Ansat til at passe sin hustru: Kommunen glemte at give Henning tillæg for i alt 340.000 kroner
Haderslev Kommune opdagede lønfejl og efterbetalte efter forhandlinger med FOA syv millioner kroner til 29 personlige hjælpere – heriblandt Henning Schmidt Olsen: ”Jeg havde aldrig selv opdaget fejlen,” siger han.
13. maj
Lige siden Henning Schmidt Olsen i 2011 blev ansat som personlig hjælper for sin hustru Nukajaraq, har han regnet med, at lønudbetalingerne fra Haderslev Kommune kørte lige efter bogen.
Det gjorde de ikke. Men det blev han først opmærksom på, da kommunen selv fandt ud af, at der var sket en ikke ubetydelig fejl: Gennem flere år havde man glemt alle de såkaldte ’arbejdstidsbestemte ydelser’, og derfor havde Henning Schmidt Olsen ikke fået de tillæg for blandt andet aften-, nat og søndagsarbejde, han havde krav på.
Det betød, at han for nylig fik efterbetalt lige knap 340.000 skattepligtige kroner, og det er han selvfølgelig ret tilfreds med.
”Jeg havde aldrig selv opdaget det,” siger Henning Schmidt Olsen.
Går 10 år tilbage
Han er ikke den eneste, der har grund til at glæde sig. I alt har 29 personlige hjælpere fået efterbetalt tilsammen 6.945.917 kroner af Haderslev Kommune – fordelt på beløb, der ligger fra 12.000 kroner til en halv million. Og tallene er kun blevet så store, fordi FOA Sønderjylland gik ind i sagen.
”Oprindeligt tilbød kommunen de pågældende, at de kunne få efterbetalt fem års tilgodehavender. Og så skulle de selv dokumentere, hvor meget de havde til gode, men det modsatte vi os,” siger Eva Strandbygaard, der er næstformand i afdelingens sosu-sektor.
Hun pegede på, at det var kommunen selv, der som arbejdsgiver og ansvarlig for fejlen måtte skaffe dokumentationen. Og derudover skulle regnestykket dække over de seneste 10 års udbetalinger.
”De krav blev imødekommet, og nu kan vi kun udtrykke tilfredshed med kommunens håndtering af hele sagen,” siger Eva Strandbygaard.
Fra murer til personlig hjælper
Den 65-årige Henning og den et år ældre Nukajaraq Schmidt Olsen boede begge i Haderslev, da de mødtes midtvejs i deres voksenliv og bosatte sig i hendes grønlandske fødeby Sisimiut.
De returnerede dog til det sønderjyske, da hun blev ramt af en blodprop i hjernen. Det skete samtidig med, at han måtte opgive sit murerfag på grund af nedslidning – og under sit første møde på jobcentret i Haderslev blev anbefalet at blive hustruens personlige hjælper.
”Jeg anede intet om den slags, men det er gået godt,” siger Henning Schmidt Olsen, som siden har haft ansvar for alt fra hustruens omsorg og pleje til rengøring og madlavning.
”Vi har kun hjælp til det med medicinen. Det vil jeg ikke stå for, så der kommer en medarbejder fra hjemmeplejen,” fortæller Henning Schmidt Olsen, der i dag er på Arnepension og supplerer den indtægt med 15 timer som personlige hjælper.
Nu venter ferie i Grønland
Nukajaraq Schmidt Olsen lægger ikke skjul på, at hun er mere end tilfreds med den model. Ægtefællen er den bedste hjælper, hun kan forestille sig.
”Ja,” svarer hun med stort grin fra sin kørestol, da Fagbladet FOA spørger, om ’ham der Henning gør det godt nok’.
Samtidig peger de på, at efterbetalingen – over 150.000 kroner efter skat – nu gør det endnu mere realistisk at indfri ægteparrets meget store ønske om at besøge Grønland igen. Planen er, at det skal ske næste sommer, når den nye flyrute mellem Billund og Nuuk er åbnet.
”Det er første gang, vi vender hjem tilbage, siden Nukajaraq blev syg. For det er først nu, vi kan få kørestolen med,” fortæller Henning Schmidt Olsen, mens hustruen med et endnu større smil afslører, at hun ser frem til den tur.
FOAs indsats gav nye medlemmer
I FOA Sønderjylland håber afdelingsformand Bent Holm Poulsen, at kommunens fejl er en enlig svale. Men for en sikkerheds skyld har han opfordret fællestillidsrepræsentanterne i Tønder og Aabenraa – de to øvrige kommuner, afdelingen dækker – om at tjekke, om man også dér har glemt de arbejdstidsbestemte ydelser til de personlige hjælpere.
”Samme opfordring kan vi sende til alle øvrige FOA-afdelinger. Den her sag viser jo, at det kan handle om mange penge,” siger Bent Holm Poulsen.
Flere af de personlige hjælpere i sagen fra Haderslev har en anden hovedbeskæftigelse ved siden af jobbet med at passe pårørende. De er derfor organiseret i andre forbund, men det blæste FOA Sønderjylland på. Alle fik hjælp.
”Og det har da båret frugt. Nogle af dem har meldt sig ind i FOA på grund af den her sag,” siger afdelingsformanden.
Hvis du er personlig hjælper og er i tvivl om, hvorvidt du får udbetalt de korrekte tillæg, kan du kontakte din tillidsrepræsentant, fællestillidsrepræsentant eller lokale FOA-afdeling.