Minister om psykiatrien: Alle skal kunne gå trygt på arbejde

Antallet af politianmeldelser for 'personfarlig kriminalitet' i psykiatrien er næsten tredoblet på få år. Malte Kristiansen (Arkivfoto)

Flere politianmeldelser, vagtværn og flere gen- og tvangsindlæggelser. Det er bare nogle af de problemer, der er i psykiatrien. Sundhedsministeren håber, at nye midler og en 10-årsplan kan løse udfordringerne.

14. januar 2021

Vold og trusler er hverdag for de ansatte i psykiatrien. Antallet af politianmeldelser for ’personfarlig kriminalitet’ i psykiatrien er næsten tredoblet på få år. Og samtidig har de fem regioner brugt 150 millioner kroner på vagtværn på knap fire år.

Det viser tal fra landets politikredse og regionerne, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i.

Og det skal tages alvorligt, lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

”Medarbejderne i psykiatrien skal trygt kunne gå på arbejde og skal ikke udsættes for hverken vold, trusler eller chikane. Punktum. Antallet af politianmeldelser, regionernes brug af vagtværn og det tragiske drab på en medarbejder på et botilbud kort før årsskiftet viser desværre, at det ikke altid er tilfældet,” skriver han i en mail til Fagbladet FOA.

Læs også: 153 millioner på vagtværn: Det er en falliterklæring

Bekymrede over udviklingen
Også de to psykiatriordførere Jane Heitmann (V) og Trine Torp (SF) er bekymrede over udviklingen:

”Det er en kæmpe udfordring, og det skaber både utryghed og usikkerhed blandt personalet, når man lever i en hverdag, der er styret af vold og trusler,” siger Jane Heitmann. 

”Det er helt klart trist, at vi ikke har formået at gøre mere ved den usikkerhed, der er for de ansatte og patienterne i psykiatrien. At forholdene ikke er blevet bedre. Det vidner om en presset psykiatri, som både mangler personale og et øget ledelsesfokus på at rekruttere og fastholde personale”, siger Trine Torp. 

Læs også: Antallet af politianmeldte volds-sager i psykiatrien er eksploderet

10-årsplan skal løse udfordringerne
Til foråret går regeringen til forhandlingsbordet om en ny 10-årsplan for psykiatrien. Her vil Venstre og SF sidde med til forhandlingerne. 

Sundhedsministeren håber, at 10-årsplanen kan være med til at løse problemerne.

”Regeringen har igangsat et arbejde med 10-års plan for psykiatrien, som skal sikre, at vi får en langsigtet og gennemarbejdet plan, der tager fat om psykiatriens grundlæggende udfordringer,” skriver han og fortsætter:

”I finansloven for 2020 er der afsat 600 mio. kroner årligt til akut at styrke psykiatrien med eksempelvis flere sengepladser. Det forventer jeg vil gavne både patienterne og de mange medarbejdere, der hver dag gør en stor indsats med at hjælpe og behandle mennesker med psykiske lidelser.”

Læs også: Få overblikket: Sådan fordeler de anmeldte voldssager sig

Genindlæggelser
Samtidig viser tal fra regionerne, at mange patienter genindlægges. Ifølge Jane Heitmann (V) skal der mere fokus på det samlede tilbud – både under og efter indlæggelse.

”Nu skal vi forhandle 10-års plan til foråret med regeringen, og der har jeg en klar forventning om, at det er nogle af de ting, vi skal drøfte. Dels, hvordan man får forebygget det store antal genindlæggelser, der er i nogle regioner. Men også de tilbud, der er, når man bliver udskrevet,” forklarer hun.

Også hos SF så man gerne, at der kommer forandringer i psykiatrien.

”Vi bør drøfte, hvilke forandringer, der skal til, når vi forhandler 10-års planen for psykiatrien. Det kan ikke passe, at vi stiller op med vagtværn, når det er behandling, der er brug for,” siger Trine Torp, psykiatriordfører fra SF. 

Læs også: Torben blev angrebet på jobbet: Jeg kender ikke mig selv længere

Opgivende med vagtværn
Tal fra regionerne viser, at der bliver brugt mange millioner kroner på eksterne vagtværn i psykiatrien. Faktisk hele 150 millioner kroner siden 2017. Ifølge Trine Torp er det ikke holdbart. 

”Det virker opgivende at ansætte vagtværn. Tænk, at vi er nået dertil. Det er en nødløsning i en akut presset situation og et udtryk for mangel på faglig uddannet personale og kompetencer til at forebygge og håndtere konflikterne. Jeg tænker, at det er en ond spiral,” siger hun og fortsætter: 

”Jo mere, man møder borgere som potentielt farlige, jo sværere er det at opbygge den behandlingsalliance som skal til for at folk rent faktisk får det bedre.” 

Hun mener, der skal ske grundlæggende ændringer i måden, man tænker psykiatrien på.

Forhandlingerne om 10-årsplanen er udsat til 2021 på grund af coronaepidemien. 

Det virker opgivende at ansætte vagtværn. Tænk, at vi er nået dertil. Det er en nødløsning i en akut presset situation og et udtryk for mangel på faglig uddannet personale og kompetencer til at forebygge og håndtere konflikterne. Jeg tænker, at det er en ond spiral

Trine Torp, psykiatriordfører for SF