Bitten får Dronningens Fortjenstmedalje: Jeg vil ikke spilde min tid på at takke Margrethe

Tirsdag modtog Bitten G. Rasmussen (th.) Dronningens Fortjenstmedalje. Medaljen blev overrakt af regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (A). Jørgen True

Hospitalsmedhjælper Bitten G. Rasmussen fik tirsdag Dronningens Fortjenstmedalje efter 40 års ansættelse på Bispebjerg Hospital. Men hun afviser at komme i audiens hos majestæten, fordi det foregår efter rang. Den kritik er hendes øverste chef, regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), enig i.

05. november 2019

Bitten G. Rasmussen er stolt af, at hendes arbejdsgiver har skrevet nogle pæne ting om hende og indstillet hende til Dronningens Fortjenstmedalje. Hun tog med glæde imod medaljen tidligere i dag, tirsdag den 5. november, da den blev overrakt på Regionsgården i Hillerød.

Men hun tager ikke i audiens for at takke Dronningen for medaljen.

”Nej, for audiensen sker efter rangklasser, og jeg har kolleger, der måtte vente 4-5 timer, fordi vi jo er lavest i hierarkiet. Det er min tid for kostbar til. Jeg er ikke som sådan modstander af Kongehuset. Det siger mig bare ikke noget, men det bør blive mere moderne og indkalde os på forskellige tidspunkter, så vi ikke skal spilde vores tid på at vente på dem, der er højere oppe i hierarkiet end os,” siger hun. 

Læs også: Nødråb fra de lavest lønnede: ”Det er altid os, der er sidst i køen”

Medaljen blev overrakt af regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), der støtter kritikken.

"Efter min mening bør alle, der tilbydes at takke dronningen for fortjenstmedaljen, stilles lige. Det bør man kunne planlægge sig ud af, så ingen skal vente i timevis," siger Sophie Hæstorp Andersen.

Begyndte som ferieafløser

Bitten var 17 år, da hun fik jobbet som ferieafløser i rengøringen i 1979. 

”Det er en rigtig god arbejdsplads med gode kolleger og et fantastisk sammenhold. Det er jo derfor, at jeg er blevet her i så mange år, selv om både arbejdspladsen og selve arbejdet har forandret sig,” siger hun.

I den tid Bitten G. Rasmussen har været ansat, er der kommet mere teknologi, der skåner de ansatte. Bitten G. Rasmussen er tillidsrepræsentant og har været med til at vurdere blandt andet robotter og andre nye teknologier.

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

Garderobeansvarlig

I dag gør hun ikke længere rent. For cirka 15 år siden blev hun garderobeansvarlig. Hun har ansvaret for de 3.000 ansattes garderobeskabe, hvor de opbevarer skiftetøj, shampoo, hårtørrer og alt muligt andet. 

Hun tildeler nye medarbejdere et skab, og tømmer det, hvis en medarbejder bliver syg eller forlader arbejdspladsen i hast.

”Det er et arbejde, der bringer mig i kontakt med alle grupper på hospitalet, så jeg snakker med mange forskellige mennesker. Men jeg kan især godt lide det logistiske i arbejdet,” siger hun.