Sosu om bandeleder: Min arbejdsglæde får han ikke lov at ødelægge

Det er et halvt år siden, Mette, Tina og Camilla blev taget som gidsler. 20. maj blev flugtfangen og hans medhjælpere dømt, og nu fortæller de tre sosu-assistenter for første gang gennem Fagbladet FOA om forløbet op til og efter dramaet. Joachim Ploug Hansen

I november blev Camilla taget som gidsel på sit arbejde og truet på livet. Torsdag vendte hun tilbage til jobbet. Her fortæller hun sammen med to kolleger om tiden efter den dramatiske fangeflugt.

30. maj 2020

”Jeg elsker mit arbejde. Jeg er god til det, og jeg brænder for psykiatrien. Den arbejdsglæde skal han ikke have lov til at ødelægge.”

Sådan siger 54-årige Camilla, der er social- og sundhedsassistent og arbejder som aftenvagt på den retspsykiatriske afdeling SL10 i Slagelse.

Her havde hun i torsdags sin første korte arbejdsdag – fire timer fra klokken 9 til 13 – efter at hun i flere måneder har været sygemeldt og bearbejdet de traumer, hun pådrog sig, da hun blev truet på livet og taget som gidsel under bandelederen Hemin Dilshad Salehs flugt fra afdelingen i november sidste år.

Det gik godt. Det var dejligt at være tilbage, og kollegerne var så søde imod mig, siger Camilla, der ser frem til nye og korte arbejdsdage i næste uge og håber, hun inden for overskuelig fremtid atter bliver en del af normeringen.


Det er anden gang, hun vender tilbage til arbejdspladsen efter dramaet. Første gang måtte hun opgive og sygemelde sig igen. Det var gået for hurtigt. Og hun er også stadig præget af fangeflugten.

”Jeg har sådan et tyndt gardin på mit soveværelse, som jeg hver aften har lyst til at kigge bag ved for at se, om der gemmer sig nogen der. Og den trang skal jeg virkelig kæmpe imod,” siger Camilla.


Læs også: Sosu’er efter fangeflugt: Politiet tørrede problemet af på os

Løb efter gerningsmændene

Hun var Salehs kontaktperson, og det var hende, der sammen med kollegaen Mette tog imod en dengang 17-årig dreng, der under dække af at være Salehs fætter, kom på besøg på SL10. Han medbragte en plasticpose med en bradepandekage, som skjulte to gasvåben.

Og det var dem, Saleh og den 17-årige brugte, da de først truede de to social- og sundhedsassistenter og bagefter to andre kolleger – heriblandt den 43-årige Tina – som kom til, efter at Saleh blandt andet havde affyret et skud.

Tina og kollegaen havde været på gårdtur med de andre patienter, og de blev også konfronteret af de to gerningsmænd, som rettede deres våben mod dem og gav dem besked på ikke at trykke på deres alarmer. Gjorde de det, ville de blive skudt.

Gerningsmændene skubbede Camilla og Mette foran sig under flugten fra afdelingen, og Tina løb efter dem uden kendskab til den flok hjælpere, der holdt uden for afdelingen.

”Jeg troede, Camilla og Mette blev bortført. Så jeg skulle bare ud for at se den bil, gerningsmændene brugte til flugten. Jeg vidste så ikke, at der stod fem biler klar,” siger Tina, som i dag har det godt rent psykisk, men dog stadig går med en frygt for en gentagelse.

”Der er blevet taget store hensyn til mig både af min chef og mine kolleger. Det har gjort det hele nemmere,” siger Tina.

”Jeg glemmer aldrig, hvordan du bare spurtede ud ad indgangen for at se efter deres bil,” siger Mette, der vidnede mod Saleh på sin 50-års fødselsdag.

Mette kom tilbage til arbejdet i februar. Hun har stadig svært ved lyden af alarmerne på hendes afdeling, som gør hende stresset. Og når hun kommer hjem, kan hun stort set ikke andet end at sove, fortæller hun.

”Jeg skal prøve at glemme det, men tanken om, at vi kunne være kommet slemt til skade, ligger hele tiden i baghovedet,” siger Mette, der sammen med kollegerne sidder tilbage med en snert af både vrede og frustrationer over forløbet.

For eksempel er de trætte af, at det senere er blevet fremstillet som om, at de sjuskede med skanningen af ’fætterens’ kage, da han kom på besøg.

”For det første måtte vi ikke bruge den skanner, der er i slusen, fordi vi ikke var uddannede til det. For det andet skal mad, der skal nydes i besøgsrummet, ikke tjekkes. Det skal det kun, når det skal helt ind på afdelingen, og det var ikke tilfældet her. For det tredje måtte vi heller ikke visitere hans gæst. Vi må kun visitere patienterne, hvis der er mistanke om for eksempel stoffer – og så skal det være med overlægens accept,” fortæller de tre og tilføjer, at de først for nylig er holdt op med at bebrejde sig selv for, at de ikke gjorde mere.

”Vi havde kunnet undgå alt det her, hvis Hemin havde haft besøgs- og brevkontrol,” siger Mette.

Støtte fra hele landet

Den voldsomme episode har givet ofrene et særligt forhold. Og de har været gode til at bruge hinanden, når de har haft behov for det.

”Vores kolleger har været enormt søde og forstående, men det er selvfølgelig nemmere at tale om det indbyrdes, fordi vi bedre kan sætte os ind i hinandens følelser,” siger de tre og kvitterer også for de mange hilsner i form af blomster og slik, som de har modtaget fra kolleger fra retspsykiatriske afdelinger i hele Danmark.

”Det har betydet rigtig meget. For det her kunne ske alle steder. Det var bare tilfældigt, at det var os, det gik ud over. Desværre er vi bange for, det kan ske igen. Det eneste, der virker mod den slags typer, er, at de får besøgs- og brevkontrol – og at politiet har ansvaret for dem,” siger de.

Og så er Camilla glad for, at hun nu så småt begynder at arbejde igen. I næste uge har hun to korte vagter – og hun håber, det går så godt, at hun snart kan vende tilbage som aftenvagt igen. Men én ting bliver ikke som før:

”Jeg vil altid have denne episode i baghovedet, når jeg skal åbne døren for besøgende.”

Mette og Camilla ønsker ikke deres efternavn oplyst i artiklen. Tina er et dæknavn. Fagbladet FOA er bekendt med alle tre personers rigtige identitet.