Pædagogisk assistent til SF-formand: Ikke tid til det menneskelige
Da Folketinget i dag åbnede, stod Steffen Goldschmidt klar til at fortælle Pia Olsen Dyhr (SF) om sin travle hverdag som pædagogisk assistent. Hans historie overraskede ikke partiformanden, som nu vil have flere pædagogiske assistenter på banen.
01. oktober 2019
Der er ikke langt fra Christiansborg Slotskirke til Christiansborgs indgang. Det fandt pædagogisk assistent Steffen Goldschmidt ud af i dag, da han i anledning af Folketingets åbning skulle følge Pia Olsen Dyhr den korte vej.
Steffen Goldschmidt fik her mulighed for at give SF-formanden et indblik i den travlhed, som flere pædagogiske assistenter – og andet pædagogisk personale – oplever.
“Jeg håber, at jeg kan være med til at udvide hendes horisont og fortælle hende, hvor presset vores hverdag er. Pia Olsen Dyhr skal jo sidde med til forhandlingerne om den nye finanslov, så der er noget på spil,” siger den 30-årige pædagogiske assistent, som håber på flere økonomiske ressourcer til området.
‘I har travlt’
“Du må fryse ad helvedes til,” griner Pia Olsen Dyhr, da hun hilser på Steffen Goldschmidt efter den gudstjeneste, hun sammen med resten af Folketingets politikere har været til som en del af folketingsåbningen.
“Ja, det er koldt i dag,” siger Steffen, som varmer sig på en kop kaffe. Så skifter han emne. Ikke mere snak om vejret.
“Jeg er rigtig glad for mit arbejde,” siger Steffen, som de sidste fire år har arbejde på et bocenter for unge og voksne med særlige behov.
“Men…” begynder han og holder så en lille pause.
“I har rigtig travlt,” afslutter Pia Olsen Dyhr hans sætning.
Steffen nikker.
Rammer den menneskelige omsorg
Både pædagogiske assistenter, som Steffen, og andet pædagogisk personale løber stærkt. På Steffens afdeling er de fem medarbejdere om tyve borgere. Mange af dem skal have hjælp til stort set alt, mens andre mest har brug for rådgivning og samtale, forklarer han Pia Olsen Dyhr.
Og travlheden kan mærkes. Den giver ikke tid til alt det, som rækker udover de praktiske opgaver.
“Vi har ikke tid til at sætte os ned og tale med ham eller hende, hvis kæreste har slået op. Det bliver skåret fra i en travl hverdag, hvor det praktiske, såsom at spise og få medicin, er det vigtigste. Og så bliver vi jo reduceret til en opbevaring af mennesker,” fortæller Steffen.
“Ja, og så glemmer man helt, at det er menneskene, det drejer sig om,” svarer Pia Olsen Dyhr nikkende.
Ifølge hende rammer Steffens historie ned i ét af de væsentlige problemer, som den danske velfærd i dag lider under.
“Der er ikke nok tid til mennesker. Der er ikke tid til den helt nære pleje og omsorg, som man har brug for. Livet handler jo ikke kun om at komme på toilettet eller få mad. Man har også brug for relationen til andre. Og det er meget alvorligt, at der ikke er tid til det,” siger formanden for SF.
Det er vigtigt, at man anerkender os, for vi er alle med til at løfte velfærden og kerneopgaven.
Steffen Goldschmidt, pædagogisk assistent
Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk
En prioriteringsøvelseDe travle forhold kan også mærkes på sygefraværet, fortæller Steffen. Flere af hans kolleger har allerede været sygemeldt.
“Det rammer alle. Det går både ud over den, som bliver sygemeldt, men det er også mega hårdt for kollegerne og beboerne. Det er forfærdeligt,” siger han.
Pia Olsen Dyhr spørger, hvad de gør på Steffens arbejdsplads, hvis medarbejdere er syge. For det meste prøver de at dække ind med vikarer, men det er der ifølge Steffen ikke altid råd til.
“Derfor bliver det mulighedens kunst nogle gange. Så skal vi finde ud af: ‘Hvad skal vi så ikke lave i dag’. Og det er da hårdt at skulle beslutte, at noget er vigtigere end andet,” siger Steffen.
“Ja, og så bliver det igen en prioriteringsøvelse. Men til tyve beboere er I fem ansatte, der kæmper med det hele. Det er virkelig heller ikke mange. Det er hårdt arbejde,” siger partiformanden.
Flere fagligheder i spil
Selv arbejder Steffen inden for social- og specialområdet. Men pædagogiske assistenter er også vigtige for den faste minimumsnormering, som SF ønsker på børneområdet.
“Jeg synes bestemt, at pædagogiske assistenter skal tænkes ind i minimumsnormeringen. Vi er nødt til at benytte os af både pædagoger, pædagogiske assistenter og medhjælpere. Vi skal sørge for, at alle fagligheder kommer i spil,” siger Pia Olsen Dyhr.
Lige nu er 621 nyuddannede pædagogiske assistenter ledige. Ifølge Pia Olsen Dyhr skal de tænkes ind i den pædagogiske sammenhæng. Og på sigt er der måske nogle af dem, som vil uddanne sig til pædagoger, lyder det fra SFs formand.
Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk
En del af holdet“Det gik godt nok hurtigt,” siger Steffen Goldschmidt, da Pia Olsen Dyhr er forsvundet ind bag Christiansborgs mure. De få hundrede meters afstand gav ikke meget taletid.
“Jeg er ked af, at jeg ikke fik sagt mere om vigtigheden af at tænke pædagogiske assistenter med som en del af det pædagogiske personale. Det er vigtigt at slå fast med syvtommersøm, at vi også er fagligt kompetente,” siger Steffen.
Han synes, det er rigtig ærgerligt, at det er blevet opfattelsen, at den eneste rigtige uddannelse er pædagoguddannelsen.
“Hvis du har en uddannelse som pædagogisk assistent, så er du ikke rigtig med på holdet. Så er du bare vandbærer for pædagogerne. Det er vigtigt, at man anerkender os, for vi er alle sammen med til at løfte velfærden og kerneopgaven,” siger han.