Psykolog slår alarm
Alvoren i hendes sag understreges af den erklæring, som specialpsykolog Lottesophia Gordon Drejer på Afdeling for Traume og Torturoverlevere i Psykiatrien i Region Syddanmark, der behandler Rikke Moseholm for PTSD, skrev sidst i november.
Her står, at arbejdsskadesagen belaster Rikke Moseholm så meget, at hun har udviklet stress og derfor ikke er i stand til at få det optimale udbytte af PTSD-behandlingen. Psykologen fremhæver, at den vedvarende belastning betyder, at Rikke Moseholm i værste fald forværrer sine kroniske og kognitive problemer.
”Vedvarende belastning øger risikoen for varig nedsat evne til at varetage ethvert andet erhverv,” skriver psykologen.
Med andre ord: Ventetiden betyder, at Rikke Moseholm er blevet endnu mere syg.
Hun har opgivet, at hun nogensinde kommer tilbage i jobbet som social- og sundhedsassistent og den nære kontakt med borgere. I bedste fald – og det skal forstås som ’i allerbedste fald’ – finder hun et mindre udsat job. Det drømmer hun i hvert fald om, for som 33-årig kan hun ikke se sig selv uden for arbejdsmarkedet.
”Min kæreste og jeg fik en datter for tre måneder siden. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort uden hende. Det er hende, der nu holder mig i live,” siger Rikke Moseholm.
Måtte låne for at overleve
Ventetiden var også voldsom for Jane Løvgren. Både mentalt og økonomisk. Da hun i 2016 blev fyret med PTSD – det var et år efter, at hun måtte stoppe i hjemmeplejen på grund af trusler – og kom på sygedagpenge og siden ressourceforløbsydelse, mistede hun knap 10.000 kroner om måneden.
Det økonomiske pres voksede, da hun – ’på grund af sagen’, som hun selv formulerer det – blev skilt og var alene med to sønner. Efter at have brugt sin opsparing på 35.000 kroner, måtte hun bede banken og familien om hjælp.
”Tidligere havde jeg kun lånt penge én gang. Det var til en bil, og lånet var indfriet. Jeg var altså gældfri, da alt det her skete. I begyndelsen fik jeg hjælp fra banken, men da den ikke ville låne mig flere penge, var der kun kviklån tilbage,” fortæller Jane Løvgren og tilføjer:
”Det første kviklån var forfærdeligt nedværdigende for mig. Men der var ingen anden udvej.”
Turde ikke være glad for afgørelsen
Da hendes sag blev endeligt afsluttet i april i år, og hun fik sin erstatning, havde hun svært ved at glæde sig, da hun straks efter indløste sin gæld, der var løbet op i cirka 600.000 kroner.
”I lang tid efter troede jeg, der ville komme nogen og sige, at afgørelsen var forkert, og at jeg skulle betale erstatningen tilbage. Og jeg kan blive helt skræmt, når jeg tænker på, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde fået erstatning. Så var jeg aldrig blevet gældfri,” siger Jane Løvgren.
I dag tror hun på det. Erstatningen var stor nok til, at hun også kunne købe et lille hus og invitere børnene på ferie i Lalandia. Og når hun på lørdag fylder rundt, er der også råd til at fejre både den og sønnens 18 års dag – blandt andre med sin nye kæreste som en af gæsterne.
Alt det ændrer dog ikke på, at hun stadig kæmper med at acceptere, at hun nu er på førtidspension og ikke længere kan arbejde, fordi mareridtet fra hjemmeplejen bliver ved at forfølge hende.
”Når jeg er i Netto, skammer jeg mig, hvis nogen spørger mig, hvad jeg laver.”