Dit postnummer afgør muligheden for seniorpension
Den nye seniorpension er kommet godt fra start. Men antallet af tildelinger svinger voldsomt fra kommune til kommune. Beregninger fra FOA tyder på, at kommuner, der fedter med almindelig førtidspension, typisk også gør det med seniorpension.
19. juni 2020
En opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet viser, at 1.682 personer har fået seniorpension i løbet af de første fire måneder, ordningen har fungeret. Bare 69 har fået afslag, og det udløser tilfredshed i FOA.
”Det er meget positivt, at seniorpensionen bliver brugt, og antallet af tilkendelser viser jo, at der virkelig er behov for den ordning,” siger forbundssekretær Maria Melchiorsen.
Hun hæfter sig dog ved, at der er temmelig store forskelle i kommunernes tildeling, og det bekymrer FOA.
På Bornholm har for eksempel 50 personer fået seniorpension, mens København, der har 16 gange flere indbyggere, har bevilget seniorpension til 165 personer. I andre store kommuner som Odense og Århus har henholdsvis 28 og 19 personer foreløbig fået seniorpension. Nogle sager kan dog være uafsluttede eller endnu ikke registreret hos STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Registrering).
Læs også: Se om du har ret til seniorpension
”Postnummeret må ikke blive afgørende. Det er uretfærdigt over for vores medlemmer, for behovet afgøres jo ikke af bopælen,” siger Maria Melchiorsen.
Mangelfulde afgørelser
Beregninger fra FOA tyder endvidere på, at kommuner, der er tilbageholdende med at bevilge almindelig førtidspension, også fedter med seniorpensionen.
”Socialområdet er præget af love, der giver mulighed for skøn og fortolkning, men det er alligevel beskæmmende, at der er SÅ store variationer mellem kommunerne. Og vi ser desværre mangelfulde afgørelser også på andre områder end seniorpension,” siger Nanna Mørch, socialpolitisk konsulent i FOA.
Hun understreger dog, at FOA også oplever kommuner, der gør det rigtig godt.
”Men tallene også for den almindelige førtidspension bekræfter jo det lidt tilfældige i tildelingerne. Nogle kommuner er meget barske, mens andre er mere omhyggelige.”
Kommuner svigter med vejledning
Nanna Mørch mener, at flere forskellige faktorer kan forklare forskellene.
”Nogle steder kan det handle om håndfaste udmeldinger fra ledelsen om økonomi, eller om bestemte værdisæt, der siver ned i rækkerne og styrer tilgangen til borgerne. Andre steder kan der være forskelle mellem sagsbehandlerne.”
Læs også: Susanne fik ny seniorpension: Gik glat igennem på tre uger
Nanna Mørch mener, at kommuner med forholdsvis få tildelinger af seniorpension ofte svigter deres vejledningsforpligtelse over for borgerne. Det kan betyde, at færre søger seniorpension i de kommuner.
”Kommunerne har jo mange borgere for eksempel på sygedagpenge eller i ressourceforløb, som er i målgruppen for seniorpension. Men vores erfaring er, at mange sagsbehandlere ikke kender ordningen. Det er blandt andet derfor, at vi selv informerer meget ihærdigt om den.”
ATP overtager i 2021
Fra næste år overtager en myndighed under ATP behandlingen af sager om seniorpension.
Det er FOA – ikke mindst i lyset af de store forskelle på kommunerne – meget tilfreds med.
”Jeg har stor tiltro til, at ATP kan løse den opgave, så afgørelserne bliver mere ensartede. På den måde kan vi bryde det mønster, vi lige nu ser i kommunerne,” siger Maria Melchiorsen.
Kommunerne afviser kritikken
Kommunernes Landsforening (KL) mener, at der er gode forklaringer på forskellene mellem kommunerne.
Læs også: Elisabeth fik seniorpension efter kræftsygdom
”De skyldes, at der er mange sager, der ikke er afgjort, da ordningen stadig er ny, og at coronakrisen har forsinket nogle sager. Med det in mente er det faktisk imponerende, at kommunerne allerede har nået at tildele så mange seniorpensioner,” skriver Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg i et mailsvar til Fagbladet FOA.
Han oplyser, at i kommunerne er erfaringen, at stort set alle ansøgere får tildelt seniorpension.
”De få, der får afslag, opfylder typisk ikke objektive kriterier som for eksempel 25 års beskæftigelse. Derfor er det også vigtigt, at alle parter sikrer, at borgerne bliver bedst muligt vejledt om deres muligheder for at søge ordningen. Det gælder ikke mindst fagforeningerne, som ofte er borgerens indgang til at søge råd og vejledning, hvis man er nedslidt,” skriver Thomas Kastrup-Larsen.
Se antallet af godkendte seniorpensioner fordelt på kommuner.