Køkkenleder reducerer madspil: Skræller er ikke bare skrald
Køkkenleder Yvonne Herold gør FNs verdensmål konkrete ved at servere marmelade lavet af appelsinskræller. På den måde opdager børnene, at de kan spise noget, der regnes som affald.
18. september 2019
- Hvordan fandt du på at bruge appelsinskræller?
"Vores institution skulle deltage i en temadag om FNs verdensmål på Naturskolen, og vi valgte mål nummer 12 om ansvarligt forbrug og produktion. Vi arbejder i forvejen med at begrænse madspild, og samtidig ville vi lave noget, som børnene kunne lide."
- Og så skulle børnene lære at spise affald?
"Det kan man godt sige. Vi havde købt kogebogen ‘SKRÆL er ikke skrald’, og så lod vi os inspirere til at lave mad af sunde ting, som ellers bliver smidt ud. Det gav anledning til en snak om, hvad vi spiser, og hvad vi smider ud. De fik også serveret chips af kartoffelskræller."
- Hvad sagde de til det?
"Børnene kunne lide maden, og de syntes, det var spændende at spise noget, som de ellers smider ud."
"Vi serverede også marmeladen sammen med rugbrødschips på FOAs stand på Madens Folkemøde på Lolland. Der var det også en succes – og skabte debat."
- Er appelsinskrællerne sunde?
"De indeholder fibre og vigtige vitaminer, herunder C-vitamin, calcium og antioxidanter. Og så har de jo en bitterhed, som er en af de fem grundsmage, børnene skal lære at kende."
- Er der ikke meget sukker i?
"Det er ikke noget problem, for der er ikke tale om et hovedmåltid, men om en snack. De spiser jo marmeladen som tilbehør til for eksempel brød."