10 veje til et tryggere børneliv – også når økonomien er stram

En stor del af arbejdet med at bekæmpe børnefattigdom ligger ude hos kommunerne. Derfor foreslår vi, at alle kommuner udvikler egne handleplaner med konkrete initiativer.

I den forbindelse foreslår vi også, at alle kommuner forpligter sig på at indgå alliancer med det lokale civilsamfund og erhvervsliv om at bekæmpe børnefattigdom gennem sammenhængende og vedvarende indsatser.

En fælles forpligtelse bør anspore kommunernes til at prioritere ressourcer og sikre, at frontpersonalet forstår og kender civilsamfundets tilbud.

Erhvervslivet kan blandt andet bidrage til en helhedsorienteret beskæftigelsesindsats med familievenlige jobåbninger.

Familier i fattigdom, der også kæmper med sociale og sundhedsmæssige udfordringer, bør støttes i at håndtere denne kompleksitet.

De skal have en familieorienteret og håndholdt helhedsindsats i hverdagen. Indsatsen skal tage udgangspunkt i familiens behov og gå på tværs af økonomi, beskæftigelse, sundhed, sociale problemer og andre udfordringer i familien.

Et eksempel på en sådan indsats er projektet Opgang til Opgang i Gellerupparken i Aarhus, som har vist positive resultater.

Her har deltagerne fået et fast makkerpar, som har været udstationeret i området, og som har hjulpet familierne med netop det, der er svært for dem i hverdagen.

Økonomisk pressede familier kan søge om enkeltydelser hos kommunen.

Processen er dog meget bureaukratisk, og mange får afslag, fordi kravene tolkes meget snævert og ofte meget forskelligt fra kommune til kommune.

I praksis efterlader det mange familier i fattigdom uden nogen mulighed for støtte.

Derfor foreslår vi, at kommunerne gennemgår deres praksis for tildeling af enkeltydelser, så det bliver nemmere for familier at få dækket det nødvendige - for eksempel basisfornødenheder til boligen som senge eller hårde hvidevarer.

Nogle familier i fattigdom har vanskeligt ved at tilrettelægge deres privatøkonomi ideelt.

Derfor foreslår vi, at mulighederne for at få støtte til hverdagsøkonomi, budgetlægning og gældsrådgivning bliver styrket – enten i kommunalt regi, i almene boligselskaber eller i samarbejde med civilsamfundet.

Desuden skal kommunerne være bedre til at vejlede om, hvilke muligheder for støtte der findes.

Fattigdom og økonomisk stress under graviditet og i det tidlige forældreskab kan have stor negativ betydning for børn. Derfor bør der investeres mere i tidlige indsatser til forældre.

Gravide, som lever i fattigdom, skal støttes helhedsorienteret med et samlet fokus på sundhed og trivsel. Det kan for eksempel ske med graviditetsbesøg til sårbare gravide.

Nybagte forældre, som kæmper med fattigdom, har brug for støtte i familiedannelsen – for eksempel i de kommunale familiehuse, hvor de kan få tværfaglig støtte og råd om forældreskab, sundhed og trivsel.

Derfor skal det sikres, at de har kendskab til familiehusene, og at modellen gøres landsdækkende med mere ensartet kvalitet.

Desuden skal familiehusene bygge bro til civilsamfundet og de supplerende tilbud til udsatte børnefamilier, som findes her.

Endelig bør kommunerne have større opmærksomhed på overgange og livskriser, som kan fungere som katalysator for mistrivsel hos både børn og forældre.

Udover økonomisk støtte kan det dreje sig om bedre støtte i overgange fra dagtilbud til skole eller i forbindelse med skilsmisse, flytning eller alvorlig sygdom i familien.

I 2020 blev alle børn i dagpleje og mere end otte ud af ti vuggestuebørn tilbudt frokost, mens kun lidt over halvdelen af børnehavebørnene var omfattet af en frokostordning.

Sunde og nærende måltider er afgørende for børns sundhed og trivsel og kan have positive effekter på børns læringsparathed, allerede i vuggestue- og børnehave. Vi foreslår derfor, at alle kommuner skal tilbyde et sundt hovedmåltid i alle daginstitutioner.

Ligeledes foreslår vi, at der på alle landets folkeskoler bliver indført skolemadsordninger, som alle kan tilvælge. Den konkrete indretning må bestemmes lokalt, men ordningen skal som minimum være gratis for børn fra familier i fattigdom og undgå at stigmatisere.

Vi foreslår desuden, at egenbetaling i både daginstitution og folkeskole afskaffes for familier i fattigdom – for eksempel ved, at de kan få dækket udgifter til klassefester, udflugter, studieture, nissegaver, skoletasker og computere.

At vokse op i fattigdom kan gøre det sværere for børn og unge at blive en del af vigtige børnefællesskaber i både børnehave og skole.

For at sikre, at børn med udfordringer identificeres og får den rette hjælp til at blive en del af fællesskaberne, foreslår vi bedre normeringer i både skoler og daginstitutioner.

I områder, hvor der bor mange familier i udsatte positioner, er der brug for at bygge ovenpå med sociale normeringer, som sikrer ekstra ressourcer til arbejdet med børn i udsatte positioner.

Personalet skal have fagligheden til at kunne opdage børnenes udfordringer, understøtte at de bliver inkluderet i fællesskabet og henvise dem til andre støttemuligheder herunder civilsamfundets, hvis der er brug for det.

Vi foreslår desuden, at ordningen med skolesocialrådgivere udrulles i alle kommuner. Mange kommuner har dem allerede i dag, og erfaringer viser, at det giver lettere adgang til støtte og tidlig indsats for børn i udsatte positioner.

Fritidstilbud skal være inkluderende, så alle børn oplever at få en værdig plads i fritidsfælleskabet. Fagpersoner i fritids- og ungdomsklubber og frivillige i civilsamfundets tilbud og foreninger skal have kompetencer og redskaber til at identificere og støtte børn i fattigdom.

Der bør desuden laves en selvstændig opsøgende indsats overfor børnegrupper, der i særlig grad er udenfor fritidsaktiviteterne, blandt andet piger med minoritetsetnisk baggrund, så de også bliver inkluderet. Det kan for eksempel ske i regi af fritids- og ungdomsklubberne.

Forældrebetalingen i fritidsinstitutioner er i mange kommuner så høj, at familier uden friplads eller med delvis friplads fravælger tilbuddene.

Vi anbefaler derfor, at fritidshjem, SFO’er og klubtilbud får mulighed for at arbejde opsøgende med børn i fattigdom, der ikke er indmeldte, med henblik på at barnet kan blive en del af fællesskabet. 

Forældrene kan have brug for vejledning om muligheden for at søge friplads efter de gældende regler.

Unge fra familier i fattigdom har i mindre grad fritidsjobs end andre. Fritidsjobs kan styrke unges personlige, sociale og faglige kompetencer og have positiv indflydelse på uddannelse og beskæftigelse.

Derfor er det vigtigt at fremme de indsatser, der understøtter børn og unge i udsatte positioner i at få og beholde et fritidsjob, fx samarbejde med lokale ’helhedsplaner’ og foreninger.

Familier i fattigdom skal sikres adgang til sunde, betalelige boliger, herunder almene boliger i alle kommuner i landet – både i større og mindre byer.

Der kan være venteliste på billige boliger, så de ikke altid er tilgængelige for familier med behov for dem. Derfor bør kommunerne udnytte deres mulighed for at indgå anvisnings- og udlejningsaftaler med almene boligorganisationer, som giver kommunerne adgang til at hjælpe familierne.

Familier med gæld til tidligere boligselskab bør desuden så vidt muligt ikke diskvalificeres til opskrivning pr. automatik.