Køkkenassistent: Jeg håber på fælles fodslag
Nyt måltidskodeks på behandlingsinstitutionen Godhavn skal inddrage de anbragte børn og unge i madlavningen.
29. august 2019
I centralkøkkenet på Godhavn glæder køkkenassistent Dorthe Pedersen sig over det nye måltidskodeks, som trådte i kraft 1. juni 2019.
Tidligere kunne der godt opstå uenigheder mellem køkkenpersonalet og det pædagogiske personale om maden, som når en pædagog for eksempel kom og bad om mere fløde eller flere pakker pålægschokolade.
“Jeg håber, vi fremover får mere fælles fodslag om kosten,” siger Dorthe Pedersen, der har siddet med i et advisory board under udviklingen af måltidskodekset.
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret
Flere grøntsager og mindre saltKun frokosten på Godhavn tilberedes og serveres af centralkøkkenet. De øvrige måltider spises på de enkelte afdelinger og tilberedes af pædagogerne, men indkøbes af køkkenpersonalet. Og på grund af Godhavns øgede fokus på sammenhængen mellem kost og medicin bliver indkøbsprincipperne lavet om.
Godhavn vil fremoverfølge Fødevarestyrelsens officielle kostanbefalinger og den såkaldte Y-tallerken som pejlemærker for kosten. Der skal være mere fuldkorn, fisk, magert kød og mindre salt i måltiderne.
“Før havde vi 200 opskrifter, som pædagogerne kunne vælge imellem. Nu får de i stedet fire kategorier af kød, rodfrugter og grøntsager. Det bliver en helt ny måde at planlægge måltiderne med pædagogerne på,” siger Dorthe Pedersen.
Vi skal ikke pr. automatik afskrive ondt i maven eller hovedpine med børnenes psykiske problemer, men også have blik for kostens betydning for deres trivsel.
Søren Skjødt, forstander.
Børnene skal inddrages
Børnene og de unge skal også inddrages mere i madlavningen. Det giver viden og kompetencer, de kan bruge senere i livet og styrker deres forudsætning for selv at træffe sunde valg.
Nogle kan være svære at motivere, men lidt har også ret. Om det så er at hjælpe med at pakke varer ud, skrælle en gulerod, smage til eller dække bord.
I arbejdet med måltidskodekset har Godhavns køkken haft besøg af kokke fra Meyers Madhus.
“Alt i køkkenet er blevet gennemgået og overvejet. Det har været sjovt og inspirerende.Og nu kommer vi til at samarbejde om børnenes sundhed i en større helhed,” siger Dorthe Pedersen.