Bekymrer du dig om din økonomi i en verden i uro? Sådan undgår du at miste overblikket
Stigende benzinpriser og svingende aktiekurser kan skabe usikkerhed i privatøkonomien. Få råd, der hjælper dig med at bevare roen og prioritere rigtigt.
i dag kl. 15.22
Sidste forår var det toldmure, som truede den danske økonomi, i år er det krigen i Iran, der sætter sit præg.
Den ene dag lyder overskriften, at priserne på byggematerialer vil stige, den næste at oliepriserne har haft et rekordfald.
Jo bedre overblik, jo lettere er det at træffe nogle velovervejede beslutninger
Louise Aggerstrøm Hansen, Privatøkonom i Danske Bank
At det kan være svært at navigere i, forstår privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen godt.
”Beskæftiger man sig med det professionelt er det også svært at vide, hvad man skal forholde sig til,” siger hun.
Men hun har alligevel en række råd til, hvordan man som privatperson skal gribe de usikre tider an – det handler om at danne sig et overblik over sin økonomi.
Husk at have en buffer
Har man eksempelvis planlagt en biltur til Italien til sommer eller et renoveringsprojekt – ting som typisk går over budget - er det en god idé at have en buffer og undersøge, hvad den vil koste ud fra forskellige scenarier.
Lær at lave et budget – og at holde det måned efter måned
Pernille Oldgaard deler ud af sine tips til en bedre økonomi
”Vi brugte bare alle vores penge hver måned, og jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvad vi brugte dem på.”
Kan du genkende dig selv i den sætning? For Pernille Oldgaard blev det en erkendelse, der fik hende til lægge budget på en ny måde – og overholde det.
Vil du lære, hvordan du trin for trin laver et budget, som også holder, når hverdagen rammer, så sæt kryds i kalenderen den 15. april klokken 19.30–21.00.
Klik her og tilmeld dig.
Hvad vil bilturen eksempelvis koste, hvis en liter benzin koster 14 kroner, og hvad vil prisen være, hvis den koster 17 kroner? På den måde får man en idé om, hvad ens buffer skal være.
”Det er bedre at forholde sig til noget konkret end at blive angst og stresset over, om budgettet vælter. Jo bedre overblik, jo lettere er det at træffe nogle velovervejede beslutninger,” siger hun.
”Og så skal man huske at lægge penge til side til bufferen nu, så man ikke skal stresse over det, når sommerferien står for døren.”
Samme buffertankegang skal man have, hvis man skal rejse med fly, hvor priserne kan ændre sig i takt med brændstofpriserne.
Undgå at blive handlingslammet
Selvom priserne stiger på en række ting, mener Louise Aggerstrøm Hansen, at det er vigtigt, at man husker at trække vejret.
”Jo mere olieafhængigt et produkt er, jo mere kan man mærke det på prisen. Men det betyder ikke, at alt stiger. Så pas på med at blive handlingslammet,” siger hun.
”Jeg anbefaler, at man går sit budget igennem post for post. For når man har et godt overblik over sin økonomi, vil man kunne se, hvad der er blevet billigere, og hvad der er blevet dyrere.”
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk
For der er ting, som er blevet billigere – blandt andet udgifterne til el.
”Vi har en tendens til at lægge mere mærke til det, når priserne stiger, end når de falder. Og man skal huske, at efter elafgiften er blevet afskaffet, er ens elregning faldet markant,” siger privatøkonomen.
”Det vil selvfølgelig være rart, hvis man ikke skulle bruge de sparede penge på at købe dyrere benzin, men ens elregning er typisk faldet mere, end hvad benzinen er steget.”
Og når man nu er i gang med at kigge på sit budget, er det fornuftigt at overveje, om der er steder, hvor man kan reducere udgiften.
”Folk fokuserer meget på, hvor der er tilbud på smør, men glemmer at forhandle prisen på sine forsikringer. Man kan nemt stirre sig blind og glemme proportionerne,” fortæller Louise Aggerstrøm Hansen.
Det kan blive dyrere at vente
Undersøgelser viser, at de usikre tider har fået danskerne til at holde mere på pengene, end man er vant til at se, forklarer Louise Aggerstrøm.
”Man vil hellere have en stor buffer eller have en bedre sigtbarhed, inden man tør kaste sig ud i noget. Men problemet er, at der hele tiden kommer noget nyt, som skaber usikkerhed,” siger hun.
Og det kan have konsekvenser, hvis man venter.
”Venter man med at vedligeholde huset, så der når at gå hul i taget, er det noget møg. Så husk at have et overblik over din økonomi og hvilke projekter der er dyre, men også meget vigtige,” understreger Louise Aggerstrøm Hansen.