Styrelse vil undersøge ledelsen efter dødsfald på bosted
Da en 50-årig kvinde i maj døde på et bosted på Fyn, fyrede ledelsen efterfølgende tre medarbejdere. Nu går Styrelsen for Patientsikkerhed ind i sagen for at undersøge ledelsens rolle.
Af
Mette Boysen
29. august 2019
Tre medarbejdere blev afskediget som konsekvens af, at en 50-årig kvinde i maj måned døde på bostedet Fangelvej i Odense.
Fangelvej er et botilbud til voksne mennesker, der har været i psykiatrisk behandlingsforløb. Den 50-årige kvinde var i behandling med Leponex, der er antipsykotisk medicin. Formentlig døde hun af medicinforgiftning, skriver TV 2 Fyn.
En af de ansatte, der blev fyret på baggrund af sagen, er social- og sundhedsassistent. Hun fik ved en tjenstlig samtale efter dødsfaldet at vide, at hun ikke havde udvist omhu og samvittighedsfuldhed, og at hun skulle have udvist en skærpet opmærksomhed. Det oplyser sektornæstformand i FOA Odense Christina Bank.
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret
Frifundet af styrelseSocial- og sundhedsassistentens sag blev desuden indbragt for Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi ledelsen ville have styrelsen til at undersøge, om sagen skulle få konsekvenser for hendes autorisation.
Det fik sagen ikke.
Derimod er Styrelsen for Patientsikkerhed nu gået ind i sagen for at undersøge, om ledelsens instrukser har været gode nok i forhold til medicinhåndtering.
Odense hilser tilsyn velkomment
På Twitter skrev sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) torsdag eftermiddag, at sagen fra Fangelvej er dybt tragisk og nu skal undersøges til bunds. Han skrev desuden:
“Styrelsen for Patientsikkerhed fortæller mig, at der er tale om meget potent medicin - og spørgsmålet er derfor, om ledelsen har sikret klare nok regler og procedurer. Et ekstra tilsyn er på vej.”
Det er ingen overraskelse, at styrelsen nu vil komme på tilsyn på det pågældende bosted, siger Ældre- og Handicapchef Kim Bøg-Jensen fra Odense Kommune:
“Det er rutinemæssigt efter sådan en sag, så det havde vi regnet med ville komme. En del af tilsynet er at kigge på, om ledelsen har sikret klare nok regler og procedurer hele vejen rundt. Og vi hilser det velkomment,” siger han.
Læs også: Trods utryghed og vold var det først efter drab, at tilsyn greb ind
Ikke løsningen at fyre folkHos FOA er formand for social- og sundhedssektoren Torben Hollmann vred over ledelsens og kommunens håndtering af medarbejderne på Fangelvej.
Derfor er han tilfreds med, at Styrelsen for Patientsikkerhed nu undersøger ledelsens rolle.
“Kommunen har dømt medarbejderne, inden de rette instanser har behandlet sagen, og inden vi ved, hvad kvinden faktisk er død af. Det er nemt at give medarbejderne skylden, men ingen medarbejdere går på arbejde for at gøre skade på borgerne,” siger han og tilføjer:
“Det fratager ikke ledelsen for et ansvar, og det er ikke løsningen at fyre folk. Det lærer vi intet af,” siger Torben Hollmann.
Styrelsen for Patientsikkerhed har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere.