Løn til voksne elever skal sikre flere hænder i ældreplejen
Fra næste sommer får alle voksne social- og sundhedsassistentelever løn allerede på grundforløbet. Lignende aftaler har haft positive resultater i kommuner.
25. november 2020
Flere social- og sundhedsassistentelever, mindre frafald på SOSU-skolerne og flere praktikpladser.
Det skal meget gerne være de positive konsekvenser af en ny trepartsaftale om rekruttering på social- og sundhedsområdet.
Det helt store trækplaster i aftalen er, at voksne elever på 25 år og derover fra juli næste år skal have løn allerede fra grundforløbets anden del. Og det glæder sektornæstformand i FOA, Vinni Jacobsen.
”Det gør det mere attraktivt at vælge uddannelsen til. Tidligere har det været en barriere for flere at skulle modtage SU i stedet for løn. Men med aftalen bliver overgangen fra job til uddannelse lettere for ufaglærte i ældreplejen og folk, der gerne vil lave et karriereskifte,” siger sektornæstformanden.
Vinni Jakobsen forventer samtidig, at aftalen vil medføre et lavere frafald fra grundforløb til hovedforløb, idet eleverne allerede på grundforløbet har en ansættelse med klar aftale om, hvor de skal fortsætte i praktik.
Therese glæder sig
På Bornholm kan 47-årige Therese Jensen til sommer kalde sig social- og sundhedsassistent. Det var ikke sket, hvis hun skulle have været på SU i løbet af grundforløbet.
"Jeg har hus og er enlig mor til to, og hvis det skal gå op i en højere enhed, kan det ikke lade sig gøre på SU," siger den kommende social- og sundhedsassistent, der selv på grund af status som ledig fik mulighed for at tage grundforløbet på dagpenge.
Læs også: Kommune tredobler betaling til sosu-elever
Siden Therese Jensen startede på uddannelsen, har man på Bornholm indført voksenelevløn på grundforløbet. Siden er antallet af social- og sundhedsassistentelever omtrent fordoblet, viser tal fra kommunen. Og Therese Jensen er glad for, at det nu også er en del af den nye trepartsaftale."Det er nødvendigt, hvis man skal tiltrække folk på min alder med lidt mere modenhed," siger Therese Jensen, der selv tidligere har arbejdet på kontor, men valgte at søge ind på SOSU-skolen efter at have prøvet faget af på et AMU-kursus.
"Jeg glæder mig virkelig til at være færdiguddannet. Det er et vildt spændende, udfordrerende og komplekst arbejde, hvor du gør en forskel for andre hver dag," siger Therese Jensen.
Løn har virket i København
Københavns Kommune er en anden kommune, der også som et forsøg har erstattet SU’en med løn for elever på 25 år eller derover på Grundforløb 2.
Også her har det initiativ haft gode resultater, siger Kim Maskell, der er Chef for Uddannelse og Arbejdsmiljø i Københavns Kommune.
”Det har reduceret frafaldet, så langt flere af dem, der starter på Grundforløb 2 bliver i uddannelsen og vælger at starte på hovedforløbet,” siger Kim Maskell.
En måling fra Københavns Kommune sidste år viste, at 89 procent af social- og sundhedsassistenteleverne med løn på Grundforløb 2 gennemførte, mens kun 70 procent af dem uden løn gennemførte grundforløbet.
Og samme måling viste, at alle, der havde gennemført og modtaget løn under Grundforløb 2, valgte at starte på hovedforløbet.
Der ses ellers ofte et stort frafald af elever, der vælger at søge mod andre uddannelser eller beskæftigelse efter endt grundforløb 2, fortæller Kim Maskell, der selvsagt er glad for udviklingen.
”Det er fantastisk vigtigt, at vi får nedbragt det høje frafald på SOSU-uddannelserne, så vi kan få uddannet tilstrækkeligt med dygtige sosu’er til at løfte de mange opgaver, vi har til dem i kommunerne – nu og fremover,” siger han.
På høje tid
Ifølge en fremskrivning, som FOA har lavet, kommer vi i 2028 til at mangle 40.000 ansatte på ældreområdet, fordi mange trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, mens der kommer et stigende antal plejetrængende borgere.
Derfor er det også på høje tid at sætte massivt ind for at tiltrække flere til faget, mener sektornæstformand Vinni Jacobsen.
Læs også: Kommunerne hungrer efter sosu’er
”Antallet af uddannede social- og sundhedsassistenter har langt fra fulgt med behovet. Det skal den her aftale være med til at råde bod på,” siger Vinni Jacobsen, der samtidig ærgrer sig over, at løn på Grundforløb 2 ikke også gælder social- og sundhedshjælperelever.Trepartsaftalen er indgået mellem regeringen, Kommunernes Landsforening (KL), Danske Regioner og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Med aftalen følger 78 millioner kroner i 2021 og 156 millioner kroner i de efterfølgende år til at tiltrække flere til social- og sundhedsassistentuddannelsen.
Inden udgangen af maj måned næste år skal FOA, KL, Danske Regioner og regeringen have forhandlet en femårig aftale på plads, der fastsætter et minimum antal praktikpladser på social- og sundhedsuddannelserne.
Opdateret: Tidligere fremgik det af artiklen, at voksne social- og sundhedsassistentelever med den nye trepartsaftale vil få 'voksenelevløn'. Det er en fejl. Med den nye aftale får voksne elever løn, men ikke voksenelevløn, der er en særlig og højere aflønning for elever, der er 25 år eller derover, og som har 1 års erfaring i faget.