Ny metode gør det lettere at rapportere fejl på plejecentre
En række kommuner har forbedret patientsikkerheden ved at indføre samlerapportering. Nu tilbydes alle kommuner at rapportere utilsigtede hændelser mere enkelt.
25. september 2019
Antallet af rapporterede utilsigtede hændelser steg markant i kommuner, der var med i pilotprojektet ’Samlerapportering på plejecentrene’.
Det viser resultatet af projektet, som 10 kommuner deltog i. Nu får resten af landets kommuner mulighed for også at indføre samlerapportering.
”Vi kan se, at antallet af rapporteringer nogle steder er steget med 100 procent, fordi det er blevet mere tilgængeligt,” siger Lena Graversen, der er enhedschef og overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed.
Samlerapportering er en enkel metode til at rapportere utilsigtede hændelser. I stedet for at logge sig ind på computeren, når en beboer er faldet eller ikke har fået sin medicin, kræver det blot nogle få oplysninger i et skema, der allerede ligger fremme.
”Det gør det nemmere at arbejde med patientsikkerhed lokalt. Det er simpelt med et stort udbytte i forhold til læring,” siger Lena Graversen.
Læs også: Udskammet efter dokumentar: ’Du arbejder på Nyvang, føj!’
En mere fælles fornemmelseDet er det samme skema, samtlige medarbejdere skriver i, hvis de oplever en utilsigtet hændelse.
”Det mest overraskende for os var, at medarbejderne har en oplevelse af, at de nu er mere fælles om arbejdet med patientsikkerhed, fordi de kan se, at kollegerne rapporterer lignende hændelser. Før var det en ting mellem den enkelte og computeren,” siger Lena Graversen.
Formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA Torben Hollmann råder alle kommuner til at gå over til samlerapportering, selvom han synes, det er et tilbageskridt, at det foregår på et stykke papir:
”Data er noget af det vigtigste i arbejdet med patientsikkerhed, og det er vigtigt også at samle data på tværs af kommunerne. Men data skal samles smart,” siger han.