Sådan forebygger man magtanvendelser på bostedet Mosetoft: ”Hos os må man gerne sige nej”
På bostedet Mosetoft i Viborg har man sat kravene ned og løsnet op for rutinerne. Det giver færre konflikter – og færre magtanvendelser. Evaluering viser, at dilemmaet mellem borgerens ret til selvbestemmelse og pligten til at drage omsorg stadig er svært.
02. januar
Det er når borgeren bliver utryg, bange, forvirret eller der bliver stillet krav, frustrationerne kan opstå. Når der er tid til bad eller når det bliver svært for borgeren at udtrykke sig. Når der skal gøres rent på værelset eller der skal tages medicin.
”Når de for eksempel ikke kan sætte ord på, hvordan de har det og man misser deres signaler, kan det gå stærkt,” siger Kennet Egeberg Pedersen, der er pædagogisk assistent og arbejdede med børn, indtil han for et par år siden skiftede til Mosetoft i Viborg. Et bosted for godt 20 voksne udviklingshæmmede med lavt funktionsniveau, problemskabende adfærd og for nogles vedkommende en dom.
”Lidt lige som børn ville gøre med at slå og sparke, bare i en voksen krop, så kan det blive voldsomt. Det er der, risikoen for konflikt opstår,” siger Kennet Egeberg Pedersen, der dog sjældent når derud.
Både fordi han lige som alle andre på bostedet har fået en grundig efteruddannelse om lovstof, målgruppe, hygiejne, omsorg og metoder som nænsom-nødværge. En metode, hvor man lærer at læse signaler, orientere sig, forberede sig allerede inden mødet med borgeren, og trækker sig, hvis det skulle ende i konflikt.
Synger i badet
Og fordi der langsomt, men sikkert, er sket en kulturforandring på bostedet i løbet af de seneste år, fortæller leder og pædagog Thomas Schyth Nielsen.
”Hvor der for 10-15 år siden var en kultur, der gik ud fra, at borgerne havde bedst af faste rammer, så har vi i dag sænket kravene og løsnet rammerne. Og hvis borgerne bliver frustrerede og udadreagerende, så trækker vi os fra konflikten,” siger Thomas Schyth Nielsen og understreger, at det har gjort en stor forskel, også for antallet magtanvendelser.
”For 10-15 år siden gik man ud fra, at borgerne havde bedst af, at man kunne blive i svære situationer med dem. At det gav tryghed. Men i virkeligheden eskalerede det situationerne.”
I stedet bruger medarbejderne tid på at motivere og appellere. For borgerne vælger selv, om de vil ryge eller drikke og hvor rent der skal være på værelset. For medarbejderne kan ikke definere, hvad der er acceptabelt, men de kan motivere til et sundere liv. Som for eksempel borgeren, der elsker at blive barberet og komme i bad. Men udgangspunktet er alligevel altid et nej.
”Så siger jeg, ok, vi tager barbering i dag og bad i morgen. Og fordi jeg kender ham så godt, så ved jeg, at når vi først er i gang, så kan jeg motivere ham ved at sige, nu er vi jo i gang, skal vi ikke bare lige få det overstået, og så er der frokost bagefter.”
Og borgeren nyder det de fleste dage.
”Han synger i badet, elsker at blive barberet og få duft på bagefter og er glad hele dagen. Det er det, jeg ved. Men i starten kan han bare ikke overskue det. Det er klart, når der bliver stillet krav,” siger Kennet Egeberg Pedersen, der også ved, hvornår han skal lade være med at presse på og i stedet skal lade badet ligge.
Hvornår må du bruge magt?
En magtanvendelse sker, når det i nogle situationer kan være nødvendigt for en medarbejder at gribe ind i selvbestemmelsesretten over for en borger for at sikre borgerens omsorg, værdighed og tryghed eller tilgodese hensynet til fællesskabet på bo- eller dagtilbuddet eller hensynet til andre. Før magtanvendelsen foretages skal alle muligheder for at opnå borgerens frivillige medvirken til den nødvendige foranstaltning være afprøvet.
Kilde: Social- og boligstyrelsen
Etisk og moralsk dilemma
Og det er der, det kan blive svært, siger Thomas Schyth Nielsen. For magtanvendelser på ’den gammeldags måde’, hvor en borger bliver holdt fast, er jo ikke den eneste magt. Det er også at gå ind på en persons værelse mod personens vilje. Eller at motivere for længe og for meget.
”Jeg mener jo at pædagogisk arbejde med motivation også kan være en magtanvendelse, for på et eller andet tidspunkt har vi jo ramt et punkt, hvor vi reelt set har brudt selvbestemmelsesretten. Det er en etisk og moralsk tolkning.”
Han nævner en borger med bipolar lidelse, der trækker sig, selv om han har brug for det modsatte. Nemlig at være tæt på folk han er tryg ved. Men hans første reaktion, når personalet banker på døren, er alligevel altid, at de skal gå deres vej. Så spørger de, om de ikke skal se en film sammen i sofaen.
”Måske får han en fodmassage eller hvad det kan være, og så skifter han faktisk over og bliver løftet lidt fra den depressive tilstand. Men det er et etisk dilemma, for hvis vi havde taget hans ord for gode varer første gang, så havde vi brudt selvbestemmelsesretten,” siger Thomas Schyth Nielsen og understreger, at når man kender borgeren og forstår situationen, så kan man mærke, at man bestemt ikke har brudt selvbestemmelsesretten.
”I stedet har vi givet ham lige præcis den hjælp, han har brug for.”
