Dagplejere risikerer stor lønnedgang: Mister tilsammen en million kroner

Omkring 200 dagplejere, forældre og børn var tirsdag mødt op til demonstration foran rådhuset i Faaborg for at vise deres utilfredshed med de lønforringelser, som kommunen planlægger. FOA Sydfyn

I Faaborg-Midtfyn Kommune kæmper dagplejerne for deres løn. Kommunen vil nemlig opsige deres aftale om tillæg, hvilket kan betyde en lønnedgang for de 140 dagplejere.

14. august 2019

”Vi er vrede, skræmte og skuffede.”

Sådan lyder det fra dagplejer Pia Houborg, der sætter ord på den situation, der er opstået blandt dagplejerne i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Her vil kommunen opsige deres forhåndsaftale, som blandt andet betyder et ekstra tillæg, når dagplejerne tager imod et femte barn.

Ifølge beregninger fra FOA Sydfyn vil en opsigelse af aftalen betyde en lønnedgang for hver enkelt dagplejer på mellem 600 og 1.000 kroner om måneden alt afhængigt af de tillæg, man er berettiget til. Samlet set betyder det omkring en million kroner mindre i løn om året for de 140 dagplejere i kommunen, anslår FOA.

Læs, hvorfor den lokale strid om dagplejeløn i virkeligheden vedrører alle faggrupper.

Demonstration i Faaborg

Tirsdag mødte omkring 100 demonstranter op foran rådhuset i Faaborg – deriblandt dagplejere, forældre og børn. Pia Houborg var ikke én af dem, da hun havde knækket en tand og skulle til tandlæge. Men hun havde sine kollegaer i tankerne.

”Det betyder rigtig meget, at så mange bakker op om vores utilfredshed. Vi ved reelt ikke, om vi er købt eller solgt, når den nuværende lønaftale udløber. Jeg er da nervøs for, hvad politikerne nu kan finde på – måske at privatisere os,” siger Pia Houborg.

Den nuværende lønaftale udløber med udgangen af august måned, og parterne har derfor kun to uger til at finde en løsning. Afdelingssektorformand for Pædagogisk Sektor i FOA Sydfyn Dorthe Jørgensen håber på, at politikerne kommer til fornuft.

Lønnedgang vil kunne mærkes

”Jeg kan se, at politikerne ikke er uberørte over, at så mange dagplejere, forældre og børn demonstrerede i går. Nu er vi fra FOA Sydfyns side inviteret til forhandlinger den 28. august, og så håber jeg, at der kommer en løsning,” siger Dorthe Jørgensen.

I Faaborg-Midtfyn har dagplejerne med forhåndsaftalen et lidt højere tillæg for femte barn end i andre kommuner. Det blev ifølge Dorthe Jørgensen forhandlet hjem for at begrænse ordningen med femte barn. Kritikere vil måske indvende, at dagplejerne i Faaborg-Midtfyn bare klynker og skal finde sig i en lønnedgang.

Til det siger Pia Houborg:

”1.000 kroners lønnedgang om måneden kommer til at kunne mærkes, og især fordi vi ikke har en svimlende høj løn i forvejen. Jeg er med på, at kommunen skal spare, men jeg undrer mig over, at det kun er dagplejerne, der skal gå ned i løn.”

 

Enkelte politikere fortryder beslutningen

Ifølge Fyns Amts Avis har flere kommunalpolitikere fortrudt beslutningen om at opsige aftalen – blandt andet Jack Odgaard fra Dansk Folkeparti:

”Jeg synes ikke, det er rimeligt at sætte folk ned i løn, når de gør et godt stykke arbejde,” siger han til Fyns Amts Avis.

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

Borgmester Hans Stavnsager (S) vil dog ikke spå om, hvordan de kommende forhandlinger ender:

”Sådan her fungerer demokratiet jo. Det er fint nok, at dagplejerne møder op og viser deres holdning,” siger han til Fyns Amts Avis.