Efter coronasmitte: Kirsten kan højst arbejde fire timer ad gangen

En smerte, der føles som en hjelm, der strammer om hovedet. En pludselig lugt af cigaretrøg eller metal. En følelse af at være i en osteklokke, der sløver og gør det svært at koncentrere sig. Det er bare få af de gener, som den 63-årige social- og sundhedsassistent Kirsten Lykke Jakobsen stadig oplever her over fire måneder efter, hun blev smittet med coronavirus på sit arbejde.

Det hele startede med, at de på lungemedicinsk afdeling på Holstebro Sygehus, hvor Kirsten arbejder, havde haft nogle patienter, som først var testet falsk negativ og derefter positive for coronavirus. Dengang brugte personalet ikke værnemidler, så da Kirsten gik på weekend, kunne hun mærke, at noget ikke var, som det skulle være.

”Jeg begyndte bare at få det mærkeligt. Og om søndagen var jeg ikke i tvivl om, at der var noget, der var flyttet ind i min krop. Noget, som ikke skulle være der,” siger Kirsten, som straks sygemeldte sig fra arbejdet.

Tilbage i det tidlige forår var det ikke lige så let at få en test for coronavirus, som det er i dag. Derfor var det først om onsdagen, at Kirsten blev podet. Og ganske rigtigt. Testen var positiv. Hun var syg med coronavirus.

”Jeg tænkte: 'Åh nej'. Men okay, der går nok bare et par dage, og så er jeg ovre det,” siger Kirsten.

Men sådan gik det langt fra. Hurtigt blev Kirsten meget dårlig, fik feber, åndenød og en ekstrem hovedpine. Alle led i kroppen gjorde ondt, og hun var træt konstant. Og så forsvandt smags- og lugtesansen. 

”Jeg lå ned i næsten tre uger. Jeg var virkelig, virkelig dårlig. Jeg kunne ikke engang gå i bad. Jeg kunne ikke stå op. Jeg kunne ingenting,” siger hun. 

Kirstens døtre handlede dagligvarer for hende og hendes mand og satte dem på trappestenen ude foran deres hus. Men Kirsten havde ingen appetit. En aften blev Kirstens vejrtrækning så besværet, at hun blev indlagt på coronaafsnittet på Herning Sygehus. Her blev hun røntgenfotograferet, og lægerne kunne se, at hun havde pletter på lungerne. 

”Jeg troede, jeg skulle dø. Jeg var så ræd. Virkelig bange for ikke at komme ud på den anden side. Så dårlig har jeg aldrig nogensinde været før. Aldrig,” siger Kirsten.

Efter et døgn på hospitalet fik Kirsten det bedre. Hun kom i bad og fik lidt mad at spise og blev sendt hjem. Bedringen fortsatte stille og roligt derhjemme, og efter to uger blev savnet til kollegerne for stort. 

”Så jeg ringede til min leder og sagde, at jeg trængte til at komme på arbejde. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke var helt klar til det, men det havde jeg bare behov for. Jeg savnede mine kolleger og det sociale,” siger hun.

Generelt har Kirsten haft et rigtig godt forløb med sin leder og vagtplanlæggeren, som har været både hensynsfulde og forstående. Hun startede ud med at arbejde tre timer ad gangen et par dage om ugen i midten af maj måned. I dag arbejder hun fire timer ad gangen fire dage om ugen.

Lederen holder øje med, om arbejdet er for hårdt for Kirsten, og hun bliver sendt hjem, hvis hun ser for træt ud. Og Kirsten er meget træt, når hun kommer hjem. Generne fra coronavirussen gør, at hun ikke kan være der mere end fire timer ad gangen.

”Mit hoved er brugt. Så jeg skal lige hen og ligge på sofaen i en time eller halvanden, når jeg kommer hjem,” siger hun.

Kirsten døjer stadig med en konstant hovedpine, som smertestillende piller ikke kan få bugt med. Hun har svært ved at koncentrere sig, og efter de fire timer på arbejde føler hun, at hun går rundt med en osteklokke over hovedet. Smags- og lugtesansen er heller ikke intakt. Hun har svært ved at smage retter til, når hun laver mad, og nogle madvarer har ændret smag. Sommetider kan der pludselig lugte metallisk eller af cigaretrøg omkring hende, selvom ingen i nærheden ryger. Men generne er aftagende, fortæller Kirsten.

Både Kirsten og de andre kolleger, som har været smittet, har fået tilbudt genoptræning ved fysioterapeut, ergoterapeut, neurolog og infektionsmedicinere. Det hjælper hende godt tilbage, kan hun mærke. Men det har været udfordrende for hende at erkende, at coronavirussen har haft følger. 

”Til at starte med ville jeg ikke erkende, at det var sygdom. Det med, at folk skal tage hensyn, har jeg haft det rigtig svært ved. Når jeg er gået klokken 11, efterlader jeg jo måske det halve af arbejdet. Det har jeg godt nok haft svært ved,” siger Kirsten.

”Nogle af mine kolleger har virkelig trukket et stort læs hen over sommeren. Men jeg kan også mærke, at jeg selv er på vej tilbage. Der er lys for enden af tunnelen,” siger hun.

I alt har mellem 20 og 25 af Kirstens kolleger været smittet med coronavirus. Nogle er kommet hurtigt over det, mens andre ligesom Kirsten har været hjemme i en lang periode. Nogle er endda stadig fuldtidssygemeldte. Både de unge og de ældre kolleger har været ramt. Derfor kan Kirsten godt blive vred, når hun går en tur i supermarkedet.

”Der er dårlig håndhygiejne, og folk er fuldstændigt ligeglade. Jeg tænker, at I skulle bare vide, hvordan det er. Det er vigtigt, at det bliver taget alvorligt. Jeg ønsker virkelig ikke for nogen, at de skal igennem sådan et forløb her. Og så er jeg jo bange for selv at blive smittet igen,” siger Kirsten. 

”Et eller andet sted er jeg glad for, at jeg er sluppet igennem, som jeg er, selvom jeg jo har haft et hårdt forløb. Men jeg er trods alt kommet så meget i gang, at jeg er begyndt at arbejde igen. Og det betyder alt. Det er der, jeg henter mit overskud. Det er en kæmpe del af mig at have en identitet ved at gå på arbejde,” siger Kirsten Lykke Jakobsen.