Linda fik hjælp til besøg: Som at få en datter
Hjemmeplejen på Amager har succes med at få ensomme ældre til at deltage i aktiviteter, hvor de er sammen med andre mennesker.
15. august 2019
“Linda, jeg er så glad for, at du er gået med i det her og har haft et så givende forløb,” siger Tina-Mia Yammine.
Hun er social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen på Amager. Og så er hun ensomhedsambassadør.
Og det er det, hun taler med Linda Selim på 71 år om. Linda er i forbindelse med, at hjemmeplejen på Amager fik penge til at begrænse ensomhed, blevet screenet. Og det viste sig, at hun følte sig ensom.
Fik kendskab til tilbud
Læs også: Ung sosu: Vi har et fælles ansvar for at tale vores fag op
Tina-Mia Yammine og flere af hendes kolleger er i forbindelse med projektet blevet uddannet ensomhedsambassadør. De har fået ekstra undervisning om arbejdet med ensomme, og sammen har de besøgt de tilbud, der findes for ældre i lokalområdet, blandt andet en daghøjskole og en mandeklub.“Det at få kendskab til de mange muligheder har gjort det nemmere for mig at tale med borgerne om ensomhed. Nu ved jeg, at jeg kan tilbyde dem noget ved at henvise til et tilbud,” siger Tina-Mia Yammine.
Får besøg af sprogstuderende
De ensomme ældre, der har sagt ja til at medvirke i projektet, har også været på‘Tour de Aktivitet’, hvor de i bus har været rundt til Amagers relevante tilbud og tre aktivitetsklubber. Desuden blev der afholdt markedsdag, hvor borgerne kunne se de frivillige tilbud, der findes for dem. De borgere, som Tina-Mia kommer hos, har været glade for initiativet.
“I mit distrikt, Islands Brygge, har jeg fået mange til at melde sig til aktiviteter – for eksempel ‘Elderlearn’, som er ret populært,”siger hun. Og det er netop et af de tilbud, Linda Selim gør brug af.
Læs også: Opråb fra sosu: Vi er mere end varme hænder
Elderlearn indebærer, at en sprogstuderende kommer og lærer dansk ved at tale med den ældre borger. En gang om ugen får hun besøg af Lene på 26 år fra Tyskland.“Jeg var heldig at få en meget sød sprogstuderende. De blomster, der står på bordet, fik jeg af hende i onsdags. Og så har hun bil, så vi kan køre ture,” siger Linda Selim.
De har blandt andet været i Dragør for at spise. “Og på onsdag kommer hun med sin kæreste. Det er så dejligt. Det er jo som at have en datter,” siger Linda.
I forbindelse med projektet er Linda også blevet opmærksom på Peder Lykke Centret, hvor hun nu kommer to gange om ugen.
Fået mod til at tale om ensomhed
Tina-Mia er rørt over at se, hvor meget det har betydet for Linda at være en del af Elderlearn. Hun fortæller om en anden borger, der tidligere aldrig kom ud af sin lejlighed. I dag har han kontakt til to sprogstuderende fra Elderlearn.
”Det fungerer simpelthen så godt, for det kræver ikke, at borgeren skal ud af sit hjem. Jeg har oplevet, at de er blevet nogle helt andre personer, fordi de ikke føler sig så ensomme længere.”