5 gode råd til mere indflydelse på jobbet

Sygehjælper Lone Kristensen arbejder på ældrecentret Søndermarken i Tarm. Her kan de ansatte få indflydelse under ansvar. Iben Gad

Kompetent ledelse er afgørende for medarbejdernes opfattelse af indflydelse på deres arbejdsdag. Omvendt skal medarbejderne passe på, at det ikke bliver en sovepude at pege på ledelsen, når de er utilfredse med arbejdslivet.

06. november 2019

Her får du 10 gode råd til, hvordan medarbejderne får mere indflydelse: fem til medarbejderen, og fem til lederen:

5 gode råd til dig, der er medarbejder

1. Opsøg indflydelsen

Du skal selv opsøge indflydelse. Du får den ledelse, du efterspørger – hvis ledelsen vel at mærke er lydhør. Du skal aktivt deltage i arbejdsfællesskabet og vise, at du tager ansvar og vil lære nyt.

2. Led din leder

Du skal lede din leder og dine kolleger. Det gør du ved at være ærlig og oprigtig. Hvis der er en opgave, du fagligt ikke magter, så sig til. På den måde er dine omgivelser ikke i tvivl om, at de kan være trygge, når du tager en opgave på dig. Vær ligeledes tydelig, når du gerne vil påtage dig nye udfordringer. Ledere er ikke tankelæsere, så brug din stemme.

3. Fokus på det, du kan ændre

Hold fokus på, hvad du reelt kan opnå indflydelse på og lad være med at brug energi på vilkår, der ikke kan ændres. Hvis rammerne er, at du skal møde ind på et præcist klokkeslæt, så lad være at lægge din energi der. Gå efter de områder, du kan påvirke som for eksempel planlægning af arbejdsdagen, nye arbejdsmetoder eller sociale tiltag.

4. Forpligt dig

Engagér dig. Det er vigtigt, at hele medarbejdergruppen forpligter sig og bidrager med det, de kan. Det vil give lederen mere ro til at give slip og uddelegere ansvar.

5. Undgå brok

Pas på med brok. Se dig selv som medskaber og husk på, at den negative energi, som brok ofte bidrager med, vil forplante sig ud i medarbejdergruppen. Problemer skal naturligvis påpeges, men gør det konstruktivt i åbne forummer som for eksempel et personalemøde.

Læs også: Forsker: Flere plejeskandaler i vente efter Kongsgården

5 gode råd til dig, der er leder

1. Lyt til medarbejderne

Forhold dig altid til, hvad dine medarbejdere siger. Hvis en medarbejder kommer til dig og forklarer, at opgaver er umulige at nå, så skal der handles. Måske er der ikke økonomi til flere hænder, men så skal der kigges på planlægningen – også selvom det er forsøgt tidligere.

2. Vær klar i spyttet

Lad altid dine medarbejdere mærke, at deres forslag og kritik bliver hørt og taget seriøst. Det er ikke det samme som at give dem ret, men noget helt andet end at lade dem tale for døve ører. Lyt, forstå og forhold dig til det, din medarbejder fortæller. Vær klar i din kommunikation i forhold til de handlinger, der skal ske fremadrettet. Vær tydelig, om hvad du skal gøre som leder, og hvad medarbejderen selv skal gøre. Husk at aftale et tidspunkt, hvor I følger op på sagen.

3. Vær tydelig

Vær tydelig i din ledelse, så dine medarbejdere ved, hvad de har indflydelse på, og hvad de ikke har. Der er ikke noget mere demotiverende for medarbejdere end at bidrage til en pseudoproces, hvor de er præsenteret for at få indflydelse, som de reelt ikke får.

4. Bak op om traditioner

Skab traditioner og hold fast i dem. Det fungerer bedst, hvis det er medarbejderdrevet, men som leder skal du bakke op og facilitere rammerne. Duk selv op til arrangementerne, signalér, at det er positivt, at medarbejderne bruger arbejdstid på at fejre en succes og stil de nødvendige midler til rådighed.

5. Giv ansvar fra dig

Skab en arbejdsplads præget af tillid. Giv ansvar fra dig i den grad, det er muligt. Medarbejdere udvikler sig, når de får mulighed for at udfolde deres fulde potentiale og ved at have en leder, der tror på dem.

Kilde: Organisationspsykolog i ArbejdsmiljøCentret Stine Moesmand.