7 råd: Spis dig til bedre fordøjelse

Grønne grøntsager og frugt kan med fordel blendes til en sund smoothie. Colourbox

Havregryn og gulerødder er dine venner, hvis du vil mindske forstoppelse og luft i maven.

19. december 2019

Hvis maven ikke helt fungerer, påvirkes vores livskvalitet. Det er ikke rart at være nødt til at sidde længe på toilettet, mens man er på arbejde, og rumlende tarme og luft i maven kan lægge en dæmper på humør og velvære. De fleste kan ændre på for hård eller for løs mave ved at spise flere kostfibre, forklarer klinisk diætist Mette Borre.

Hun er specialist i ernæring ved fordøjelsesproblemer på Aarhus Universitetshospital.

“Havregryn og gulerødder er virkelig gode til at regulere fordøjelsen. Spis gerne de anbefalede 600 gram frugt og grønt dagligt. Men udfordringen er, at nogle får mere luft i maven af det. Det gælder især folk med følsomme tarme eller irritabel tyktarm,” siger hun.

Hvis der kommer mere luft, anbefaler hun, at man skærer ned på meget luftudviklende fødevarer: Løg, hvidløg, blomkål, porre, asparges, æbler, pærer og rugbrød.

Læs også: Sosu kæreste med smeden fra ’Rigtige mænd’: Få de 5 bedste tips til et sundt liv 

Binder væske i tarmen

Desuden har mange stor gavn af at spise hørfrø og loppefrøskaller mod forstoppelse. De binder væsken i tarmen, så afføringen bliver blødere og glider lettere gennem systemet. Loppefrøskaller virker desuden også mod for løs afføring.

“En god morgenmad er havregrød med en god spiseskefuld hørfrø i, lidt frugt og kanelsukker,” foreslår Mette Borre.

Hvis der stadig er problemer med forstoppelse, anbefaler hun, at man prøver det milde afføringsmiddel Magnesia, som købes på apoteket uden recept. Det er ikke vanedannede og har ikke bivirkninger.

Læs også: Nyt værktøj giver sundere børnemad

7 gode råd til bedre fordøjelse

1. Frugt og grønt

Spis tre stykker frugt dagligt, og i alt 600 g frugt og grønt.

2. Snacks

Spis grønt som snacks: Små tomater, gulerodsstave, peberfrugt-bidder.

3. Rugbrød

Spis rugbrød hver dag.

4. Blend frugt og grønt

Blend gerne frugt og grønt til smoothies, men undgå at presse dem til saft. Her får du ikke fibrene med. Brug for eksempel avocado, grønkål, spinat og broccoli.

5. Gerne frossent

Brug frosne grøntsager: Bag, steg eller kog dem, eller lav dem til supper og puréer.

6. Skær ned på...

Hvis du har tendens til luft i maven, så skær ned på løg, hvidløg, blomkål, porre, asparges, æbler, pærer og rugbrød.

7. Dyrk motion

Dyrk motion – det har en veldokumenteret god effekt på fordøjelsen.

Læs også: Kostekspert: Sådan laver du den sundeste madpakke

Kilde: Mavetarm-diætist Mette Borre, Aarhus Universitetshospital.