Mellem stilhed og chokolademadder: Kom med Tania og Randi på nattevagt

En enkelt beboer sidder stadig i sin kørestol i fællesrummet, da nattens vagthold møder ind klokken 23. Der kan godt gå en time eller halvanden, inden personalet får hende lagt i seng. Så hun får lov til at sidde lidt endnu.

Aftenholdet på Pleje- og Rehabiliteringscenter Stevnshøj går ud i mørket og hjem i seng, men for sosu-hjælper Randi Pedersen og sosu-assistent Tania Andreasen er arbejdet kun lige ved at begynde.

Ringbind med journaler og plejeplaner, computerskærme på vågeblus og et kort over den sydøstsjællandske halvø, som udgør Stevns Kommune, indrammer personalerummet på Stevnshøj. Det er her Randi Pedersen og Tania Andreasen sætter sig og får et overblik over, hvad der er sket i huset i løbet af deres friuge. Er nogen blevet indlagt? Er der kommet nye beboere til? Har deres sygdom udviklet sig?

Lidt efter midnat giver Randi Pedersen det endnu et forsøg med at få kvinden i kørestolen i seng.

”Vi må jo ikke lægge folk i seng med magt, men vi har nogle små gulerødder, vi kan bruge. Hvis nu man lover hende en chokolademad, når hun er kommet ind i seng, så kan det nogle gange lykkes,” siger den 61-årige sosu-hjælper.

Og i andet forsøg bliver Randi Pedersen og den kvindelige beboer enige om, at fire små chokolademadder må være en rimelig pris for at lægge sig under dynen.

Søvnsikker strategi

Bortset fra en robotstøvsugers summen fra en af de andre gange er der helt stille. Det gælder om at beboerne helst skal have en rolig nat med så få forstyrrelser som muligt. Både fra personalet og fra de øvrige beboere.

Netop derfor trækker Randi Pedersen en rumdeler på hjul ud fra væggen. Som en harmonika folder hun den ud og placerer den, så den mandlige beboer i hjørnelejligheden ikke ser dørene til de fem andre boliger ved siden af. Nogle gange er han vågnet om natten og er gået ind til en anden beboer. Men med skærmene bliver han ledt ned mod fællesrummet, hvor personalet lettere kan opdage det.

”Han kan godt finde på at fjerne og vælte skærmene, men for det meste drejer han ned mod mig.”

Så får de to en lille snak, inden han stille og roligt går i seng igen. Mere dramatisk er det sjældent blandt demensafdelingens 12 beboere i nattetimerne.

Positive natbriller

Anderledes kan det se ud i rehabiliteringsafdelingen på Stevnshøj. Her er antallet af beboere mere svingende, men når der som nu er fuld belægning, bor der 19 borgere i de tre ’huse’.

Årsagerne til den midlertidige adresse på Stevnshøjvej i Store Heddinge er vidt forskellige. Terminal sygdom, lårbensbrud, underernæring, særlig sårbarhed og benamputation er nogle af de ting, der kan stå i journalerne.

Mange af beboerne befinder sig tidligt i deres forløb og har derfor brug for en del hjælp og støtte – også i løbet af natten, hvor Tania Andreasen har ansvaret for afdelingen. Den 41-årige sosu-assistent er på sin femte måned som nattevagt på Stevnshøj, og det er en arbejdstid, hun har valgt med åbne øjne.

”Med en mand, der er selvstændig og meget væk hjemmefra, er det rart at kunne være hjemme sammen med mit yngste barn om eftermiddagen,” siger Tania Andreasen.

For Randi Pedersen, der har arbejdet på ældreområdet i 19 år, var natarbejdet bare lige noget, hun skulle prøve, da der dukkede en ledig stilling op på Stevnshøj for to år siden. Og så fandt hun ud af, at hun faktisk er bedre til at være vågen om natten end om dagen.

Nattevagterne på Stevnshøj arbejder syv-syv, som det hedder. Syv arbejdsnætter og syv fridage (og -nætter). Selvom de begge to befinder sig godt med at holde sig vågen i nattetimerne, er der dog sociale ulemper ved arbejdstiden.

”Jeg har stort set ingen aftaler i min arbejdsuge. Det er bare ren afslapning, og hvad der ellers lige kan overskues derhjemme,” siger Tania Andreasen.

”Men det er jo bare mindre stress, så på en måde er det i orden, at jeg må sige nej tak til aftaler.”

Skifteholdsarbejde

Klokken 03.23 går de to natarbejdere sammen ind i lejligheden hos en demensramt, ældre mand. Han skal skiftes og vendes.

Tania Andreasen løfter den blomstrede dyne op og lægger den i fodenden, mens Randi Pedersen fylder en lille sort balje med vand og engangsklude. Lugten er ikke til at tage fejl af, men de to erfarne plejeansatte lader sig ikke påvirke af det.

Nødkaldstelefon i Randi Pedersens brystlomme ringer. Med en smule besvær får hun sin venstre hånd ud af den blå gummihandske og telefonen til øret. En generisk kvindestemme fortæller, hvor nødkaldet kommer fra, inden sosu-hjælperen kan ringe tilbage til den pågældende borger.

”Der kommer en ned til dig lige om et øjeblik.”

Det er ikke akut, så Tania Andreasen og Randi Pedersen kan med rolige hænder vaske manden i sengen ren, inden de to rutineret vender ham om på den højre skulder og placerer en lang blå støttepude mellem hans ben.

Det hele er klaret på syv minutter, og Randi Pedersen fortsætter sine natlige besøg nede ad en tilstødende gang.

Lur giver overskud

”I begyndelsen havde jeg rugbrødsmadder med på nattevagterne, men det var simpelthen ikke til at få dem ned,” siger Randi Pedersen, mens hun piller en klementin. Nu har hun fundet ud af, at kaffe og orange citrusfrugter er midlet til at komme igennem en nattevagt.

Om natten arbejder kroppens fordøjelsessystem langsommere end om dagen, så det er helt i tråd med anbefalingerne, når natarbejderne på Stevnshøj holder sig til lette måltider.

Andre anbefalinger fra Arbejdstilsynet lyder på højst tre nattevagter i træk, mindst 11 timer mellem to vagter, og at vagterne højst bør vare ni timer.

Anbefalingerne er til for at mindske risikoen for helbredsproblemer i forbindelse med natarbejdet. Stress, angst og øget risiko for nogle kræfttyper og hjertekarsygdomme er blandt andet på Arbejdstilsynets liste over helbredsrisici.

”Det er ikke noget, jeg kan mærke, men jeg tænker ikke, jeg skal være nattevagt i al evighed,” siger Tania Andreasen. Hvis hun på et tidspunkt mærker, at den skæve arbejdstid påvirker hende negativt, vil hun søge over i et andet vagtlag.

Det er desuden et lovkrav, at arbejdspladser tilbyder medarbejdere en gratis helbredsundersøgelse, før de påbegynder natarbejde, og herefter hvert tredje år.

”Vi burde faktisk også have lov til at tage en halv time på øjet,” siger Randi Pedersen og bakkes op af et forsøg fra 2003 med sygeplejersker på Rigshospitalets Intensivafdeling.

Forsøget viste, at de sygeplejersker, som tog en lur i løbet af vagten, sov bedre end kontrolgruppen, når de kom hjem efter natarbejdet. De havde også mere energi og overskud til sociale aktiviteter.

Kurs mod dynerne

Det blev en rolig nat. Det kan nattens tomandshold konstatere, da morgenholdet begynder at drysse ind ad dørene, lidt før klokken bliver syv.

Der var både tid til at lægge vasketøj sammen og lave morgenkaffe. En morgenfrisk kvinde i kørestol hjælper med borddækningen i det store fællesrum, mens Randi Pedersen diskuterer natten og dagen med kollegerne.

Det er stadig mørkt, da hun og Tania Andreasen går ud af glasdørene og sætter kurs mod dynerne og en lang formiddagslur.