“De kigger på mig, som om jeg er en fattigrøv”:Hanne er træt af folks fordomme og uønskede råd

”Hvorfor kan du ikke lægge penge til side?”

”Man skal sætte tæring efter næring.”

”Hvorfor smider du ikke dine hjemmeboende børn ud?”

Det er nogle af de kommentarer, 58-årige Hanne Svendsen uopfordret bliver mødt med.

I 2009 blev hun uddannet social- og sundhedshjælper, og i 2013 fik hun – på grund af en arbejdsskade i skuldrene og flere operationer i maven – tilkendt et fleksjob.

”Mange kigger på mig, som om jeg er en fattigrøv. De ved ikke, hvad der ligger til grund for, at min økonomi er, som den er – og det kommer heller ikke dem ved. For jeg har ikke bedt om deres råd,” siger hun.

Folk skal være mere empatiske

I årene efter, at Hanne Svendsen fik bevilliget fleksjob, skulle hun vænne sig til, at hendes indtægt ikke var så høj.

”Det var forbundet med skam. Jeg følte mig en smule underkuet. Men efter jeg blev 50 år, vendte det. Jeg synes ikke, at jeg skal forsvare mig selv – det er jeg blevet for gammel til. Nu er det mere blevet et spørgsmål om prioritering: Hvad har jeg behov for?” forklarer hun.

Det, som betyder mest for Hanne Svendsen, er, at hendes voksne børn har det godt.

Det ene barn er lige blevet skilt og mangler et sted at bo, og det andet vil gerne ud og rejse. Derfor bor de begge hjemme hos Hanne og hendes mand.

Og så har hun valgt at have katte som kæledyr.

Hanne ville ønske, at folk i deres kommentarer var mindre bedrevidende og mere empatiske.

”Hvis jeg siger, at der er noget, jeg ikke har råd til, så spørger de: 'Hvorfor ikke – det er jo bare at lægge pengene fra', eller 'hvorfor arbejder du ikke noget mere?' Men der er jo en grund til, at jeg er i fleksjob,” siger hun og tilføjer:

”Det irriterer mig grænseløst. Vi kommer ikke fra det samme eller har de samme muligheder.”

Ikke råd til store gaver

I en medlemsundersøgelse som FOA foretog i foråret 2025 svarer knap hver femte, at de – på grund af deres økonomiske situation – har undladt at deltage i sociale arrangementer og fester.

Det gælder også Hanne Svendsen.

”Hvis jeg er blevet inviteret hjem til nogen, så tjekker jeg, om det passer med, at jeg lige har fået løn og har råd til en buket blomster. Ellers kommer jeg ikke. Sådan er jeg opdraget.” 

”Men det gør da ondt, når man er inviteret til fødselsdag og ikke kan købe de samme gaver som andre,” siger hun.

Den følelse kan Sif, som arbejder i ældreplejen, godt nikke genkendende til.

”Jeg kan især mærke det nu, hvor jeg har fået børnebørn. Når jeg kommer med fødselsdagsgaver og julegaver, så er min gave ’nå okay’, for de andres gaver er større og mere spændende,” fortæller Sif. 

Hun ønsker ikke at have sit efternavn med, da hun synes, at det er sårbart at tale om sin økonomi. 

Børnebørns kommentarer slår hårdt

Men det er ikke kun, når der skal gives gaver, at Sif bliver konfronteret med, at hun ikke har det samme budget som andre.

”Jeg kunne godt tænke mig at tage mine børnebørn i Tivoli eller Zoologisk Have, men det slår min økonomi ikke til. I stedet må vi gå på legepladsen,” siger hun.

”Det slår hårdt, når mine børnebørn fortæller om alt det, de oplever med deres mormor og faster. Jeg ved godt, at det ikke er min skyld, at min løn ikke rækker længere – men det giver alligevel følelsen af, om jeg virkelig er sådan en dårlig farmor,” tilføjer Sif.

Få psykologens seks råd

Men hvad skal man gøre, hvis det smerter én, at man ikke har den samme økonomi som andre? Og hvordan skal man håndtere det, hvis andre prøver at kloge sig på ens økonomi?

For at få svaret på det, har Fagbladet FOA talt med psykolog Krista Korsholm Bojesen.