De fleste har kolleger uden sosu-uddannelse: Det skaber frustrationer
En ny undersøgelse viser, at et stort flertal af ansatte i ældreplejen møder kolleger, der hverken har hjælper- eller assistentuddannelse.
03. december 2020
Skaber udfordringer
En af dem, der har oplevet en stigning i antallet af uuddannede kolleger er social- og sundhedsassistent Andreas Brøsen. Da han for fire år siden blev ansat i hjemmeplejen i Ballerup Kommune, var der et par enkelte af kollegerne, der ikke havde en social- og sundhedsfaglig uddannelse.
I dag er det rundt regnet hver tiende, vurderer Andreas Brøsen. Og det skaber udfordringer.
”Man forsøger at klæde de ufaglærte på så godt som muligt, men ingen kan jo på 14 dages intro hente det samme som på uddannelsen til social- og sundhedshjælper. Det betyder for eksempel, at der ikke altid bliver fulgt ordentligt op, fordi flere ufaglærte har vanskeligere ved at dokumentere og se den hele borger, som man lærer om på uddannelsen,” siger Andreas Brøsen.
De tager tid fra pleje
Startede selv som ufaglært
Som tillidsrepræsentant for de omtrent 300 medarbejdere i hjemmeplejen i Ballerup Kommune kender Andreas Brøsen til frustrationer blandt kolleger.
”Nogle af mine uddannede kolleger er trætte af, at hvis man er ved en borger sammen med en ufaglært, så står man med ansvaret for alle de krævende opgaver, mens den ufaglærte tager de lettere opgaver som for eksempel at gå i køkkenet og forberede mad.”
Andreas Brøsen var selv ufaglært, da han startede i social- og sundhedsfaget. Og derfor ligger det ham på sinde, at alle får en chance.
”Men ansættelse som ufaglært skal være med henblik på at tage uddannelsen. For som ufaglært mangler du teorien og baggrunden for, hvorfor du agerer, som du gør. Uddannelsen giver et massivt kvalitetsboost, hvor du også bliver i stand til at forholde dig kritisk, hvilket kommer både borger og samfund til gode,” siger Andreas Brøsen.
Det viser undersøgelsen
- 70 % fortæller, at de dagligt arbejder sammen med kolleger uden en social- og sundhedsuddannelse.
- Tallet er stigende. Knap en tredjedel svarer, at det er deres oplevelse, at de arbejder sammen med flere kolleger uden en social- og sundhedsuddannelse i dag, end de gjorde for to år siden.
- Kun hver sjette oplever, at der er færre uuddannede i dag end for to år siden.
- 60 procent er helt enige eller enige i, at de har oplevet utrygge situationer på deres arbejdsplads med ikkeuddannede.
Kilde: Undersøgelsen blandt 1.849 FOA-medlemmer i ældresektoren, oktober 2020