Sygedagpengeforslag koster sosu'er
I forslaget til ny Finanslov lægger regeringen op til, at arbejdspladser selv skal betale for ansattes første 40 dages sygdom mod 30 dage nu. Det rammer spareplagede offentlige institutioner ekstra hårdt.
31. oktober 2019
Den socialdemokratiske regering vil øge den periode, hvor arbejdsgiverne alene skal betale for deres ansattes sygdom fra 30 til 40 dage. Først efter dette tidspunkt skal de kunne få sygedagpenge-refusion, foreslår regeringen i sit Finanslovsforslag for 2020.
Forslagets formål er ifølge regeringen, at det skal tilskynde arbejdsgiverne til at forbedre arbejdsmiljøet.
Men på mange offentlige arbejdspladser som plejehjem, daginstitutioner og sygehuse kan forslaget have den modsatte effekt.
Småpenge er også vigtige
En ny beregning fra FOA viser for eksempel, at forslaget alene på social- og sundhedsområdet vil koste omkring 45 millioner kroner, svarende til cirka 120 fuldtidsansatte på området.
En gennemsnitskommune vil miste cirka en halv million kroner på social- og sundhedsområdet, men selv små beløb har stor betydning her, mener Torben Klitmøller Hollmann, der er formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.
”Ældreområdet er så udsultet, at også småpenge er vigtige. Der er brug for flere penge, og så nytter det jo ikke noget, at man fjerner penge. 100.000 kroner mindre på et plejehjem kan for eksempel betyde, at der skal skæres i efter- og videreuddannelse, eller at man må skrue på normeringen,” siger han.
SF støtter forslaget
Regeringsforslaget er blevet afvist af Radikale Venstre, men får forskellige grader af opbakning fra de to andre støttepartier, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.
SF støtter regeringens forslag, også selv om det kan koste kroner på nogle af de offentlige arbejdspladser, som partiet ellers gerne vil give ekstra penge.
Både godt og skidt
”Vi ville aldrig selv havde fremsat det forslag, men vi vil heller ikke hælde det ned ad brættet, hvis regeringen insisterer,” siger arbejdsmarkedsordfører Jette Gottlieb.
Hun er især bekymret for, at forslaget kan give udsatte grupper problemer med at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Men hun ser lige som SF muligheder for, at arbejdsgiverne vil investere mere i godt arbejdsmiljø.
”Og så kan jeg da godt få øje på det selvmodsigende i forhold til kommuneaftalen, der tilfører ekstra midler til ældreområdet,” siger hun.