Vrede blandt ansatte: Ledere belønnes med en ekstra uges ferie - selv får de lidt chokolade
Det er at gøre grin med os, lyder kritikken fra medarbejdere, der - ligesom FOA - frygter, at kommunens prioritering går ud over arbejdsmoralen.
16. november 2020
Mellemlederne i hjemmeplejen og på plejecentre i Slagelse Kommune har fået en ekstra uges ferie som belønning for indsatsen med at håndtere covid-19. Det skriver TV 2.
Nyheden skaber stor vrede og forundring hos medarbejderne ’på gulvet’, der – udover at blive kompenseret for overarbejde – har fået en æske med fire stykker chokolade.
”Folk er rystede. De kan ikke forstå, hvad der foregår. Det her er at gøre grin med folk,” siger Christina Larsen, der er fællestillidsrepræsentant for medarbejderne på kommunens plejecentre.
Også hos tillidsrepræsentant Bettina Staal, der arbejder i hjemmeplejen, er forargelsen stor.
”Jeg er skuffet på både mine og mine kollegers vegne. Det er uretfærdigt, og et virkelig uheldigt signal at sende til alle os, der har knoklet ekstra hårdt i felten for at få tingene til at lykkes. Vi føler os overhovedet ikke værdsat,” siger hun.
Læs også: Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren
Ansat uden øvre arbejdstid
Det er ikke lykkedes Fagbladet FOA at få en kommentar fra sundheds- og ældrechef i Slagelse Kommune Charlotte Kaaber. Til TV 2 kalder hun kritikken skæv, da lederne ikke bliver kompenseret for skæve arbejdstider.
"Det er dem, der får hjemmeplejen og plejecentre til at fungere. Og det er fordi, de har arbejdet så meget, som de har. De får ikke overtidsbetaling som for eksempel dem, der arbejder i hjemmeplejen på overenskomst får det," siger Charlotte Kaaber til TV 2.
Overfor TV 2 siger sundheds- og ældrechefen også, at medarbejderne er beskyttet af deres arbejdstid, hvorimod der hos lederen er en forventning om, at de står til rådighed hele døgnet.
Hos medarbejderne 'på gulvet' klinger sundheds- og ældrechefens forklaringer noget hult.
”Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor lederne skal have en ekstra uges ferie. De er ansat uden øvre arbejdstid. Det er et vilkår i deres arbejde, at de sommetider må arbejde ekstra, men til gengæld bliver de jo kompenseret ved at få en højere løn. Og normalvis nyder de også godt af mere fleksible arbejdstider, end vi har,” lyder det fra social- og sundhedsassistent Michael Fasmer, der er tillidsrepræsentant på Lützensvej Plejecenter.
Også social- og sundhedshjælper Bettina Staal er uforstående:
”I hjemmeplejen fik vi at vide, at der ikke er råd til at afsætte ekstra tid på kørelisten til at få værnemidler af og på. Vi må bare løbe ekstra stærkt. Men der er åbenbart råd til at give lederne en uges ferie. Det kan jeg slet ikke forstå.”
Læs også: Ung sosu: Vi har et fælles ansvar for at tale vores fag op
Fordel det på alle
De medarbejdere, som Fagbladet FOA har talt med, havde foretrukket, at de ekstra midler var blevet fordelt ligeligt mellem alle medarbejdere.
”Alle har knoklet. Hvis beløbet skulle fordeles på alle, kan det godt være, at det ikke blev så stort. Men alle ville blive tilgodeset og anerkendt. I stedet er det her forskelsbehandling og virker på mig som det modsatte af anerkendelse,” siger social- og sundhedsassistent Christina Larsen.
I stedet risikerer kommunens prioritering at skade følelsen af sammenhold og arbejdsmoralen, lyder det fra de medarbejdere, Fagbladet FOA har talt med.
”Det gør bestemt ikke noget godt for fællesskabet, og det gavner jo ikke ligefrem det med at løfte i flok. I stedet styrker det oplevelsen af, at det altid er dem over en, der får, mens vi på gulvet ingenting får," lyder det fra Bettina Staal.
Hvis der fandtes en førstepræmie for håbløs timing, ville sektorformand i FOA, Torben Hollmann, give den til Slagelse Kommune.
”Frontpersonalet har under hele coronakrisen stået i anden række, og nu får de lige et dunk mere oveni hovedet. Vi har behov for en enorm høj arbejdsmoral, hvor alle giver den en ekstra skalle, fordi der mangler personale. Det her ødelægger arbejdsmoralen, og det her er simpelthen for dumt.”
”Der bliver gjort så stor forskel på et meget uheldigt tidspunkt. Man kunne i stedet have lagt pengene i en pulje og spurgt medarbejdere, hvordan de blev brugt bedst muligt,” siger Torben Hollmann.