private plejesektor, pædagogisk personale på private daginstitutioner og handicaphjælpere.
Og selv om de kun udgør en meget lille del af de tæt på 600.000 lønmodtagere, forhandlingerne handler om, er de ikke uden betydning og har, som Thomas Enghausen understreger, 'nøjagtig samme ret til at stille krav som alle andre'.
"De udgør en væsentlig gruppe. Hele det private velfærdsområde vokser jo i disse år,” siger Thomas Enghausen.
Ubalance blandt sosu-ansatte
Der er et område, hvor forbundets næstformand på forhånd ved, at der skal lægges ekstra kræfter i armlægningen med arbejdsgiverne. Og det drejer sig om de sosu-ansatte i den private plejesektor.
Efter at deres offentligt ansatte kolleger tidligere i år oplevede et ekstraordinært lønløft, skal de have et tilsvarene lønløft, hvis den hidtidige balance skal opretholdes.
Det kan blive svært, erkender Thomas Enghausen, men hovedbestyrelsen har drøftet – og vil fortsat drøfte – situationen:
"De private arbejdsgivere ved godt, hvad der er sket på det offentlige område. Jeg forventer da, at de er klar at gå i dialog med os."
Medlemmernes krav er ganske enkelt rygraden i den danske model og i forhandlingerne
Thomas Enghausen, Næstformand i FOA
FOAs syv krav er udvalgt på baggrund af et forløb, hvor medlemmer fra hele landet – via de lokale fagforeninger – har bidraget med forslag.
Undervejs har Thomas Enghausen deltaget i syv fysiske og to digitale medlemsmøder samt en større konference for privatansatte tillidsrepræsentanter – og på den baggrund har forbundet modtaget i alt 138 krav.
”Medlemmernes krav er ganske enkelt rygraden i den danske model og i forhandlingerne,” siger Thomas Enghausen.
Fire med fra den virkelige verden
Ligesom tidligere suppleres FOAs faste forhandlingsudvalg med tillidsvalgte fra de arbejdspladser det hele handler om.
Og her har hovedbestyrelsen tilsluttet sig, at social- og sundhedshjælper Klaus Wiberg fra Kær.dk, social- og sundhedsassistent Michelle Schibler fra Bøgeskovhus under firmaet Forenede Care samt social- og sundhedshjælper Ann Hougaard Larsen fra DFS Plus deltager på sosu-området.
Når det gælder handicaphjælpernes overenskomst, skal respiratorhjælper Max Minor deltage i forhandlingerne.
”Deres rolle er vigtig. De er vores førstehåndsvidner, om kender virkeligheden og kan be- og afkræfte nogle af de forhold og detaljer, der forhandles om,” siger Thomas Enghausen.
De nye overenskomster træder i kraft 1. marts næste år.
Her er FOAs krav til OK25
Højere løn
Her vil FOA blandt andet fokusere på generelle lønstigninger, balance i forhold til eventuelt ekstraordinære lønstigninger på det offentlige område samt kvalifikations- og erfarings- og funktionstillæg.
Bedre mulighed for efteruddannelse
Her vil FOA blandt andet fokusere på ret til faglært uddannelse efter for eksempel to års ansættelse, fuld løn og pension til elever og mulighed for selv, og virksomhedens forpligtelse til at aftale uddannelsesplaner.
Bedre pension og seniortilværelse
Her står der blandt andet arbejdsgiverbetalte seniordage eller mulighed for kortere daglig arbejdstid uden lønnedgang på FOAs liste.
Godt arbejdsmiljø
FOA ønsker blandt andet, at medarbejderne sikres mest mulig indflydelse på eget arbejde, at de får bedre mulighed for afspadsering og bedre beskyttelse mod opsigelse.
Bedre balance mellem arbejde og privatliv
Her ønsker FOA blandt andet, at retten til barns første sygedag sikres, at der kommer flere ’betalte børns sygedage’, ekstraordinær forhøjelse af tillæg for at arbejde nat, weekend og aften, kortere normer for opgørelse af overarbejde og en 6. ferieuge for alle.
Bedre vilkår for TR og AMR
Her ønsker FOA blandt andet, at forpligtelsen til at indgå løn- og arbejdstidsaftaler for TR og AMR sikres på en måde som sikrer den fornødne tid til arbejdet. FOA ønsker også, at TR og AMR sikres adgang til lønoplysninger om virksomhedens ansatte, ret til en årlig lønforhandling for de ansatte samt krav om om, at TR repræsenterer alle medarbejdere på virksomheden og deltager før ansættelse af nye medarbejdere.
Den danske model og social dumping
FOA ønsker blandt andet, dr indføres en fondsbetaling pr. præsteret arbejdstime, som FOA kan anvende eksklusivt til fordel for medlemmerne af forbundet, på overenskomstens område. FOA ønsker også, at der indføres kædeansvar for virksomhedernes benyttelse af underleverandører, vikarbureauer, outsourcing med mere.