Får du penge tilbage i skat? Sådan skal du bruge dem

Iben Gad

Lidt ekstra til pensionsopsparingen eller en buffer til uforudsete udgifter – her får du en række bud på, hvad du skal bruge dine penge på, hvis tallene på din årsopgørelse er grønne.

22. april

Fredag den 25. april er dagen, hvor mange danskere får penge tilbage fra Skat. Sidste år drejede det sig om knap fire millioner danskere, der i gennemsnit havde betalt 6600 kroner for meget i skat.

Men hvordan forvalter du dine penge bedst, hvis du får penge tilbage i skat, eller hvis du hver måned har et par hundrede kroner til overs?

Det spørgsmål har Fagbladet FOA bedt afdelingschef for kunderådgivning i PenSam Bank, Rune Dalager, om at besvare.

”Hvordan man skal bruge dem, afhænger af ens økonomiske situation, men uanset hvad er det vigtigt, at man bruger pengene fornuftigt,” siger han.

Her kommer PenSams bud på, hvordan du afhængigt af din økonomiske situation kan bruge pengene:

  1. 1

    Mangler du en buffer?

    I en undersøgelse blandt FOAs medlemmer fra marts 2025 svarer 28 procent, at de skulle låne penge, hvis de fik en uforudset udgift på 10.000 kroner. 

    ”Har du ikke en buffer, er det guld værd at lave en. På den måde slipper du for at skulle spørge banken om lov til at låne penge til en høj rente, hvis du i løbet af året får en ekstra tandregning eller skal købe en ny mobil,” siger Rune Dalager:

    ”Men hav selvdisciplin, og gør op med dig selv, hvad bufferen må bruges til, så den holder længest muligt.”

  2. 2

    Har du gæld?

    ”En børnebanklærdom er, at man skal starte med at afvikle de lån, som er dyrest. Men sådan hænger det ikke altid sammen. Det afhænger nemlig af, hvordan ens gældsposter er fordelt,” forklarer Rune Dalager.

    Lad os lave et eksempel:

    Du får 3000 kroner tilbage i skat og har to lån. Det ene lån er på 20.000 kroner, hvor du betaler 12 procent i rente. Det andet er på 3000 kroner, hvor du betaler seks procent i rente. Her kan det godt betale sig at afvikle det billige lån først.

    På den måde sparer du ydelsen til det lille lån og vil efterfølgende kun skulle bruge penge på at afvikle det dyre lån.

  3. 3

    Pension:

    ”Det lyder måske kedeligt at overføre sine skattepenge til en pensionsopsparing, for hvad batter det egentlig? Men du skal huske, at selv et lille indskud kan give meget i afkast, hvis pengene får lov til at stå og yngle. Tag derfor fat i PenSam Pension, hvor du har din pensionsopsparing, og hør om mulighederne," siger Rune Dalager.

  4. 4

    Investering:

    Overvejer du at investere dine skattepenge eller månedlige overskud, er det vigtigt, at du har tjek på din tidshorisont.

    ”Lige nu svinger aktiekurserne op og ned, og mange ville lide et tab, hvis de skulle sælge aktier, de havde købt i år. Men selv efter coronakrisen gik der ikke mere end seks måneder, før markedet var tilbage igen, men investering er altid forbundet med en risiko,” siger Rune Dalager.

    Flere forskellige banker eksempelvis Nordnet har en konto, hvor du hver måned sætter penge ind, som automatisk bliver investeret i den investeringsforening eller fond, du har valgt.

    ”Det er meget simpelt, og nemt at komme i gang med at investere,” forklarer han.

Læs mere på foa.dk


Fagbladet anbefaler