Ansat på Kongsgården: ’Jeg sover ikke om natten og er tæt på at tude’

”Vi ansatte slider os selv ned. Både fysisk og psykisk. Før i tiden var der tid til opgaverne. I dag er det meget sjældent, at jeg går hjem med en følelse af at være god nok. I stedet har jeg dårlig samvittighed,” siger social- og sundhedshjælper på Kongsgården, Kirsten Jensen. Tor Birk Trads

Som den første medarbejder på Kongsgården fortæller sosu-hjælper Kirsten Jensen om tiden efter offentliggørelsen af skjulte optagelser fra plejehjemmet. En tid med utryghed og magtesløshed. Hun håber, at den megen kaos fører til bedre ældrepleje.

Af Rasmus Handberg

14. juli 2020

”Jeg har ikke sovet om natten. Jeg har været ked af det. Jeg har ikke haft overskud til at se mit eget barnebarn. Jeg er tæt på at tude bare ved at tale om det.”

Social- og sundhedshjælper Kirsten Jensen har en hårdt tiltrængt fridag. Til daglig arbejder hun på landets måske mest omtalte arbejdsplads, plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Det var her, skjulte optagelser fra en tidligere beboers bolig i sidste uge chokerede store dele af befolkningen.

Som den første medarbejder på Kongsgården vælger den 61-årige Kirsten Jensen nu at fortælle, hvordan hun har oplevet de seneste dages voldsomme virak. Hun optræder ikke selv på de skjulte optagelser, og hun tager afstand fra det, optagelserne viser:

”Det er ikke okay at hænge i liften 7-8 minutter, som det sker på et af klippene. Det er bestemt ikke en metode, vi anvender normalt. Det lægger jeg gerne hovedet på blokken for.”

”I forhold til klippet, hvor man vælger ikke at skifte en ble med afføring, så er det noget af det værste, jeg har set. Jeg forestiller mig, at der har været et stort kaos, hvor mange ting skulle nås for at sørge for, at alle var med til den halloweenfest, der var arrangeret den pågældende dag. Men det er bare ikke en undskyldning,” slår Kirsten Jensen fast.

Læs også: FOA: Omsorgssvigt på skjulte optagelser skal hverken forsvares eller forklares

En forandret virkelighed

I de 12 år, hun har arbejdet på Kongsgården, har hun på egen krop mærket, hvordan arbejdsdagene er blevet mere og mere pressede:

”Da jeg startede i sin tid, var vi dobbelt så mange i en dagvagt til det samme antal beboere. Det siger jo sig selv, at vi ikke kan gøre det lige så godt længere. Der er ikke længere tid til den medmenneskelighed, jeg og mine kolleger ønsker at give,” siger Kirsten Jensen og fortsætter:

”Engang var der faktisk tid til at tage på små spontane ture ud af huset. Det gav os tid til at give de ældre indhold og livskvalitet. Jeg glemmer aldrig, da jeg arrangerede en herretur for fire beboere. Det var så livsbekræftende en tur. At sidde der på værtshus med øl og smørrebrød. Det var så hyggeligt.”

Læs også: Udskammet efter dokumentar: ’Du arbejder på Nyvang, føj!’

Forstår de pårørende

Som udviklingen er gået, har social- og sundhedshjælperen forståelse for den kritik, som pårørende udtrykker.

”Men det er et problem, at det er os på gulvet, der tager lorten, og når vi fortæller det videre opad, så sker der ingenting. Sådan har det været i flere år, og det gør mig så vred og frustreret. Så kommer der en som Elses barnebarn, der bare bliver ved og ved. Og hun har jo fat i noget, for det har været galt i mange år,” siger Kirsten Jensen, og fortæller, at tingens tilstand i høj grad også frustrerer personalet:

”Hvis en borger for eksempel spørger, om jeg har tid til en snak, må jeg 9 ud af 10 gange sige, at det kan jeg ikke lige nu, men at jeg kommer tilbage. Når jeg så kommer tilbage, er det måske for sent. Måske har borgeren fortrudt, og det betyder, at jeg ikke kunne give det nærvær, der blev efterspurgt. Det er ikke rart.”

Massiv opmærksomhed

Efter offentliggørelsen af de skjulte optagelser har plejehjemmet været genstand for massiv opmærksomhed, mens kritikken er væltet ned over de ansatte. Den opmærksomhed oplevede hun for eksempel i torsdags, hvor Kongsgården havde inviteret pårørende og personale til møde for at tale om, hvordan alle parter nu kommer videre.
”Parkeringspladsen var fuld af journalister og tv-kameraer. Jeg er bange for, at de lusker sig ind på plejehjemmet. Jeg og mine kolleger er nødt til at spørge folk om deres ærinde ved indgangen. Det ligger mig så fjernt, for vi er jo for pokker at plejehjem, ikke et sted, hvor man skal mistænkeliggøre hinanden,” fortæller Kirsten Jensen, der håber, at der snart kommer ro på.
”Det har vi brug for. Og det har beboerne også. Lige nu er både personale, beboere og pårørende meget utrygge. Det hele er voldsomt, og jeg er bange for, hvad der sker, hvis vi ikke snart får lidt ro til at bearbejde det her,” siger hun.
Kirsten Jensen udtrykker samtidig håb for, at kritikerne vil forsøge at sætte sig i personalets sted.
”Vi ansatte slider os selv ned. Både fysisk og psykisk. Før i tiden var der tid til opgaverne. I dag er det meget sjældent, at jeg går hjem med en følelse af at være god nok. I stedet har jeg dårlig samvittighed,” siger Kirsten Jensen.
”Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der har lyst til at gøre deres arbejde dårligt. Der er ikke nogen, der er ligeglade med de ældre. Det nægter jeg at tro. Men hvis man hele tiden får at vide, at man skal hoppe højere og højere, så er der et tidspunkt, hvor det bare ikke er fysisk muligt. Og hvis du hele tiden bliver fortalt, at du er dum og ikke god nok, så forplanter den følelse sig i dig. Til sidst kan du bare trække på skuldrene. Det er forfærdeligt, og jeg har set kolleger, der psykisk er blevet kørt helt ned under gulvbrædderne,” siger social- og sundhedshjælperen.

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

Minister må på banen

Selvom det i disse dage kniber med at få ordentlig nattesøvn, og det kan være en kamp at holde tårerne tilbage, finder Kirsten Jensen trøst ved, at politikerne – forhåbentlig – kommer til at handle.
”Vores ældreminister Magnus Heunicke må kulegrave det her område, så det bliver klart for alle, at ressourcer ikke står på mål med de opgaver, der kræves. Vi kan ikke nå det hele, det kan vi simpelthen ikke. Vi giver mad samtidig med, at vi dokumenterer. Det er uetisk, men der er bare ikke hænder nok.”
”Så jeg håber ved gud, at der kommer så meget fokus på det her nu, at der kommer flere hænder og mere faglighed. For vi har også en stor udfordring med at finde kvalificeret personale,” siger Kirsten Jensen.
For social- og sundhedshjælperen er det vigtigt at sende en tak til alle, der er med til at hjælpe hende og kollegerne på Kongsgården gennem en svær tid.
”Især en ting gør, at vi klarer det her. Og det er de mange tilkendegivelser fra tilfredse pårørende. Den anden dag begyndte jeg at tude, fordi en pårørende gav mig ros. Det er med til, at vi holder måsen oppe. Andre plejecentre har sendt os kort og kage. Det betyder uendeligt meget.”