Se hvem der stiller op til kampvalg i FOA
Når FOA holder kongres til oktober bliver det med kampvalg på en række centrale politiske poster. Se, hvem der kommer til at kæmpe om pladserne i FOAs politiske ledelse.
12. august 2019
Fredag udløb fristen for at melde sit kandidatur til en række politiske poster i FOA, og der er flere kandidater i spil.
Blandt andet på posten som forbundssekretær, hvor der bliver kampvalg, når FOAs 604 delegerede samles til kongres i oktober måned.
Formand og næstformand fortsætter
På kongressens sidste dag er der valg til posterne som forbundsformand, næstformand og forbundssekretær. Der er ingen modkandidater til formands- og næstformandsposten, hvor Mona Striib og Thomas Enghausen genopstiller.
Til de tre poster som forbundssekretær er der fire kandidater, og der skal derfor være kampvalg, hvis kongressen fastholder de tre poster. Se kandidaterne neden for.
Kampvalg i to sektorer
I dagene umiddelbart inden kongressen samles, afholder sektorerne deres årsmøder. Her vil der i Pædagogisk Sektor være kampvalg til formandsposten, da to personer har meldt deres kandidatur – nemlig den nuværende formand Mogens Bech Madsen samt Kim Henriksen, afdelingssektorformand for Pædagogisk Sektor i Herning.I Teknik- og Servicesektoren skal der vælges ny næstformand, da den nuværende næstformand Jan Nonboe stopper. To kandidater kæmper om posten, nemlig Hans Erik Pedersen, afdelingssektorformand for Teknik- og Servicesektoren i FOA Vestsjælland og Thomas Brücker Larsen, formand for FOA Brand og Redning, FOA 1.
Der vil senere i august blive mulighed for at læse mere om kandidaterne på foa.dk, lige som det vil være muligt at møde kandidaterne på en række præsentationsmøder det kommende stykke tid.
For at deltage i præsentationsmøderne til forbundssekretærposten skal man være kongresdelegeret. Se datoer for møderne nederst i denne artikel eller læs mere om arrangementerne her.
Kandidaterne til næstformandsposten i Teknik- og Servicesektoren kan du møde på en række regionale præsentationsmøder.