Ret til tidlig pension: Det betyder regeringens udspil for dig
Det bliver antallet af år på arbejdsmarkedet, der afgør, om du vil få ret til at gå på tidlig pension, lyder det i regeringens nye udspil, som nu skal forhandles. FOA er i grove træk tilfreds.
18. august 2020
Opdateret 20.8.2020
Hvis du har arbejdet i 42 år, vil du skulle kunne trække dig tilbage et år tidligere end folkepensionsalderen. Ved 43 år vil du få mulighed for at kunne gå to år tidligere og hvis du har været på arbejdsmarkedet i 44 år, så skal du kunne gå på pension tre år før.
Sådan lyder hovedtrækkene i det pensionsudspil, regeringen netop har offentliggjort og som nu skal forhandles.
Læs også: ‘Jeg håber, jeg kan gå på pension, mens jeg stadig har et liv tilbage at nyde’
”Vi vil indføre en ordning til jer, der har været længst tid på arbejdsmarkedet. Som har betalt til velfærdssamfundet igennem et langt arbejdsliv, og som også har knoklet i de allerhårdeste jobs,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i dag, hvor hun sammen med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, skatteminister Morten Bødskov og finansminister Nicolai Wammen lancerede pensionsudspillet, der skal give de tidlige pensionister 13.550 kroner om måneden og som samlet vil komme til at koste tre milliarder kroner årligt.”I skal have mulighed for at stoppe med at arbejde, før I er slidt helt ned. Tiden på pension i Danmark skal også være år uden smerter og sygdom,” sagde Mette Frederiksen.
Læs også: Laila har arbejdet i 44 år: Nok til tidlig pension?
Deltid og barsel tæller medUdspillet, som skal gælde fra 2022, går altså ud fra en trappemodel og er møntet på dem, der har været på arbejdsmarkedet længe. Her vil man gå ud fra oplysningerne fra ATP, hvor perioder med deltidsarbejde, barsel, sygedagpenge og ledighed vil tælle med. Også for at sikre, at kvinder eksempelvis ikke bliver dårligere stillet.
Ancienniteten vil blive beregnet ved 61 år. Det vil sige, at du skal være begyndt med at arbejde som 17-årig for at kunne gå fra tre år før folkepensionsalderen, som 18-årig for at kunne trække dig to år før og som 19-årig for at kunne gå et år tidligere end normalt.
Den tidlige pension vil komme til at give 38.000 mennesker ret til at gå tre år tidligere, ifølge Beskæftigelsesministeriets beregninger. Ni ud af 10, der vil kunne trække sig et, to eller tre år tidligere vil være enten faglærte eller ufaglærte.
Læs også: Dit postnummer afgør muligheden for seniorpension
Privat pensionsopsparing afgørendeDesuden bliver din private pensionsopsparing afgørende for, om du kan få lov til at gå på tidlig pension. Hvis du har en pensionsformue på mere end to millioner kroner, vil ydelsen blive sat ned. Det gør, at det bliver mere attraktivt at gå tidligt på pension for grupper med lave lønninger og mindre pensionsformuer end det vil være for de vellønnede grupper med større pensionsopsparinger. Her vil ydelsen blive sat ned afhængigt af størrelsen på pensionsopsparingen.
FOA: Vi er tilfredse
Forbundsformand i FOA Mona Striib er tilfreds med hovedlinjerne i udspillet.
”Det er faktisk langt bedre, end vi havde frygtet. Det er et godt udspil, og vi er rigtig glade for, at det samler op om de deltidsansatte. Det er en forudsætning for at vores medlemmer overhovedet får noget ud af det,” siger Mona Striib om, at deltidsarbejde tæller fuldt ud i forhold til anciennitetskravet.
Derudover understreger forbundsformanden, at udspillet også giver mulighed for at arbejde for dem, der har mulighed og lyst til ikke at tække sig helt, idet man kan tjene op til 24.000 kroner om året før skat uden at blive modregnet i pensionen. Ægtefællens løn og formue bliver heller ikke modregnet, lige som man ikke bliver modregnet i forhold til sin arbejdsmarkedspension.
”Vi er meget tilfredse med, at man vælger at komme med et udspil, som tager højde for de mange, der startede tidligt på arbejdsmarkedet, som måske begyndte som ufaglærte og hører til de lavtlønnede grupper,” siger Mona Striib.
Læs også: Nu skal slaget for den tidlige pension slås
Gælder før du er nedslidtAlligevel er hun lidt overrasket over anciennitetskravet på 44 år for at kunne gå tre år før folkepensionsalderen.
”Vi kunne have ønsket os, at det lå på 40 år i stedet. Men ud fra en retfærdighedsbetragtning er vi tilfredse med, at der er lavet en trappemodel, så det ikke hedder tre år eller ingenting. Samlet set er det et rigtigt godt og fornuftigt udspil,” siger Mona Striib og understreger endnu engang, at udspillet er møntet på dem, der ikke er nedslidte endnu, men som er i fare for at blive det.
”Rettigheden til at gå tidligere på folkepension er ikke baseret på, om man er nedslidt eller ej. Det er en rettighed, man kan bruge, før man bliver nedslidt. Jeg vil gerne understrege, at hvis du er blevet nedslidt, skal du søge om seniorpension.”
Og netop seniorpensionen mener Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen er fuldt ud tilstrækkelig. Han afviste i dag regeringens udspil og foreslår i stedet en omlægning af den eksisterende seniorpension.
Læs mere om regeringens udspil til tidlig pension her.
Opdatering: Vi havde fejlagtigt skrevet, at personer med en pensionsopsparing på over to millioner kroner ikke var omfattet af ordningen. Det er ikke korrekt, men ydelsen vil i det tilfælde blive sat ned afhængigt af størrelsen på pensionsopsparingen.