7 gode råd til at styrke børnenes motorik

Det kræver masser af øvelse at komme igennem forhindringsbanen uden at snuble eller vælte forhindringerne. Det går bedre og bedre for hver gang børnene i Gudme Børnehus ved Svendborg tager turen. Jørgen True

Børn skal kunne træne deres motoriske færdigheder hver dag. Det behøver ikke at foregå på en stor naturlegeplads - et gangareal kan nemt forvandles til en forhindringsbane og stuen til en dansesal.

27. august 2019

1. Vær rollemodel

Involver dig fysisk i børnenes hverdag: Vær den første på dansegulvet, tril ned ad bakken og hop i vandpytter sammen med børnene. Glæde ved bevægelse smitter. Hvis børnene kan se, at du finder glæde ved at bevæge dig, så giver det dem inspiration til at følge trop og sætte deres egne lege og aktiviteter i gang.

2. Tænk kreativt

Selvom I ikke råder over en stor naturlegeplads, hvor børnene kan boltre sig, er der masser af muligheder for at skabe plads til fysisk aktivitet. Det handler om at tænke kreativt. Et gangareal kan hurtigt forvandles til en forhindringsbane, og en stue kan blive til et dansegulv, hvis stole og borde rykkes ud langs væggene.

Læs også: Børn kæmper med motorikken

3. Kig på reglerne
Undersøg, om I har regler, der spænder ben for, at børnene kan udforske krop og sanser. Det kunne være, at I har en regel om, at børnene aldrig må løbe, når de er indendørs. Den regel kunne I med fordel omformulere, så børnene får grønt lys til at løbe og lave
aktiviteter indendørs på bestemte tidspunkter i løbet af dagen.

4. Skab tryghed

Ikke alle børn er trygge ved at deltage i fælleslegene eller tumle på legepladsen. Et usikkert barn skal hjælpes lidt på vej, før det tør udfordre sig selv. Gå forrest og vis barnet, at det ikke er farligt at hoppe ned fra en skammel eller tag barnet i hånden de første gange, barnet går op ad trappen til rutsjebanen.

5. Få nye vaner

Øv dig i at tænke aktivitet og bevægelse ind alle steder. I stedet for at gå hånd i hånd, når I er ude på tur, så brug omgivelserne omkring jer: Løb op og rul ned ad bakkerne,
gå balancegang på vejafmærkningerne eller hop sprællemand, mens I venter på, at bussen
kommer.

Forældrene er vigtige medspillere i forhold til at stimulere børnenes motorik. Ikke alle
forældre er fortrolige med at lege med deres børn. Tal med forældrene og giv dem gode idéer til, hvordan de kan lege med og være aktive sammen med deres børn. Udstyr dem
med sjove og nemme alternativer til iPad og fjernsyn.

7. Sæt i system

Der kan hurtigt gå mange timer med frugt, madpakker og højtlæsning. Lav en plan for ugens aktiviteter, så I kan holde hinanden oppe på at være aktive sammen med børnene. Sørg for, at aktiviteterne er varierede, så det bliver ved med at være spændende og
udfordrende for børnene at deltage. 

Kilder: Pædagog, forfatter og selvstændig motorikkonsulent Nanett Borre og psykolog og ekstern lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet Mia Herskind.