Medlemmernes vilkår på dagsorden til FOAs kongres

Portør Henrik Hast har altid været fagligt aktiv og er i dag arbejdsmiljørepræsentant. Et af hans argumenter for bedre løn er ret enkelt: ”Fordi vi faktisk fortjener det,” siger han. Iben Gad

Tusindvis af medlemmer er kommet med tusindvis af input til FOAs nye målprogram. Her bliver ’vilkår’ det vigtigste nøgleord.

01. oktober 2019

”Retfærdighed og respekt. Noget af det fineste, man kan beskæftige sig med, er at tage sig af et andet menneske. Derfor bør lønnen også ligge på et ordentligt niveau.”

Sådan lød indledningen, da Henrik Hast, portør på Center for Kræft og Organsygdomme på Rigshospitalet, i foråret gik på FOAs Facebook og svarede på spørgsmålet ’Hvad betyder løn for dig?’

Dermed blev den 58-årige portør et af de mange tusinde FOA-medlemmer, som i løbet af foråret valgte at komme med input til FOAs nye målprogram, som skal vedtages på kongressen først i oktober.

Læs også: Højere grundløn for alle: Her er slutresultatet for medlemmer i Teknik- og Servicesektoren 

Det er første gang, medlemmerne har fået den mulighed i dét omfang. Via Facebook og sms’er blev det i alt til 14.905 input – og derudover var der også en række lyttemøder.

Målprogrammet kommer i høj grad til at fokusere på vilkår som eksempelvis løn, arbejdsliv, arbejdsmiljø og adgang til uddannelse – og Henrik Hast er glad for invitationen til at blande sig.

”Jeg håber, de mange bidrag virkelig kan være med til at sætte dagsorden både på kongressen og bagefter. Det er vigtigt i forhold til både vores vilkår og anerkendelse,” siger han.

Svesken på disken

FOAs næstformand, Thomas Enghausen, bruger udtrykket ’fuldstændig fantastisk’ om de mange medlemsbidrag.

”Undervejs deltog jeg i en håndfuld møder rundt i landet, og det er vildt, hvad jeg har hørt af både positive og negative beretninger fra den virkelige verden,” siger han og fastslår, at beretningerne om presset på velfærden har efterladt det største indtryk.

”Vi har fået svesken på disken, og der er så meget, vi som forbund kan gå videre med,” siger han.