VIDEO: Beboere nød første udflugt siden corona-nedlukning
"Vi har nydt det," sagde Vibeke, da hun og 10 medbeboere tog på bondegårdsvisit og hilste på dyr. Det var plejehjemmets første udflugt siden den store nedlukning af samfundet for knap et halvt år siden.
10. august 2020
Med en gulerod i hånden stikker 81-årige Preben Balduin Berg hånden frem mod den lille shetlandspony. Den brune pony bøjer nakken og åbner munden. Sekundet efter er guleroden væk. For Preben er mødet med ponyen langt fra ukendt.
"Jeg har redet meget i min tid. Military, hvis du ved, hvad det er. Og jeg har været med i Hubertusjagten en enkelt gang," fortæller Preben.
Læs også: Bailey, pool og eventyr: Sosu'er gav plejehjems-beboere deres livs ferie
I dag er han og 10 andre beboere fra Høng Ældrecenter på bondegårdsvisit. Det er den første udflugt, plejehjemmet har arrangeret siden den store corona-nedlukning i midten af marts."Det er dejligt til en afveksling. Man er lukket inde hver dag, og når man sidder i kørestol, kommer man jo ingen vegne," siger Jørgen Leth på 71 år.
Går på med krum hals
Med 11 beboere af sted på turen er næsten halvdelen af plejehjemmets 24 beboere repræsenteret.
"Sådanne ture her betyder meget for beboerne, og de støtter virkelig op om det. Vi spurgte dem, hvor de gerne ville hen, og én foreslog så dette sted," siger Anette Ingvardsen, der er leder af Høng Ældrecenter.
Læs også: Sådan skaber terapi-pony livskvalitet for beboere
Midlerne til turen stammer fra en pulje fra Sundheds- og Ældreministeriet, der skal gå til at forbedring af livskvaliteten på danske plejehjem. De midler gjorde, at plejehjemmet sidste år var på syv udflugter, fortæller leder Anette Ingvardsen. Om dagens tur siger hun:"Det har så absolut været en succes. Beboerne kan jo tåle alt, når først de kommer ud, og det gjorde intet, at det både regnede og blæste. De går på med krum hals."
85-årige Vibeke Hansen stemmer i:
"Det er nogle smukke dyr. Vi har nydt det, selvom det har været dårligt vejr."
Øverst i artiklen kan du se video fra beboernes bondegårdsbesøg.