FOA: Farvel til 6. ferieuge gør det sværere at få personale
Politikerne i Københavns Kommune endte med at sløjfe handicaphjælpernes 6. ferieuge på trods af advarsler fra FOA. Det går ud over rekrutteringen og giver usikkerhed om, hvornår man egentlig må holde ferie.
16. oktober 2019
Mari-Ann Petersen, formand for FOA SOSU, er chokeret over, at politikerne i Københavns Borgerrepræsentation valgte at overhøre FOAs appel om at bevare handicaphjælpernes 6. ferieuge og med et knips sløjfede ferieugen for at finde besparelser på 2,3 millioner kroner.
Vi taler om en faggruppe, der i forvejen har dårlige arbejdsforhold, understreger hun.
”De arbejder alle ugens syv dage, 365 dage om året, har lange vagter på 12 og 24 timer og får en meget lav løn. Nu skal de så også have en uges mindre ferie. Det er uanstændigt,” siger Mari-Ann Pedersen.
I september måned skrev FOA og FOA SOSU, der er lokalafdelingen i København,
et brev til samtlige 55 medlemmer af borgerrepræsentationen, hvor de advarer om konsekvenserne af besparelserne.
Kun Enhedslisten reagerede og skrev tilbage, at de ville kæmpe for at bevare den 6. ferieuge. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Enhedslisten om, hvorfor det så ikke lykkedes.
Usikkerhed om nye regler
Alle brugerne af BPA-ordningen (Borgerstyret Personlig Assistance) har fået besked om, at kommunens tilskud til den 6. ferieuge stopper den 1. januar 2020. Men brevet melder ikke noget om, hvornår handicaphjælperen i praksis mister den 6. ferieuge - om det er fra maj 2020 eller fra 2021.
Det undrer Preben Nørgaard, konsulent i FOA Overenskomst på det private område.
”Man skaber en unødvendig usikkerhed blandt handicaphjælperne om, hvor meget ferie de kan regne med. Lige i en tid, hvor mange i forvejen er usikre på, hvor meget ferie de har ret til på grund af den nye ferielov, der træder i kraft den 1. september 2020," siger han.
”Derfor opfatter vi det i FOA sådan, at den 6. ferieuge først forsvinder i det ferieår, der starter i maj 2021. Så man altså stadig har 6. ferieuge i 2020. I hvert fald hvis man er ansat i en virksomhed, der følger overenskomsten på det private område.”
Hvis den handicappede selv er arbejdsgiver, skal man se på, hvad der står i ens kontrakt, for at finde ud af, om BPA-overenskomsten gælder. Hvis ikke, er det vilkårene i forbindelse med ansættelsen der afgør, om man mister ferieugen allerede fra 2020.
Kan ikke betale ferieuge selv
Hvis ikke der er aftalt andet, kan man normalt heller ikke vælge at holde den 6. ferieuge, selv om man selv betaler.
”De tager ikke kun lønnen, men også rettigheden til at holde den 6. ferieuge," siger Preben Nørgaard.
Det retsgrundlag, de udmåler det efter, og dermed overenskomsten, giver kun ret til at holde ferie efter ferieloven, som er fem uger,” siger Preben Nørgaard.
Han understreger, at FOA er i gang med at undersøge, hvordan aftalerne om 6. ferieuge ser ud for den enkelte handicaphjælper.
”Det er en ommer”
Mari-Ann Petersen fra FOA SOSU frygter, at det bliver sværere at rekruttere handicaphjælpere, og at besparelserne går ud over kvaliteten af hjælpen til de handicappede.
”Når man skærer i hjælpen til borgeren, bliver det svært at tilbyde nogle ordentlige forhold for deres ansatte. Det er ikke rimeligt, for det er allerede svært at rekruttere i dag. Man kan få job alle steder, så hvorfor skulle man vælge at arbejde der?”
Hun er ikke sikker på, at politikerne har tænkt konsekvenserne igennem af deres beslutning.
”På den anden side er der ingen undskyldning denne gang, for vi har forklaret sammenhængen for dem i brevet. Det er en ommer,” siger Mari-Ann Petersen.