Ældreplejen er mere og mere presset, siger forsker – nu vil minister have dine idéer
I forlængelse af Ældretopmødet har Sundheds- og ældreministeriet nu åbnet for, at alle kan bidrage med deres idéer til forbedring af ældreplejen.
12. oktober 2020
Ældreplejen blev ’breaking news’, da TV 2-dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’ midt på sommeren afslørede svigt af beboere på to plejehjem.
Siden kom en række løsningsforslag på ældreplejens udfordringer på bordet, da det stort bebudede Ældretopmøde blev afviklet.
Og i dag har Sundheds- og ældreministeriet – der sammen med FOA, KL og Ældre Sagen var værter for topmødet – åbnet for, at du kan indsende din bedste idé til forbedring af ældreplejen. Målet er i sidste ende at udkomme med et idékatalog, der kan skabe en ny retning for ældreplejen.
5.000 delinger på to døgn
Spørger man forsker ved Roskilde Universitet, Tine Rostgaard, er det grundlæggende medarbejdernes arbejdsvilkår i ældreplejen, som den er gal med. Læs også: Ældretopmødet: Slut med at gøre borgernes hjem til banegårde
Kort inden Ældretopmødet blev en video med psykolog Dorthe Birkmose på Facebook delt omkring 5.000 gange på bare to døgn. I videoen taler psykologen blandt andet om stort arbejdspres og omsorgstræthed blandt ansatte i ældreplejen. Læs også: Psykolog: I årevis er ældreplejen blevet svigtet af tomme løfter
Du kan se videoen herunder.
På det sociale medie er videoen nået ud til flere end 700.000 personer, og flere hundrede tilkendegiver, at psykologen rammer plet i sin beskrivelse af personalets virkelighed på plejehjem og i hjemmeplejen. Den store interesse for videoens budskab er i tråd med Tine Rostgaards forskning:
Godt uddannet personale
I en kommentar til videoen takker social- og sundhedsassistent Berit Lang for, at der endelig er en, ’der italesætter de reelle udfordringer, der er for personalet.’
”Det handler ikke om, at personalet er dårligt uddannet, eller at udfordringerne kan fikses med kurser og ”kompetenceløft”. Det handler om, at arbejdsvilkårene er blevet så dårlige, at personalet ikke har en kinamand chance for at levere den omsorg, de er uddannet til. De kommer i konflikt med indre værdier og oven i købet under et enormt tidspres,” skriver Berit Lang.
Og dén beskrivelse er meget præcis, lyder det fra forsker Tine Rostgaard.
”I ældreplejen er personalet højt uddannede sammenlignet med andre lande, og min oplevelse, når jeg møder dem, er, at de er dygtige og engagerede. Uddannelsen har et højt fagligt niveau, og mange andre lande misunder, at vi i Danmark både har både et sundheds- og socialfagligt fokus.”
”Men alligevel oplever medarbejdere, at ligegyldigt hvor hårdt, de arbejder, så bliver deres arbejde ikke anerkendt af hverken arbejdsgiver, samfundet som helhed eller i medierne,” siger Tine Rostgaard.
’Fuldstændig forfejlet’
I sin kommentar på Facebook langer Berit Lang ligesom en række andre ud efter jobcentrenes iver efter at få ledige beskæftiget inden for social- og sundhedsområdet. Læs også: Ansat på Kongsgården: ’Jeg sover ikke om natten og er tæt på at tude’
”Jobcentrene har brugt særligt sosu-uddannelserne som en slags beskæftigelsesterapi, helt uden at forholde sig til, om vedkommende evner eller egner sig til faget. Det har givet de personaler, der brænder for deres fag, et søm mere i ligkisten. For ud over at skulle rende stærkt for egne borgere og patienter, skal de nu også agere ”mentorer/støtter/kontrollanter” for en gruppe kollegaer, der i virkeligheden aldrig skulle have sat fod på arbejdspladsen,” skriver Berit Lang.
”Mennesker, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, bliver sendt den vej. Det, synes jeg, er forfejlet, og det taler professionaliseringen af den her sektor ned,” siger Tine Rostgaard, der mener, at udfordringen med at finde tilstrækkeligt kvalificeret personale grundlæggende kræver, at faget tales op.
”Det skal i langt højere grad fortælles, at uddannelsen faktisk er på et højt fagligt niveau, og at arbejdet kan være hårdt men også berigende og meningsfuldt,” siger Tine Rostgaard.