Sådan klarer servicemedarbejder tunge løft trods skade
Smart dørløfter gør tunge og besværlige løft til det rene venstrehåndsarbejde for den skulderskadede Lars Bo Larsen.
30. januar 2020
- Hvad var dit problem?
"På grund af min arbejdsskade (i venstre skulder, red.) har jeg problemer, når jeg skal løfte noget over skulderen. Men når man får en funktionsnedsættelse, kan man ansøge om hjælpemidler, og det gjorde jeg," siger Lars Bo Larsen, som er servicemedarbejder i Tornhøjskolen og Gistrup Skole i Aalborg Kommune.
- Hvor fandt du dørløfteren?
"Jeg fik et tip, som også kan komme andre håndværkere til gavn. Dørløfteren er designet af et firma, som tog patent på den, men de opgav at sælge den. Og så hørte jeg, at der var en snedker på Sjælland, der havde taget idéen til sig og udviklet den. Det ligner bare en sækkevogn, men den har en løfteanordning."
-Læs også: Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren
- Hvordan fungerer den?"Man sætter den ind under døren, og så kan man hæve og sænke en af to plader, der sidder i bunden, og på den måde kan man regulere døren ene mand. Jeg kan løfte døre af, og jeg kan sætte dem på alene."
-Skal du ikke bruge kræfter på det?
"Nej. Maskinen gør det jo for mig. Jeg skal kun bruge kræfter, hvis døren har sådan en fejeliste nedenunder, som skal skiftes."
Læs også: Dagplejer: 'Vi skal turde snakke om børns skærmvaner'
- Hvad betyder vognen for dig?"Den gør, at jeg kan passe mit arbejde. Da jeg søgte om midler til den, spurgte jobcentret, hvor tit jeg skulle bruge den. Der er mange døre på skolen, og jeg tager døre af og på et par gange om ugen, så jeg har brug for den i mit daglige virke."