Er du i risikogruppen: Sådan er reglerne for hjemsendelse

Hvad skal der til for, at du kan blive omfattet af den midlertidige ordning for risikogrupper? Her er de fem trin, du skal igennem.  Colourbox

Hvis du eller dine nærmeste pårørende er i risikogruppen for coronavirus, er der nu mulighed for, at du kan blive hjemsendt med løn eller sygedagpenge. Læs her, hvad der skal til for at blive omfattet af ordningen. 

28. maj 2020

Et enigt Folketing vedtog i sidste uge en ændring af loven om sygedagpenge. Den giver i en midlertidig periode ret til sygedagpenge for lønmodtagere, der er i øget risiko ved smitte med coronavirus og for lønmodtagere, der er pårørende til personer i risikogruppen.

Læs også: Ordningen for risikogrupper skaber bekymringer

Men hvad skal der til for, at du kan blive omfattet af ordningen, som trådte i kraft den 20. maj og gælder til og med den 31. august 2020? Socialpolitisk konsulent i FOA Christine Sarka guider dig her igennem de fem trin. Om ordningen generelt fortæller hun: 

"Den omfatter medarbejdere, der er i risikogruppen for coronavirus og medarbejdere, der er pårørende til personer i risikogruppen. For at blive omfattet, skal du opfylde de normale betingelser for ret til sygedagpenge, med undtagelse af kravet om, at du skal være uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom," siger Christine Sarka. 

Hvis du bliver omfattet af ordningen og får løn ved fravær, kan din arbejdsgiver få sygedagpengerefusion, hvis det er for risikofyldt for dig at møde på arbejde. 

Hvis du ikke får udbetalt løn fra din arbejdsgiver ved fravær, får du ret til sygedagpenge fra kommunen. 

Læs også: Trods utryghed og vold var det først efter drab, at tilsyn greb ind

1: Indgå i dialog med din arbejdsgiver
Medarbejdere i øget risiko skal sikres mulighed for to meters afstand til andre, ellers skal der anvendes en form for barriere. Længerevarende ansigt-til-ansigt kontakt i mere end 15 minutter skal undgås, og det samme skal mange og hyppige korterevarende kontakter.

Hvis du er ansat i sundheds- eller ældresektoren, må du heller ikke varetage opgaver, hvor du har tæt kontakt til en borger, som enten er mistænkt for at være eller bekræftet coronasmittet. 

Du skal derfor i dialog med din arbejdsgiver vurdere, om det er muligt at indrette dit arbejde på en måde, som kan reducere smitterisikoen. Hvis det ikke kan lade sig gøre, skal I se på, om det er muligt, at du bliver omplaceret i dit arbejde, så der kan sikres afstand og hygiejne. Her skal der også ses på, om du kan arbejde hjemmefra i stedet. 

2: Gå til egen læge

Hvis du i dialogen med din arbejdsgiver ikke umiddelbart kan finde en løsning, skal du have en lægeerklæring på, at du er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb, hvis du bliver smittet med coronavirus. 

Det skal din læge vurdere med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens gældende retningslinjer for, hvilke personer der er i øget risiko.

Du skal være opmærksom på, at du selv skal dække udgiften for lægeerklæringen, og at du kun får den refunderet af kommunen, hvis du i sidste ende bliver omfattet af ordningen. 

Hvis du er pårørende til én, der er i risikogruppen, så er det din pårørendes egen læge, der skal lave lægeerklæringen. 

Læs også: Arbejdsgiver dømt for at bryde loven efter grov voldsulykke, der har givet Lone evig smerte

3: Få din arbejdsgiver til at lave en erklæring
Din arbejdsgiver skal erklære, at det ikke er muligt at indrette arbejdspladsen eller ændre dine arbejdsopgaver, så du kan udføre dit arbejde i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. 

Din arbejdsgiver skal derudover erklære, at du fritages helt fra din arbejdsforpligtelse. Det vil sige, at hvis du skal omfattes af ordningen, så kan du ikke samtidig udføre en del af dit arbejde hjemmefra for eksempel. 

Hvis din arbejdsgiver vurderer, at det er muligt at indrette arbejdspladsen eller ændre i dine arbejdsopgaver, så det lever op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer, kan du ikke blive omfattet af ordningen. Det gælder også, selvom du ikke er enig i vurderingen. 
Hvis det er tilfældet, så vil det være en god idé at inddrage din tillidsrepræsentant og din lokale FOA-afdeling i sagen. 

4: Kommunen skal have dokumentationen

Når du både har fået en lægeerklæring og en erklæring fra din arbejdsgiver, skal din arbejdsgiver anmelde dit fravær til kommunen. Kommunen vil herefter anmode dig om lægeattesten og erklæringen fra din arbejdsgiver, så de kan afgøre, om du har ret til sygedagpenge. 

5: Opfølgning

Hvis du bliver omfattet af ordningen, kan din arbejdsgiver få sygedagpengerefusion frem til og med den 31. august 2020. Kommunen skal ikke foretage særlige kontroller for at se, om du stadig er omfattet. Der skal for eksempel altså ikke løbende indhentes nye lægeerklæringer, og du skal ikke til opfølgningssamtaler med jobcenteret. 

Kilde: Socialpolitisk konsulent i FOA Christine Sarka