4 gode råd til at håndtere de 'forbudte' følelser

Vrede, afmagt og utilstrækkelighed er menneskelige følelser, som også kan ramme pædagogiske medarbejdere i deres arbejde med børn. Men hvordan håndterer man de svære følelser?
04. november 2020
Lone Svinth, der er lektor og ph.d. ved Danmarks Pædagogiske Institut på Aarhus Universitet, vil give dig fire råd til, hvordan du kan arbejde med dine følelser i det pædagogiske arbejde.
-
1
Anerkend, at de skamfulde følelser findes
Husk på, at det er normalt at føle afmægtighed i det pædagogiske arbejde. Medmenneskeligheden er et vilkår i de nære relationer. Derfor er sårbarheden, vreden, frustrationerne og utilstrækkeligheden naturlige følelser, der gør, at samspillet fra tid til anden kører af sporet, og som hæmmer evnen til at forstå verden fra barnets perspektiv.
-
2
Vær åben over for dine kolleger
Prøv at rumme din egen sårbarhed, den er et grundvilkår for alle mennesker. Del de ubekvemme hændelser med dine kolleger eller en pædagogisk konsulent og tag jer tid til en faglig snak. De vil sandsynligvis have haft lignende oplevelser. At turde vise sin sårbarhed bidrager til at skabe en tillidskultur, hvor det bliver legitimt at tale om det, der er svært.
-
3
Giv og modtag feedback
Brug dine kolleger og spørg dem om gode råd til, hvordan du kan håndtere en given situation eller konflikt. Det kan hjælpe dig til at se din egen rolle i samspillet med barnet fra et andet synspunkt. Omvendt vil det også kunne gavne dig at forholde dig til en kollegas potentielle konflikt eller sårbarhed.
-
4
Tag en timeout
Hvis du står i situationer, hvor du bliver vred, så kan vejrtrækningsøvelser være en god idé. Tag for eksempel en timeout og sid for dig selv i personalestuen og træk vejret dybt ned i maven. Det handler om at komme i kontakt med din krop og følelser og få styr på din anspændthed.