Coronaaftale på plads: Dagpenge sikret til forældre, der må blive hjemme med børn

Aftalen gælder både forældre til smittede børn og forældre til børn, der er hjemsendte på grund af et smittetilfælde i skole eller institution. Colourbox

Forældre, der må blive hjemme fra arbejde med deres børn på grund af coronavirus, er nu sikret en midlertidig ret til dagpenge.

11. september 2020

Artikel opdateret d. 17/9/2020.

Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening og regeringen har indgået en aftale om, at forældre, der er nødt til at blive hjemme med et barn på grund af corona, er sikret en midlertidig ret til barselsdagpenge. 

Ordningen gælder både forældre til smittede børn, men også forældre til børn, der ikke selv nødvendigvis har symptomer, men som er blevet sendt hjem fra skole eller institution på grund af et konkret smittetilfælde. Forældrene kan få dagpenge i op til ti arbejdsdage pr. barn. Retten gælder for børn på max 13 år.

Formand for FOA, Mona Striib, glæder sig over, at en aftale nu er på plads. Det har FOA presset på for længe, fortæller hun.

”Det er en fin aftale, der er indgået. Den hjælper i hvert fald noget på den virkelig trælse situation, man kan stå i som småbørnsforældre. Jeg ved godt, at mange havde tænkt, at man kunne få en aftale om fuld løn i den her situation også, men det kommer vi ikke i nærheden af, så jeg er tilfreds med det, vi har nået,” siger Mona Striib.

Læs også: Medarbejdere testes i fritiden: Vi føler ikke, vi kan sige nej

Arbejdsgiver skal have vikarkorps klar
Den nye ret kommer småbørnsforældrene til gode, men det betyder også, at der bliver nogle udfordringer i forhold til vikarer og vagtplanlægning ude på de enkelte arbejdspladser. 

"Det er vi selvfølgelig bekymrede over, fordi man rigtig mange steder ikke er overbemandet. Tværtimod er vi i en situation, hvor man nogle steder er tæt på at være i nødberedskab. Så der skal ikke meget til at for at vælte læsset. Derfor har vi også fokus på at få snakket med kommuner og regioner om, at de skal sikre sig at have vikarkorpset klar," siger Mona Striib. 

Den nye aftale gælder frem til 31. december 2020.

FOLA er glade for aftalen, men savner klarhed

Hos Forældrenes Landsorganisation, FOLA, hilser man den nye ret velkommen. 

"Vi er vildt glade, for den sikrer de grupper, som var udsatte på arbejdsmarkedet. Det sender et signal fra regeringen om, at arbejdsgiverne skal vise fleksibilitet," siger formand for FOLA, Signe Nielsen.

Dog oplever de, at der mangler klarhed over, hvornår retten gælder. De kender til eksempler i Jylland, hvor institutioner har måttet lukke ned, fordi der på grund af corona har været personalemangel. Her har forældrene ikke kunnet få svar på, om retten gælder.

"Hvis institutionen både skal lukke ned, fordi der lang testsvartid, fordi de ikke kan skaffe vikarer, og fordi personalet har syge børn, bliver det hurtigt et kaos. Alle forudser et efterår med syge børn og syge mennesker," siger Signe Nielsen. 

"Men det vigtigste i den her aftale var at sikre de familier med lav indtægt yderst på arbejdsmarkedet, for det var dem, vi kunne høre, blev hårdest ramt. Så vi er glade," siger hun.

Opdateret med kommentar fra formand for FOLA, Signe Nielsen.