Sådan bliver du en super praktikvejleder
Ph.d. i praktikkens didaktik Jan Bisgaard deler sine råd til, hvordan du som praktikvejleder kan styrke elevernes læring og engagement i praktikken.
11. december 2019
Praktikforløbet kan opleves som usammenhængende og ustruktureret for eleven. Det fortæller Jan Bisgaard, der er ph.d. og lektor på Københavns Professionshøjskole. Han har udgivet bogen ’Praktikkens didaktik’, der indeholder en række anbefalinger til den gode vejledning.
Til årets FOA-konference for praktikvejledere vil han med afsæt i sin bog give råd til deltagerne og komme med konkrete øvelser til, hvordan de kan give eleverne overblik og forståelse under praktikken.
Nogle af de råd har Fagbladet FOA samlet i denne guide, så du, der ikke fik mulighed for at deltage i konferencen, også kan få gavn af Jan Bisgaards forskning.
1. Tydeliggør uddannelsesforståelsen i praktikken
I sin bog ’Praktikkens didaktik’ beskriver Jan Bisgaard praktikken som en anderledes læringsarena end den i skolen. Den store forskel er, at man i praktikken arbejder med autentiske opgaver modsat de teoretiske opgaver eller opstillede scenarier fra skolen. Han råder derfor vejledere til at klargøre dette skel ved praktikstart over for eleven.
”Start med at tydeliggøre, hvad forskellen er fra skole til praktik, hvor eleverne netop har større ansvar, end de har i skolen. At tydeliggøre denne forskel vil hjælpe eleven til at forstå, hvad der forventes af dem,” siger Jan Bisgaard.
I praktikken er der blandt andet forventningen om, at eleverne tager ansvar for deres eget uddannelsesforløb og selv opsøger vejledning, samt får løst opgaverne på praktikstedet.
Læs også: Løn til voksne elever skal sikre flere hænder i ældreplejen
2. Lav en oversigt over praktikforløbetSom det første i praktikken råder Jan Bisgaard til, at man laver en oversigt over praktikforløbet og dens læringsmål.
”Med en oversigt over læringsmål og opgaver får eleven en forståelse af, hvad praktikforløbet skal indeholde. Her kigger man på, hvad eleven formelt skal lære, og det eleven gerne vil lære, og det som praktiksted lægger vægt på,” siger Jan Bisgaard, og fortsætter:
”Det gør, at eleven ikke ender i faglig usikkerhed og tvivler, ’lærer jeg det, jeg skal lære, og bliver jeg god nok til at kunne varetage dette job, når jeg er færdiguddannet?’”
3. Vend løbende tilbage til oversigten
Når oversigten over læringsmålene er lavet, er det vigtigt at vende tilbage til dem, forklarer Jan Bisgaard. En god idé er at evaluere læringsmålene løbende og se på, hvordan opgaverne hænger sammen med planen.
”Når eleverne er i de enkelte arbejdssituationer, kan man spørge dem om, hvad de synes, de lærte. Herefter kan man spørge, hvordan de synes, det hænger sammen med den oversigt, der blev lavet fra starten,” siger Jan Bisgaard.
Han forklarer, at det hjælper eleverne til bedre at kunne se, at der er struktur over praktikforløbet. Praktikken er netop kendetegnet ved en mere løs struktur, der modsat skolens fremadrettede syn er mere bagudrettet med evalueringer.
4. Gør rollerne tydelige
Eleven og vejlederen har hver deres rolle, som ændrer sig afhængig af situationen. Det forklarer Jan Bisgaard gennem en model i sin bog, der skitserer de forskellige måder, der blive vejledt på i forskellige situationer.
”I nogle situationer er der tæt vejledning, hvor vejlederen instruerer eleven. I andre situationer træder vejlederen mere i baggrunden og observerer. I en tredje situation tænker vejlederen, at eleven kan løse opgaven selv og overlader det til eleven,” siger han.
I mange situationer kan det være svært for eleven at afkode, hvorfor rollen skifter. Her råder Jan Bisgaard vejlederen til at tydeliggøre disse roller. Især når rollen skifter hurtigt, da det kan være særlig forvirrende for eleven.
Læs også: Sosu-elev om erhvervsskoleudspil: Vi har brug for mere anerkendelse
”Et eksempel kunne være på et hospital, hvor den studerende står og gør en patient klar. Pludselig kommer portøren, og de får travlt. Vejleder træder ind og er mere instruerende eller giver tæt vejledning. Det skift kan være svært for de studerende at forstå,” siger han.Efterhånden som eleven bliver mere fortrolig med en opgave, vil vejlederen træde ud og fylde mindre. Ved dette skifte mener Jan Bisgaard, er det også en god idé at tydeliggøre rolleskiftet.
5. Tydeliggør de uskrevne regler og normer
”Noget, der kan være svært for eleverne at forstå, er, hvad det vil sige at være på en arbejdsplads. Især de unge, der ikke har prøvet at være på en arbejdsplads før,” siger Jan Bisgaard og fortsætter:
”Hvis eleven kender til arbejdspladsens normer og regler, vil eleven få lettere ved at navigere og indgå i fællesskabet og dermed have større chance for at gennemføre praktikforløbet.”
En måde at finde ind til de uskrevne regler og normer på praktikpladsen kan ske ved at vejlederen stiller sig selv et par refleksionsspørgsmål, man efterfølgende kan drøfte på praktikstedet, råder Jan Bisgaard:
”Hvad er den gode SOSU eller PAU medarbejder? Hvad skal sådan en kunne?”