Her er fire ting, der kan påvirke din økonomi i 2025
Der er flere forhold, der kan være med til at styrke din pengepung i det nye år.
02. januar
Nyt år, nye regler: Fra højere beskæftigelsesfradrag og genindført håndværkerfradrag til lave renter og stabil inflation – her er fire forhold, der kan påvirke din privatøkonomi i 2025.
-
1
Inflationen vil holde sig i ro
Der er grund til optimisme i 2025. Det siger privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer, til Fagbladet 3F.
Økonomen spår, at inflationen i 2025 vil ligge lavt på omkring to procent.
Brian Friis Helmer fortæller dog også, at vi danskere fortsat er påvirket af chokket fra 2022, hvor den højeste inflation i 40 år ramte os.
Priserne på mange dagligvarer steg med rekordfart og er fortsat høje. Dog har lønnen for manges vedkommende indhentet prisstigningerne.
”Men det tager tid at vænne sig til den nye normal. Selvom lønnen har indhentet priserne for mange, så føles det ikke nødvendigvis sådan,” siger Brian Friis Helmer til Fagbladet 3F.
-
2
Renterne vil falde
For boligejere er der mere godt nyt.
Til TV2 forudser flere økonomer nemlig realkreditrenter på under to procent om bare et år.
Cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig, er blandt dem, der forventer trinvise rentenedsættelser i løbet af 2025.
”Vi forventer også, at vi over det kommende års tid vil se de største rentefald i de helt kortforrentede lån, i takt med at ECB – og dermed Nationalbanken herhjemme – fortsætter sine rentenedsættelser frem til sensommeren 2025,” skriver han i en kommentar til TV 2.
-
3
Øget beskæftigelsesfradrag
Fra årsskiftet er dit beskæftigelsesfradrag vokset fra 10,65 procent til 12,3 procent.
Det maksimale fradrag er nu på 55.600 kroner, hvilket er mere end 10.000 kroner højere end sidste år.
For at opnå det maksimale fradrag, skal du tjene 452.000 kroner i løbet af året.
Har du derimod en årlig indkomst på 300.000, vil dit beskæftigelsesfradrag være på 36.900 kroner, hvilket er knap 5.000 kroner mere end 2024
Får du et beskæftigelsesfradrag på 36.900 kroner, vil din årlige skattebesparelse være på cirka 1.200 kroner.
OBS: Pas på 'gammel finte'
For nogen danskere kan det forhøjede beskæftigelsesfradrag dog også risikere at betyde et mindre skattesmæk.
Nærmere forklaring følger her:
For at undgå at betale restskat, har mange danskere for vane at taste en højere indkomst, end man reelt har, i sin forskudsopgørelse.
Gør man det, vil man dog samtidig få et højere beskæftigelsesfradrag, end du er berettiget til.
-
4
Håndværkerfradraget vender tilbage
I år er det såkaldte håndværkerfradrag genindført.
Det betyder, at man kan trække op til 8.600 kroner fra i skat til løn til håndværkere, der laver opgaver i dit hjem, der er dækket af håndværkerfradraget.
”Et håndværkerfradrag med fokus på energirenovering og klimatilpasning kan forhåbentlig være med til at få flere skubbet i gang med projekter, som kan gøre danskernes boliger mere bæredygtige og sikret mod fremtidens ekstreme vejr,” siger Tue Patursson, der fagekspert i Videncentret Bolius til bolius.dk.
Ifølge skats hjemmeside svarer håndværkerfradragets værdi til cirka 26 procent. Det betyder, at hvis du har betalt 3.000 kroner for en håndværksydelse, sparer du omtrent 780 kroner i skat.