Dagplejere er gladest for deres arbejde
Indflydelse på arbejdsopgaverne, anerkendelse og tid til at udføre arbejdet tilfredsstillende er med til at sende arbejdsglæden i top hos dagplejerne.
04. september 2019
Hvis du synes, at dagplejerne smiler lidt bredere end andre faggrupper, så er der måske en grund. Blandt alle FOAs medlemmer er de nemlig gladest for deres arbejde, viser en arbejdsmiljøundersøgelse.
96 procent af dagplejerne er glade for at gå på arbejde hver dag. Blandt alle medlemmer ligger gennemsnittet på 84 procent.
Får mere anerkendelseIfølge professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Peter Hasle er de to vigtigste parametre for arbejdsglæde anerkendelse og indflydelse på opgaveløsningen. To områder, hvor dagplejerne skiller sig ud.
”Dagplejerne har en stærk kontrol over deres arbejde og har bedre mulighed for at opbygge gode relationer med få forældre. Den positive feedback og anerkendelse, de får fra eksempelvis forældrene, er uvurderlig,” siger Peter Hasle.
Undersøgelsen viser også, at dagplejerne har bedre tid til at udføre arbejdet tilfredsstillende og føler sig mindre stressede end ansatte i daginstitutioner.
Trods gode argumenter for at tage jobbet er der mangel på dagplejere. 44 ud af 63 kommuner har problemer med at skaffe kvalificerede dagplejere, viser en undersøgelse fra Bureau 2000.
Ifølge pædagogisk sektorformand i FOA Mogens Bech Madsen skal dagplejen gøres mere attraktiv.
”Det kommer til at tage tid at tiltrække flere til jobbet, men det kan lade sig gøre. Blandt andet ved at forbedre mulighederne for at uddanne sig, sikre tilstrækkeligt med sparring fra dagplejepædagoger samt tid til faglig refleksion sammen med kollegerne. Det arbejder vi i FOA for,” siger sektorformanden.