Er dine pensionspenge i risiko for at blive ædt op? Sådan undgår du det

Colourbox

Du risikerer ikke kun at miste overblikket, hvis dine pensioner er spredt over flere selskaber. Du går også glip af penge til dit otium.

i dag kl. 09.53

Har du en pensionsopsparing, som du ikke længere betaler til? Så har du det, man kalder en hvilende pension.

Og du er langt fra alene. 

Tal fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at mere end hver tredje pensionsopsparing i Danmark er hvilende. 

Har du en hvilende pension, er det typisk, fordi du ved et jobskifte er overgået til et nyt pensionsselskab, og ikke har fået overført din arbejdsmarkedspension til det nye selskab.

Det er det samme som at købe to busbilletter, når du kun behøver en enkelt

Lukas Christiansen, pensionsrådgiver hos PenSam

Pensionsopsparingen kaldes hvilende, fordi der hverken sker indbetalinger eller udbetalinger fra ordningen. Til gengæld betaler du både et administrationsgebyr til det selskab, hvor din hvilende pension står og til dit nuværende selskab.  

Et gebyr som ligger mellem et par hundrede og op til 2000 kroner om året, afhængigt af pensionsselskabet.  

”Du får intet ud af at betale gebyret flere steder. Det svarer til at købe to busbilletter, når du kun behøver én,” fortæller Lukas Christiansen, pensionsrådgiver hos PenSam. 

Og det er ikke småpenge, administrationsgebyrerne løber op i. 

En dårlig forretning

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen betalte danskerne i 2022 tilsammen mere end en milliard kroner i gebyrer for deres hvilende pensioner.

Penge som risikerer at fortære opsparingerne.  

Vil du samle dine pensioner?

Er du i tvivl om, hvorvidt du har pensioner i flere selskaber, kan du tjekke det ved at logge ind med MitID på www.pensionsinfo.dk

Ønsker du at samle dine pensioner, skal du kontakte dit nuværende selskab. 

Dit selskab skal rådgive dig om eventuelle ulemper ved at samle dine pensioner. 

Hvis det er mere end tre år siden, du skiftede selskab, kan du ikke tage din pensionsalder med dig. 

Vær opmærksom på, om din gamle ordning indeholder nogle vigtige forsikringsdækninger, som du vil gå glip af, hvis du samler dem.

Enkelte selskaber har vilkår, som gør det svært eller umuligt at flytte en pension. Eksempelvis kan en privat opsparet pension fra en bank ikke flyttes til en arbejdsgiverpension.

”Har du en hvilende pension på 10.000 kroner, vil den med årene blive ædt op af gebyrer, fordi de overstiger det afkast, der er på investeringerne i ordningen,” forklarer Lukas Christiansen.

Tag din gamle pensionsalder med

Bliver du ved et jobskifte tilknyttet et nyt pensionsselskab, har det nye selskab ansvaret for at rådgive dig om fordelen ved at samle dine pensioner. 

Takker du ja, skal du ikke løfte en finger. Det er dit nye pensionsselskab, der står for at sende en anmodning til dine tidligere selskaber.

Ud over at det giver et bedre overblik, og du undgår, at dine gamle ordninger bliver ædt op af gebyrer, er der også en ekstra fordel ved at samle dine pensionsordninger ét sted. 

”Tegner du en pensionsordning i dag, kan du som minimum sætte din pensionsalder til 66 år. Men hvis dine tidligere pensioner blev tegnet på et tidspunkt, hvor du kunne sætte pensionsalderen lavere, kan du tage den alder med dig til din nye ordning,” fortæller Lukas Christiansen. 

Der er dog ét krav: Du skal samle dine pensioner inden for tre år efter et jobskifte for at få den rettighed med dig. 

Nogen tror, at pension kun er vigtig, når man skal på pension, men det er jo lige omvendt.

Lukas Christiansen, pensionsrådgiver hos PenSam

Hos PenSam forstår man godt, at pension kan være en umanerlig forvirrende størrelse at forstå, derfor gør pensionsselskabet en stor indsats for at kontakte nye medlemmer. 

”Nogen tror, at pension kun er vigtig, når man skal på pension. Men det er jo lige omvendt. Det er mens, man sparer op, at man skal træffe en masse vigtige valg,” siger Lukas Christiansen. 

Læs mere på foa.dk


Fagbladet anbefaler