Sofie er enlig forsørger: ”Alt er steget undtagen lønnen”

Prisstigningerne har sat Sofie Harder i en klemme. Hun har ikke råd til at købe en lejlighed med plads til sine to børn, selvom hun arbejder fuldtid og har over 10 års erfaring som pædagog. Jacob Nielsen

Flere FOA-medlemmer rammes hårdt af prisstigningerne, der i øjeblikket ses på forbrugsudgifterne. Her fortæller tre medlemmer, hvordan de lever med de stigende priser.

Af Signe Højgaard

31. august 2022

Den yngste søn på 13 år har sin seng i gangen, og selv sover hun i stuen. Sofie Harder bor på 40 kvadratmeter, og til trods for at hun arbejder fuldtid, er det umuligt at få råd til en større bolig i nærheden af sit arbejde i en daginstitution på Østerbro i København.

”Som enlig med børn i København er det nærmest umuligt at bo med plads til alle og have råd til andre ting med den elendige løn, man får som pædagog,” siger hun.

Sofie Harder flyttede i 2021 fra en toværelses lejelejlighed til omkring 11.000 kroner om måneden til en etværelses til omkring 5.000 kroner for at spare penge.

Forsøgte at spare op til en andel

Hendes mål med flytningen var at få råd til at spare op til en andelslejlighed med bedre plads til sig selv og sine to drenge. Den ældste søn skulle være væk på efterskole i et år, så Sofie Harder vurderede, at familien kunne klare sig med mindre plads i en periode.

Læs også: Vilde elpriser: Så meget er de steget – og 8 råd til at holde prisen nede

Udgiften til efterskolen deler hun med sin eksmand. Prisernes himmelflugt har betydet, at den luft i økonomien, hun havde regnet med skulle gå til en opsparing, i stedet går til at betale for almindelige dagligvarer.

”Jeg har altid tænkt, at det var et valg at købe økologisk. I sidste uge gjorde jeg noget, jeg aldrig har gjort før. Jeg købte ikke-økologiske æg. Når forskellen bliver fra 10 til 33 kroner, så er det ikke længere en mulighed.”

Ingen gavn af hjælpeordninger

Sofie Harder tjener godt 35.000 kroner før skat. Det er inklusive pension og de tillæg, hun får for at have over 10 års erfaring som pædagog. Det er også inklusive tillæg for at arbejde i en daginstitution, som har børn med hørehandicap, samt tillæg for at være tillidsrepræsentant og teamkoordinator.

Selvom hun har gjort alt, hvad hun kan for at øge sin indtægt og minimere sine udgifter, er hun nødt til at spare, hvor hun kan.

”Før købte jeg, hvad jeg havde lyst til af dagligvarer. Nu tænker jeg mere over, hvad der er på tilbud, end hvad jeg har lyst til at spise,” siger hun og fortæller, at hendes yngste søn gerne ville på ferie i udlandet. Men det er helt udelukket.

”Vi er bare heldige, at vi har familie, som vi har kunnet låne et sommerhus af i sommerferien.”

Regeringens hjælpeordninger har Sofie Harder ingen glæde af.

”Jeg kan godt se, at varmecheck og højere kørselsfradrag kan være en hjælp til folk i store huse, og som kører langt på arbejde. Men her, hvor jeg bor, brugerfolk på lavindkomster ikke bil på arbejde,” siger hun og tilføjer:

”Jeg så gerne, at man sænker afgifter på basale fødevarer. Vin og bøffer kan man undvære.”

For Sofie Harder vil det dog først og fremmest være mærkbare lønstigninger, der vil kunne hjælpe hende som enlig forsørger.

”Alt er steget undtagen lønnen. Jeg synes, det har været til grin ved hver eneste overenskomstforhandling. Vi er bagud på løn i forhold til de højtlønnede, fordi den bliver reguleret i procenter i stedet for kroner og øre.”

Boligpriser på himmelflugt

Planen om at købe en andelsbolig er foreløbigt skudt til hjørne. Da Sofie Harder blev skilt i 2017, ville banken låne hende 1,2 millioner kroner. Dengang kunne hun udelukkende finde toværelses lejligheder til den pris.

”Jeg tænkte, at det var for småt og ventede derfor på, at der dukkede noget større op. Men jeg skulle nok bare have slået til,” siger hun med et lidt ironisk smil.

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

I mellemtiden er andelsboliger steget så meget, at hun ikke længere kan finde en toværelses lejlighed, som hun kan få lov at låne til. Hvordan hun får plads til sig selv og sine to drenge i den nuværende etværelses, har hun endnu ikke fundet en løsning på.

”Heldigvis bor deres far tæt på. Så må den ældste vel bo hos ham,” siger hun og slår ud med armene.

Tager ekstravagter

Elisabeth Kolnes, 53 år

Social- og sundhedshjælper, hjemmeplejen i Dragør Kommune

”Da elpriserne steg, blev jeg mere påpasselig. For to år siden, da jeg flyttede ind i min lejlighed, betalte jeg 300-400 kroner om måneden. Nu er det steget til 500-700 kroner om måneden.

Før tankede jeg bare bilen uden at tænke så meget. Det gør jeg nu, så jeg nøjes med at køre de seks kilometer til og fra arbejde i bil, mens jeg cykler rundt mellem borgerne.

Jeg har ikke prioriteret at bruge penge på briller, men har købt nogle billige læsebriller fra Matas, og fitnessabonnementet er droppet. Som enlig forsørger kan jeg ikke arbejde mindre end fuldtid, og jeg tager også ekstra weekendvagter for at få råd til ting.

Folk siger, at jeg bare kunne bo et andet sted, men der skal vel også være sygeplejersker, sosuer og politibetjente i byen.”

Vil op på fuld tid

Kirsten Strøier, 46 år
Pædagogisk assistent, Nørrebjergskolen i Odense

”Jeg vil gerne op på 37 timer for at få bedre økonomi, men har fået nej til fuldtid. I stedet har jeg fået to timer ekstra, så jeg indtil december er på 34 timer.

Min datter er lige startet på efterskole, og det lykkedes at spare 22.000 kroner op inden ved at være domsmand og ved at holde op med at ryge. Heldigvis fik vi elevstøtte, så jeg nu ’kun’ betaler 3.838 om måneden. Det er stadig meget, når man er alene om det.

Tøj og sko bliver der ikke købt. Jeg går bare rundt i det samme. Alt, hvad der hedder sjov og ballade, biografer og caféer, det gør vi heller ikke mere. Vi køber heller ikke junkfood. Tidligere købte vi måske en pizza.

Min opvaskemaskine stod af for nylig, så der var lige 14 dage, hvor jeg vaskede op i hånden. Min far, som er pensionist, gav mig heldigvis en ny som et forskud på arv. Det er mit held, at jeg er enebarn.”