I psykiatrien arbejder sosu-assistenter og sygeplejersker på lige fod

Telefonen ringer, og der bliver straks rakt ud efter den.

”Psykiatrisk Akutmodtagelse, det er Rikke.”

Hun kører sin stol ind til bordet og klikker sin kuglepen ud.

Det er midt i vagtskiftet mellem dagvagten og aftenvagten, så der er en del mennesker i lokalet. Der bliver udvekslet informationer om, hvad der er foregået i løbet af dagen. Virvaret af stemmer skaber en rungende larm i det forholdsvis lille lokale. Rikke drejer rundt på kontorstolen og tysser på de andre, som øjeblikkeligt reagerer.

”Hvad drejer det sig om?” siger Rikke, og vender sig tilbage ind mod sin plads. Mens hun lytter, skriver hun ned på den blok, der ligger foran hende.

Det er kun femten minutter siden, Rikke mødte ind, og det er allerede andet opkald, hun tager imod.

Rikke Johansen er social- og sundhedsassistent på Psykiatrisk Akutmodtagelse i Vejle. Der tager hun imod og vejleder patienter, der for eksempel er selvmordstruede, har psykiske lidelser eller skal til afrusning. Hun er mødt ind klokken 15 til en aftenvagt, hvor hun skal være sammen med de to sygeplejersker, Gitte og Irene. De skal altid være tre personer på aftenvagten, og sammensætningen bliver planlagt ud fra, at der skal være mindst én sygeplejerske til stede. Men det varierer, om der er flest social- og sundhedsassistenter eller sygeplejersker på en vagt.

Med telefonen i hånden, rejser Rikke sig og går op mod Cetrea-skærmene, der hænger på væggen. På skærmene kan man se dem, der har ringet ind for at melde sin ankomst – men det er også muligt at komme uanmeldt.

Rikke trækker tastaturet frem foran sig og taster navn, personnummer og grunden til patientens opkald, ind, og så ryger det op i rækken ved de andre. Hun går tilbage til sin plads, afslutter vejledningen og lægger telefonen tilbage på bordet.

Ovre fra hjørnet af lokalet lyder dørklokken. Rikke trykker den nederste knap i bund og taler ind i modtageren.

”Døren er åben.”

Hun slipper knappen og kigger på Gitte.

”Går du med ud?”

Gitte rejser sig og går med Rikke ud til døren for at tage imod patienten. Af sikkerhedsmæssige årsager skal de altid være to om at gå ud.

Kort efter kommer de igen med en mand, der ringede ind tidligere på dagen. Gitte peger ham i retning af venteværelset, og imens går Rikke ud efter et hvidt rullebord med en skuffe og to hylder i. Deri ligger der blandt andet en pulsmåler, en blodsukkermåler og et alkometer. Det er ting, hun skal bruge, når hun udfører første del af triagen, som er en metode til at vurdere patientens tilstand.

For at Rikke kan udføre triagen, har hun været igennem fem måneders psykiatrisk efteruddannelse, der gav indblik i nogle af de greb og redskaber, man bruger i psykiatrien. Og med efteruddannelsen, må hun varetage første del af triagen selvstændigt.

Manden bliver hentet ind i et hvidmalet rum, der bliver kaldt triage-rummet. I rummet står der en briks med mørkeblå foring og et rektangulært bord med fire sorte stole om.

”Du kan bare sætte dig her,” siger Rikke til manden, og peger hen mod den stol, der står længst væk fra døren.

Rikke skal gennem samtalen med manden have et overblik over, hvorfor manden er kommet, så hun kan være med til at bedømme, hvordan de bedst muligt kan hjælpe ham.

Manden fortæller, at han går med tanker om at tage sit eget liv.

”Har du nogen idé om, hvorfor det er kommet,” spørger Rikke.

Hendes stemme er rolig og blød. Og hendes blik hviler nænsomt på ham, mens han fortæller, hvad der går ham på.

Når hun er sammen med patienterne, er hun meget bevidst om, hvordan hun bruger sig selv.

”Jeg tænker over mit toneleje og bruger min indfølingsevne og min empati. Jeg har jo kun mig selv.”

Fra skuffen i rullebordet finder Rikke pulsmåleren frem. Hans puls er høj.

Hun lægger en beroligende hånd på hans skulder.

”Er du nervøs?”

”Ja,” svarer manden lavmælt.

”Jeg er heller ikke så glad for grunden til, at du er her,” siger Rikke med et lille smil og et kærligt blik.

Manden bliver efterfølgende vist ud i venteværelset igen, mens Rikke går tilbage med rullebordet.

Telefonen ringer.

”Psykiatrisk Akutmodtagelse det er Gitte”

Gitte spørger ind til, hvorfor personen i røret ringer, og hvad der er sket. Hun tager noter og skriver patienten på skærmen. Sådan er det hver gang telefonen ringer. Alle følger samme procedure.

”Når der er én, der ringer, så spørger vi ind til dem og borer lidt i de tanker, de går med. Derfra laver vi en vurdering af, om de skal herind. På den måde bruger vi vores faglighed til at rådgive,” fortæller Rikke.

Det er en metode, de alle arbejder ud fra, og derfor er der heller ikke en bestemt, der skal tage telefonen og vejlede, eller som skal lave triage. Hvem der gør hvad, handler i høj grad bare om, hvem der har ledige hænder.

”Der er ikke forskel på arbejdsopgaverne ud fra, om man er sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent. Og det er heller ikke noget, vi tænker over,” siger Rikke.

”Nej, det er lige meget hernede,” tilføjer Gitte.

Forskellen mellem dem er måden, de tilgår opgaverne på, uddyber Rikke.

”Vi går til arbejdsopgaverne med forskellige kompetencer alt efter vores uddannelse, arbejdserfaring og livserfaring.”

Mens Gitte har vejledt over telefonen, har Rikke i mellemtiden briefet den læge, der skal med ind til anden del af triagen – modtagelsessamtalen.

Manden bliver vist ind til samme stol som før, hvorefter Rikke og lægen sætter sig overfor ham.

Samtalen forløber i store træk som tidligere. Manden uddyber nogle af de ting, han nævnte før, lægen stiller opfølgende spørgsmål, og Rikke supplerer, med den viden hun har.

Efter samtalen går Rikke og lægen tilbage på kontoret for at konsultere.

”Han skal have hjælp,” siger Rikke, og lægen er enig.

Manden får udskrevet Quetiapin mod tankemylder og søvnproblemer, og han indgår en aftale om ikke at udføre nogen skadende handlinger. Han vil også blive kontaktet af den mobile skadestue, som kører ud og laver opfølgende besøg med patienter. Desuden får han besked om at kontakte akutmodtagelsen igen ved forværring.

At Rikke er med i processen, betyder utrolig meget for hende.

”Det er kernen i mit job, og jeg er så glad for det!”

Rikke har været i psykiatrien i 25 år, men på trods af hendes mange års erfaring, gik der lang tid, før hun fik mulighed for at bruge alle de kompetencer, som hun har gennem sin social- og sundhedsuddannelse.

”Der var en periode, hvor mit arbejde ikke bestod af meget andet end at sidde med lægen til modtagelsessamtalen. Nu bliver jeg anerkendt, for den erfaring og viden jeg har, og jeg kan bruge alle mine kompetencer,” siger hun med stor glæde i stemmen.

Ved 19-tiden er der begyndt at være langt mellem opkaldene. Og på informationsskærmene er listen af patienter, der skulle komme i løbet af dagen, blevet kort. Sådan plejer de fleste dage at forløbe. Derfor er det som regel også nu, at Rikke skal give de indlagte patienter, som hun har ansvaret for, medicin. Det skal de have om aftenen mellem klokken 18 og 21.

Medicinen doserer hun i et aflåst lokale længere nede ad gangen og går efterfølgende ind med det.

Tilbage på kontoret er der efterhånden også blevet roligt. Og mens der ikke er noget at lave, flyder samtalerne over i en venskabelige snakke om de seneste nyheder, og hvad der foregår privat.

”De fleste patienter kommer mellem klokken 11 og 19, så der er som regel tid til at få lidt ro på og trække vejret nu,” fortæller Rikke.

En patient, der er indlagt til afrusning, kommer hen og banker på døren ind til kontoret, hvortil Rikke åbner. Han vil gerne have en sovepille.

”Virkede det Klopoxid, du fik før ikke?”

”Nej,” svarer han.

”Det er desværre lidt for tidligt at give dig en sovepille, så du må vente lidt.”

Patienten går tilbage til sit værelse uden at sige noget.

”Sådan her er de fleste dage,” siger Rikke. ”Men der er dage, der er voldsomme. Forleden fik vi omkring 50 opkald i løbet af dagen.”

Et par gange mere i løbet af aftenen dukker der patienter op, men aftenen forbliver rolig.

Klokken 23 er hendes vagt slut, og Rikke, Gitte og Irene bliver afløst af to andre, der skal være der gennem natten.

At dagene veksler, er noget af det, Rikke er særligt begejstret for. Hun ved aldrig, hvordan dagen kommer til at se ud, eller hvad hun møder, og det udfordrer hende til at anskue tingene på nye måder. I løbet af sin tid i psykiatrien har hun også arbejdet på forskellige måder og med forskellige ting, og det er noget, hendes uddannelse giver hende mulighed for.

”Mit job som social- og sundhedsassistent kan så meget. Det er et fag, der giver mulighed for, at jeg hele tiden kan videreudvikle mig.”

Derfor er hun også sikker på, at det er det her område, hun vil arbejde i resten af sin tid på arbejdsmarkedet.