Udskammet efter dokumentar: ’Du arbejder på Nyvang, føj!’

”Se, det er hende fra Nyvang, som jeg fortalte dig om.”

Social- og sundhedsassistent på Huset Nyvang, Anne-Mette Lyngbye, befinder sig i Netto, da hun ser en tidligere kollega pege fingeren mod hende, mens eks-kollegaen fnisende siger ovenstående kommentar til sin veninde.

Social- og sundhedsassistentens oplevelse er ikke et særtilfælde, for eksemplet er blot et af flere, som er overgået medarbejdere på Huset Nyvang i Randers, efter dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’ på TV 2 viste, hvordan en beboer i flere tilfælde blev svigtet af personale.

Det fortæller tre medarbejdere fra plejehjemmet til Fagbladet FOA. Af samme grund har de haft flere betænkeligheder ved – mere end to måneder efter dokumentarens offentliggørelse – at stå frem med deres oplevelser.

“Vi er blevet udskældt og udskammet i så voldsom en grad, at vores frygt er, at når vi stiller os frem med navn og arbejdsplads, så vil vi få endnu flere hug fra omverdenen,” forklarer en af de tre, social- og sundhedsassistent Diana Kirkegaard.

Alligevel tager de nu bladet fra munden, fordi de er vrede og kede af, at de er blevet dømt som ’forfærdelige mennesker’, når de hver dag arbejder hårdt for at kunne leve op til deres faglige stolthed.

Svigt kan ikke undskyldes

De tager alle stor afstand fra den svigt, som de skjulte optagelser i dokumentaren afslører. En dokumentar, som personalet i videst muligt omfang så sammen på plejehjemmet, da den blev vist på TV 2 i slutningen af juli måned.

“Det var meget ubehageligt at se. Jeg blev vred og ked af det. Såret på min faglighed. Det var utilgiveligt at se, hvad der foregik. Jeg har ikke noget svar på, hvordan det kunne ske,” siger social- og sundhedshjælper Louise Hallager Jensen. Hendes to kolleger er enige.

”Til gengæld var det rart at se dokumentaren sammen med kolleger, for vi havde det alle på samme måde,” siger Anne-Mette Lyngbye.

Læs også: Ansat på Kongsgården: ’Jeg sover ikke om natten og er tæt på at tude’

“Men oveni kom fordømmelsen fra omverdenen for alvor. Vi blev udstillet i en grad, som jeg ikke tror, andre kan forestille sig, hvordan er. Vi blev alle sammen hængt til offentlig skue, og vi blev alle dømt som forfærdelige mennesker for noget, hvor kun enkelte medarbejdere havde handlet forkasteligt. Det er virkelig ubehageligt, for jeg ved med mig selv, at jeg gør et godt stykke arbejde,” siger Diana Kirkegaard.

Fordømmelsen var blandt andet stor på Facebook, hvor beskeder som ‘I skal kraftedeme selv have samme behandling’ gik igen, mens flere kolleger også modtag mails med hadefulde beskeder som ‘kan du holde dig selv ud’ og ‘kan du sove du om natten’. Nogle er også blevet passet op privat med kommentarer som ‘‘du arbejder på Nyvang, føj!’, fortæller de tre.

Mistro og mistillid

Og den mistro og fordømmelse fra omverdenen har været svær at leve i, fortælle de tre kolleger.

“Jeg har virkelig følt, at jeg skulle passe på mig selv og forsvare mig selv. Jeg har aldrig vrisset så meget af andre. Når jeg har stået i træningscentret, har jeg tolket folks blikke som om, at de ville mig noget dårligt. Måske var de journalister. Det har været meget ubehageligt at være i, og det er stadig ikke rart,” siger Diana Kirkegaard, og Louise Hallager Jensen stemmer i:

”Jeg har også været mistroisk og paranoid. Jeg har kigget skævt til besøgende, som jeg ikke kendte, for var det mon en journalist eller en, der ville os noget ondt? På et tidspunkt kom der en, der ville donere nogle donuts til aftenkaffen, men vi tvivlede på hensigten og tænkte, at det kunne være en fælde. Det viste sig, at det faktisk var en, der ville os noget godt,” siger Louise Hallager Jensen.

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

Særligt mistilliden til ens faglighed og ordentlighed som menneske har været vanskelig, siger Anne-Mette Lyngbye:

”Der blev sat spørgsmålstegn ved min faglighed og mine værdier som menneske. Det er tarveligt. Det er uretfærdigt. Jeg blev i den grad ramt på min ordentlighed. Hvis folk spurgte, hvor jeg arbejdede, havde jeg ikke lyst til at svare. Men nu er jeg ærlig talt træt af at forklare og forsvare mig, så nu siger jeg det, som det er. For jeg ved, at jeg gør det godt. På den måde er jeg nok mere vred, end jeg er ked af det nu,” siger Anne-Mette Lyngbye.

Der har været problemer

Når de tre kolleger står frem med deres oplevelser er det ikke for at tale problemerne ned. Og ingen af de tre er blege for at sige, at der har været problemer, og at ikke alt har været godt nok. Men det ér blevet bedre, garanterer Diana Kirkegaard:

“Allerede da de skjulte optagelser blev lavet i september måned sidste år, var vi midt i en proces, hvor en række gode tiltag blev sat i værk. Lige nu får vi bare ikke mulighed for at bevise, at det er blevet bedre. Rigtig mange af os er kommet dertil, hvor vi virkelig ønsker, at folk giver os lov til at bevise, at vi godt kan,” siger Diana Kirkegaard.

I stedet har en mistillid til personalet forplantet sig på plejehjemmet, og det gør medarbejderne bange for at lave selv de mindste fejl, fortæller de tre.

“Pårørende har fået en helt anden magt, hvor selv småting tales op til at være kæmpe problemer. Og de ting bliver ikke længere drøftet med os personale, i stedet bliver der gået direkte til leder eller sågar omsorgschefen eller politikere på rådhuset. Det skaber en enorm mistillid og utryghed,” siger Louise Hallager Jensen og fortæller samtidig, at andre pårørende har reageret modsat ved at være endnu mere positive i deres tilgang til personalet efter dokumentaren.

”De har anerkendt vores gode arbejde i endnu højere grad. Det har været et vigtigt skulderklap i en svær tid,” siger hun.

”Og vi har også selv været gode til at holde hinanden oppe ved at være ekstra opmærksomme på, hvordan ens kolleger har det og hele tiden sørge for at anerkende hinanden. Vi kan takke os selv for, at vi kommer gennem det her,” lyder det fra Anne-Mette Lyngbye.

Fungerer som blæksprutter 

Hvor 23-årige Louise Hallager Jensen kun har arbejdet i ældreplejen i få år, så har både Diana Kirkegaard og Anne-Mette Lyngbye igennem henholdsvis 25 og 17 år med egne øjne og kroppe oplevet, at der er sket et skred i ældreplejen: Der er mindre personale, opgaverne er blevet flere og mere komplekse i takt med, at de ældre bliver dårligere og dårligere, før de får tilbudt plads på plejehjem.

Alle tre oplever de i dag forholdene i ældreplejen som så pressede, at selvom det på Huset Nyvang er blevet bedre for både borgere og medarbejdere, så vil det ikke være muligt med ressourcerne in mente at levere en pleje og omsorg, som lever op til deres faglige stolthed.

”Vi gør det så godt, vi kan, med de ressourcer, der er. Men det kunne blive så meget bedre,” siger Diana Kirkegaard og fortæller, at de pressede forhold giver hende en følelse af utilstrækkelighed, hvor hun må gå på kompromis med sin faglighed:

“Jeg går ofte fra mit arbejde og er afmægtig og frustreret. Nogle dage er jeg fyldt af ubehagelige følelser. Jeg kan blive ked af det. Vi har stadig hjertet med, for ellers arbejdede vi ikke i det her fag, men vi er meget pressede. Det kan man godt holde til i nogle dage, men man kan ikke holde til det for altid. Hvis der bare var lidt mere tid, kunne vi få mere kvalitet og nærvær ind i plejen, og det ønsker vi jo alle sammen,” siger Diana Kirkegaard, der arbejder i dagvagt på Huset Nyvang.

Både Anne-Mette Lyngbye og Louise Hallager Jensen, der begge arbejder i aftenvagt, bakker op:

”Om aftenen er jeg alene om samtlige sygeplejefaglige opgaver til 60 borgere. Jeg har ofte ufatteligt travlt. Det kræver overblik, struktur og planlægning at have det sygeplejefaglige overblik, for opgaverne spænder vidt fra planlagte kørelistebesøg til akutte opgaver. Ofte får jeg ingen aftensmad, nedprioriterer væskeindtag og toiletbesøg. Jeg er af den overbevisning, at jeg går hjem hver aften og har gjort mit arbejde godt. Men følelsen af at have så travlt, at jeg går på kompromis med egne faglige værdier – det er ikke holdbart i længden,” lyder det fra Anne-Mette Lyngbye.

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

De tre er enige om, at der er brug for flere kolleger.

”Hvis det skal blive bedre, har vi helt klart brug for flere hænder. Jeg føler ofte, at jeg mangler både arme og ben, for jeg forsøger nærmest at agere som en blæksprutte i en aftenvagt. Pt. er vi to i aftenvagt til 16 beboere i ’mit’ hus, som alle skal have fuld pleje og omsorg. Det betyder, at vi må prioritere opgaverne. Er der en, der er faldet, og er der samtidig en anden, der råber på min hjælp, må jeg prioritere, hvem der har mest behov for min hjælp,” siger Louise Hallager Jensen.

Citronen kan ikke presses mere

Fælles for de tre er håbet om, at den hårde medfart i både medier og i lokalsamfund trods alt betyder, at den megen fokus på deres arbejdsplads og ældreplejen som helhed i det mindste fører til, at området opprioriteres.

“Vi er mange, der har råbt op i flere år og fortalt, at vi ikke kan løbe stærkere. Citronen kan ikke presses mere. Men lige lidt har det hjulpet. Vi er ikke blevet lyttet til, og på et tidspunkt bliver man tavs og tænker, ‘nå, det kom jeg ingen vegne med’, og så må det jo være lige meget. Men forhåbentlig er det nu så tydeligt for enhver, at politikerne må erkende, at der er brug for et løft både ressourcemæssigt og kompetencemæssigt, og at vi har brug for vi kvalificerede kolleger,” siger Diana Kirkegaard.

Og så skal faget i den grad tales op, pointerer Anne-Mette Lyngbye:

”For der er så ringe forståelse for vores arbejde. Når jeg forklarer, hvad mit arbejde rent faktisk går ud på, er folk ofte forbavsede over kompleksiteten og over det ansvar, jeg står med. Og de har jo ret. Det er et kæmpe ansvar, og det kræver tillid fra blandt andre pårørende at give os det ansvar. Vi skal derfor med oprejst pande tale faget op, for så er jeg sikker på, at vi får nogle flere dygtige, unge ind i faget.”