Folketinget vil gøre det lettere at få erstatning for vold på jobbet
Ret til erstatning efter et overfald på jobbet kræver som udgangspunkt en politianmeldelse. Det sætter mange FOA-medlemmer i et dilemma, og nu vil politikerne gøre noget ved problemet.
29. november 2019
Hvis man bliver udsat for vold på sit arbejde og vil have erstatning, skal man politianmelde overfaldet senest tre døgn, efter at det er sket.
Det krav sætter mange FOA-medlemmer på blandt andet plejehjem, bosteder og hospitaler i et dilemma. For går en politianmeldelse ikke ud over forholdet til for eksempel den demente eller psykisk syge, som man skal tage sig af i sit arbejde?
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er opmærksom på dette dilemma og har netop nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med bud på, hvordan problemet skal løses.”Man kan godt forstå, at medarbejdere kan opleve at stå i et dilemma, fordi de ikke har lyst til at politianmelde et menneske, som ikke kan gøre for, at det for eksempel slår en ansat. Et menneske, som de ansatte føler, at de skal hjælpe og passe på,” siger Peter Hummelgaard på ministeriets hjemmeside.
Opbakning i Folketinget
Det skal være sundt og sikkert at gå på arbejde, men når ulykken er ude, er det afgørende, at der er let adgang til den erstatning, som man har krav på, fastslår beskæftigelsesministeren.
”Men vi skal være sikre på, at vi gør det rigtigt, og at det ikke får uønskede konsekvenser. Derfor nedsætter vi nu denne tværministerielle arbejdsgruppe, hvor vi inddrager relevante eksperter og organisationer,” siger Peter Hummelgaard.
Læs også: Trods utryghed og vold var det først efter drab, at tilsyn greb ind
Arbejdet i den nedsatte gruppe sker med baggrund i en beslutning i Folketinget fra november 2018. Dengang viste det sig, at der var bred opbakning blandt partierne til at ændre i den eksisterende lovgivning. Men arbejdet blev udsat på grund af folketingsvalget.FOA kommer med i arbejdet
FOA er en af de organisationer, der vil blive inddraget i arbejdet, har beskæftigelsesministeriet oplyst til forbundet.
”Det er positivt, at ministeren tager dette problem alvorligt, og vi ser frem til at kunne bidrage med goder løsninger til gavn for de ansatte. Alt andet er uholdbart,” siger Maria Melchiorsen, der er forbundssekretær i FOA.
Læs også: Nødråb fra de lavest lønnede: ”Det er altid os, der er sidst i køen”
FOA ønsker, at loven ændres, så voldsramte ansatte, der i forvejen befinder sig i en meget belastende situation, kan få erstatning også uden politianmeldelse.”Det vil være både gavnligt og rimeligt, hvis ansatte, der bliver overfaldet på deres arbejde, ikke behøver forholde sig til, om det er nødvendigt at anmelde en voldsmand for at få erstatning. Så kan de koncentrere sig om at komme på benene igen, siger Maria Melchiorsen.
Mulighed for dispensation
I den nuværende lovgivning skal voldsofferet anmelde overfaldet til politiet inden for 72 timer. Ellers kan Erstatningsnævnet afvise en ansøgning om erstatning.
Der er dog mulighed for dispensation, hvis der foreligger behandlingsmæssige eller pædagogiske grunde til ikke at politianmelde. Men dispensationen kan blive afvist, hvis forholdet mellem ansat og borger er et enkeltstående tilfælde. For eksempel en portør, der kører med en patient på et sygehus.
Læs også: Timeansættelser går ud over fagligheden
Højesteret underkendte i 2018 en strammet praksis i Erstatningsnævnet, hvor kun helt konkrete relationer mellem borger og ansat blev inddraget i bedømmelsen af en sag.”Der er ingen tvivl om, at Højesteretsdommen har betydet, at flere FOA-medlemmer har fået erstatning. Men i FOA er vi først tilfredse, når alle medlemmer er sikret, hvis de udsættes for vold på arbejdet,” siger Maria Melchiorsen.