Husassistent: Der er gået lidt sport i det

Susanne Bønneland, 59 år, er husassistent i Plejecenter Teglgårdsparken, Kolding. Anita Graversen

Husassistent Susanne Bønneland kan være med til at sikre en årlig besparelse på næsten 30.000 kroner ved at sænke elforbruget i køkkenet på plejecentret.

31. oktober 2019

Hvor meget har I sparet?

Teglgårdsparkens køkken skar i løbet af en tomåneders periode 25 procent af elforbruget svarende til en årlig besparelse på cirka 28.000 kroner. Vi kom ind på en anden plads ud af 12 køkkener på Kolding Kommunes plejecentre og fik et diplom for indsatsen.

Hvad har I gjort?

Nu tænder vi for kasseapparatet, opvaskemaskinen og ovnene, når tingene skal bruges. Tidligere tændte vi, når vi mødte om morgenen. Og vi slukker, når de ikke længere skal bruges. Varmevogne tænder vi først tre kvarter, før de skal bruges. Tidligere stod de tændt mindst en time mere. Nu lukker vi låget på opvaskemaskinen, så vandet ikke står og bliver koldt. Udsugningen, som tidligere kørte til hen på aftenen, er indstillet til at slukke, når vi går hjem.

Læs også: Nyt værktøj giver sundere børnemad

Har det været svært?

Nej, det gælder bare om at tænke anderledes. Som derhjemme, hvor man husker at slukke for lyset. Det handler jo om kroner og øre.

Hvordan holder I gejsten oppe?

Der er gået lidt sport i det. Vi er gode til at minde hinanden om at huske at lukke låget på opvaskeren og at slukke for apparater, som ikke er i brug.

Hvem får glæde af besparelsen?

Jeg synes, at der er en stor tilfredsstillelse i at være med til at spare. Det kommer miljøet til gavn, og Kolding Kommune sparer penge.